Epizootisk hæmoragi sygdom (EHDV) er en sygdom som kan ramme et bredt udvalg af drøvtyggere, herunder hjorte og kvæg. Sygdommen skyldes infektion med et orbivirus som overføres af mitter, der fungerer som vektor mellem dyrene.
I henhold til dansk lovgivning, er EHDV på liste 1 og 4 i BEK nr 1341 Bekendtgørelse om lister over smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr og anmeldepligt af sygdommene, hvilket betyder at EHDV er anmeldepligtig både ved mistanke om- og bekræftelse af sygdommen. Opstår der mistanke om forekomst af EHDV hos drøvtyggere både tamdyr og vildtlevende dyr skal det derfor straks anmeldes til Fødevarestyrelsen.
Infektion med EHDV er opført som en kategori D og E-sygdom i bilag til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882. Det betyder at spredning af sygdommen skal forhindres hvis der forekommer udbrud, og at det er nødvendigt med overvågning af sygdommen.
Er der udbrud af EHDV i EU, er der derfor særlige regler om flytning af modtagelige arter.