Emballageforordningen giver kunder ret til at medbringe egne beholdere i fødevarevirksomheder, der tilbyder varme og kolde drikke eller spiseklar mad som takeawey. Dette gælder fra 12. februar 2027.
De nye regler medfører, at virksomheden skal forholde sig til, hvordan kundernes medbragte beholdere kan modtages og håndteres, uden at det medfører risiko for forurening af virksomhedens fødevarer eller udstyr.
Hvad kan virksomheden overveje?
- Hvordan virksomheden vil modtage og håndtere beholdere, som kunderne ønsker genopfyldt.
- Om kunden selv må fylde sin beholder, f.eks. med kaffe.
- Om virksomheden vil brygge f.eks. kaffedrikke i en kande og herefter hælde drikken over i kundens beholder på disken/udleveringsområdet.
- Om der er behov for et udleveringsområde til f.eks. pizzaer og burgere, hvor kunden kan stille sine beholdere, mens virksomheden lægger maden i beholderen.
- Om eventuelle selvbetjeningsautomater kan indstilles, så studser på taphaner ikke kommer i berøring med beholdere eller de tappede fødevarer, f.eks. ved tapning af saft eller kaffe.
Hvilke krav skal virksomheden stille til den beholder, som kunden medbringer?
- Beholderne, som kunderne medbringer, skal være rene, så de ikke kan forurene i virksomheden, f.eks. tappehaner på automater eller øvrige fødevarer.
- Kravene til, hvor ren en beholder skal være, kan være afhængig af, om virksomheden skal håndtere beholderen, eller om det udelukkende er kunden selv, som håndterer beholderen.
Hvem er ansvarlig, hvis nogen bliver syge af maden?
- Virksomhedens ansvar er, at kunden ikke bliver syg af den mad, som virksomheden markedsfører.
- Virksomheden er ikke ansvarlig for, hvordan kunden efterfølgende håndterer maden, eller for sundhed og sikkerhed i forbindelse med brug af de beholdere, som kunden selv medbringer.