Anprisning af spisesteder og madretter

Der er regler for, hvad du må skrive og sige om en fødevares eller madrets ernærings- eller sundhedsmæssige egenskaber. Reglerne gælder både for færdigpakkede fødevarer samt uindpakket mad og drikke på spisesteder.

Hvad vil du gerne sige om spisestedets mad?

  • "Man bliver klog eller stærk af maden på spisestedet"

    Vær forsigtig med denne type​ anprisning. Det er ikke tilladt at reklamere med, at spisestedets mad gør dig stærkere eller klogere. Den slags budskaber i ord eller billeder er ulovlige (udokumenterede) sundhedsanprisninger.

    Budskaber, som forbrugerne klart opfatter som ”sjov”, er dog ikke i strid med reglerne. Det anbefales, at du søger vejledning hos din brancheforening, inden du kaster dig ud i den type reklame.
  • "Spisestedet arbejder for sundheden"

    Et spisested må gerne oplyse, at der er gjort noget godt for sundheden, hvis der samtidig informeres om, hvad spisestedet har gjort for sundheden. Denne oplysning skal gives som generel information, f.eks. ved indgangen, ved disken eller over buffeten, og ikke i forbindelse med konkrete fødevarer eller madretter. 

    Det er ikke tilladt at anprise, at den enkelte ret er sund, eller at sætte f.eks. grønne skilte/mærker i madretter for at vise, at en bestemt ret er et sundt alternativ.

Eksempel på lovlig markedsføring

"Spisestedet arbejder for sundheden, fordi vi nu:

  • serverer salat til alle retter
  • har droppet frituren og serverer ovnbagte kartofler i stedet for pomfritter
  • serverer fisk hver dag"
  • "Spisestedets mad anbefales af diætister eller en kendt sundhedsperson"

    Denne type anprisning er ikke lovlig. Det er ikke tilladt at nævne, at spisestedet serverer fødevarer eller madretter, der er anbefalet af diætister eller kendte sundhedspersoner, eller at spisestedets menu er udviklet i samarbejde med disse personer. Det er f.eks. heller ikke tilladt at anprise ”Menuen er udviklet i samarbejde med førende sundhedsekspert Jesper Nielsen" eller "Diætistens valg".

  • "Spisestedet arbejder sammen med Hjerteforeningen"

    Det er ikke tilladt at anprise, at spisestedet samarbejder med en bestemt sundhedsorganisation. Det skyldes, at forbrugeren kan opfatte samarbejdet som sundhedsorganisationens anbefaling af spisestedets mad, hvilket er vildledende. Herudover vil brug af sundhedsorganisationens navn eller logo også i nogle tilfælde kunne give forbrugeren det indtryk, at spisestedets mad eller en bestemt madret har en gavnlig effekt for personer med den sygdom, organisationen repræsenterer.

    Man må dog gerne sige, at der doneres et bestemt beløb til sundhedsorganisationen i forbindelse med salget af en bestemt fødevare. Det skal blot være tydeligt, at det drejer sig om en donation. Det anbefales, at du søger vejledning hos din brancheforening, inden du kaster dig ud i den type reklame.
  • "Spisestedets mad lever op til Fødevarestyrelsens anbefalinger"

    Det er tilladt at anprise, at spisestedets mad følger de koncepter, der er udviklet af Fødevarestyrelsen. Denne oplysning skal gives som generel information, f.eks. ved indgangen, ved disken eller over buffeten. Det er ikke tilladt at give denne oplysning i forbindelse med enkelte madretter/fødevarer.​ Hvis spisestedet nævner, at det følger et koncept udviklet af Fødevarestyrelsen, er det et krav, at alle de fødevarer og madretter, der serveres på spisestedet, lever op til konceptet. 

Brug af ernæringsanprisninger for madretter

Når du bruger ernæringsanprisninger i forbindelse med konkrete madretter (f.eks. "højt indhold af omega-3",  "uden tilsat sukker" eller "lavt sukkerindhold"), skal du overholder de betingelser, der er for hver af de godkendte anprisninger. F.eks. må du kun bruge anprisningen "højt fiberindhold", hvis madretten indeholder mindst 6 g fibre pr. 100 g eller mindst 3 g fibre pr. 100 kcal. 

Du må kun bruge de godkendte ernæringsanprisninger, og du må ikke bruge forstærkende ord såsom "meget", "super" og "mere" i tilknytning til anprisningerne. Det skyldes, at de forstærkende ord giver anprisningen en anden betydning.

Det ikke er tilladt at anprise en bestemt egenskab, hvis lignende produkter altid har denne egenskab. Det skyldes, at anprisningen vil vildlede forbrugerne. Det er f.eks. ikke tilladt at anprise en sodavand som fedtfri, fordi sodavand i sin natur altid er fedtfri.

Læs mere om ernæringsanprisninger