Norovirus og håndhygiejne

Norovirus i opka​st og afføring hos syge personer kan blive overført til andre mennesker direkte eller indirekte. Blot få viruspartikler kan gøre andre syge.​ Vask derfor dine hænder ofte og grundigt.

Vask hænder med sæbe og vand

Hvis du har fået norovirus på dine hænder, vil virus forsøge at klæbe sig fast på overfladen af hænderne ved hjælp af en​​ lim-lignende forbindelse. Sæbe og vand kan nedbryde denne lim-lignende forbindelse, og sæbeskummet kan fange virus og fjerne det ved skylning med vand. Vand alene er ikke nok til at vaske norovirus af hænderne.

Du skal være særligt omhyggelig med vask af hænder især i ugerne efter, at du har været syg, eller hvis nogen i din husstand har været syge af norovirus.

Vask hænderne grundigt i min. 30 sekunder, især efter toiletbesøg og bleskift samt inden du spiser og/eller laver mad.

Håndsprit fjerner ikke​ norovirus

Norovirus har en meget hårdfør skal (et "kapsid") af proteiner, som er svær at nedbryde. Skallen bliver ikke øde​​lagt af alkoholbaserede og andre gængse desinfektionsmidler, så håndsprit virker ikke på norovirus. Der skal aktive stoffer (f.eks. klorholdige desinfektionsmidler, hydrogenperoxid, midler med aldehyder eller UV-stråler) til for at nedbryde strukturen i skallen.

Illustrationen nedenfor viser, hvorfor håndsprit ikke virker på norovirus, men er effektivt overfor coronavirus.

grafik af en coronavirus og en norovirus, hvor håndsprit kun virker på coronavirus