Sådan undgår du listeria - hvis du er syg

Hvis du er alvorligt syg og har nedsat immunforsvar, bør du passe ekstra på, så du ikke også bliver syg af madbakterien listeria.

Spis kødpålæg samt røget eller gravad fisk så friskt som muligt

Spis alle slags kødpålæg, hvad enten det er spegepølse, lufttørret skinke eller rullepølse, så friskt, som muligt. Det gælder også for røget eller gravad fisk. ”Så friskt som muligt” betyder i god tid inden ”Sidste anvendelse” eller ”Bedst før” datoen og aldrig efter ”Sidste anvendelse”.

Husk, at når du har åbnet pakken, har pålægget kortere holdbarhed. Tjek hvad der står om holdbarhed på pakken, og spis pålægget hurtigt efter åbning.

Hvis du bruger pålæg i en varm ret, bliver eventuelle listeria bakterier dræbt.

Både rullepølse og koldrøget og gravad fisk har givet sygdomsudbrud med listeria de senere år.

Spis færdigretter rygende varme

Varm mad skal være gennemvarm og mindst 75 °C. Det er ikke nok, at maden bliver lunet eller, at kun sovsen er varm. Vær særlig opmærksom på retter med lang holdbarhed f.eks. fra madudbringningsordninger. Tjek evt. temperaturen med et stegetermometer.

Hvis du ikke opvarmer maden nok, kan eventuelle listeriabakterier overleve og måske gøre dig syg.

Der har de senere år været eksempler på, at folk er blevet syge af færdigretter, der ikke har været varmet nok op.

Undgå rå mælk og upasteuriserede mælkeprodukter, f.eks. bløde råmælksoste

Drik kun mælk, der er pasteuriseret. Og undgå at spise bløde oste af upasteuriseret mælk (råmælksoste). I stedet for bløde råmælksoste kan du spise faste råmælksoste eller oste af pasteuriseret mælk. Læs på emballagen, om mælken i osten er pasteuriseret.

Den mælk, du køber i danske supermarkeder, er pasteuriseret og dermed sikker at drikke. En pasteurisering dræber eventuelle listeriabakterier i mælken.

Upasteuriseret mælk eller bløde råmælksoste har givet sygdomsudbrud i andre lande, dog ikke i Danmark.​

Sæt mad hurtigt på køl ved 5 °C

Hold øje med, at temperaturen i køleskabet er max 5 °C.

Sæt mad, f.eks. pålæg og færdigretter i køleskab så hurtigt som muligt efter indkøb eller levering.

Hvis temperaturen er over 5 °C, kan maden ikke holde sig så længe, som der står på pakken. Listeria kan hverken ses eller lugtes.

Smid gammel mad ud

Ryd jævnligt ud i køleskabet og hold øje med, at maden ikke er for gammel. Tjek datoen, og spis mad med den korteste holdbarhed først.

Hvis du f.eks. får leveret færdigretter til flere dage, så husk at spise retterne, inden holdbarheden udløber.

Følg de generelle råd om god køkkenhygiejne

Uanset om du er alvorligt syg, bør du altid have en god hygiejne ved madlavning.