en frosen madvare i pose bliver tøet op i køleskabet

Optøning af mad

Hvis du vil tø frosne madvarer op, bør det være i køleskabet. Læs hvorfor.

Tø frossen mad op i køleskabet

Læg frossent kød, fisk, madretter mv. til optøning i en plasticboks, en høj skål eller et fad i køleskabet. Sørg for, at skålen eller fadet er tilstrækkeligt stort. Så undgår du, at saft eller væske fra den frosne fødevare løber ud i køleskabet eller drypper ned på andre madvarer i køleskabet.

Der er flere fordele ved at optø det frosne kød, fisk, færdigretter og andre madvarer i køleskabet:

  • Kulden i køleskabet hæmmer vækst af bakterier i madvarerne.
  • Maden mister mindre væske og bevarer kvaliteten bedre.
  • Du sparer lidt på køleskabets energiforbrug.

Hvis ikke du har tid til at optø madvarer i køleskabet

Hvis ikke du har tid til at optø madvarer i køleskabet og må ty til en lynoptøning i et vandbad eller i mikrobølgeovn, anbefaler vi, at du varmebehandler maden grundigt eller spiser den hurtigst muligt efter optøning. Så undgår du, at der udvikler sig bakterier i maden, som du kan blive syg af.