Brug af tidligere fødevarer og restprodukter i dyrefoder
Det er muligt at bruge visse tidligere fødevarer og restprodukter som foder til dyr.
Tidligere fødevarer er materialer, der oprindeligt blev produceret til humant konsum, men som af en eller anden grund ikke er blevet konsumeret. Det kan inkludere overskydende produktion, produkter kasseret pga. fejl med mærkning eller emballage eller produkter, der er tæt på eller har overskredet deres holdbarhedsdato. Det kan også omfatte overskydende fødevarer fra detailhandelen som frugt og grønt fra supermarkeder og brød fra bagerier.
Restprodukter er de materialer, der bliver tilovers efter forarbejdning af råvarer i industrielle processer. Restprodukter kan være skræl, stængler, knogler og lignende, som ikke er beregnet til humant konsum, men stadig er sikre og næringsrige for dyr.
Både for tidligere fødevarer og restprodukter gælder det, at det er nøje reguleret, hvordan de kan og må bruges i dyrefoder. Reglerne tager højde for både dyrs og menneskers sundhed.
Dyrefoder må ikke være skadeligt
Dyrefoder må ikke udgøre nogen fare for hverken dyr og mennesker eller være skadeligt for miljøet. Derfor skal alle former for dyrefoder, herunder også tidligere fødevarer og restprodukter, overholde foderlovgivningen.
Der er begrænsninger for dyr, der producerer fødevarer
Der er visse begrænsninger for dyr, der producerer fødevarer, f.eks. slagtedyr, æglæggere og dyr, der malkes. Begrænsningerne gælder, uanset om dyrene er del af en stor landbrugsproduktion, en lille fritidsbesætning eller holdes privat som kæledyr.
Begrænsningerne omhandler blandt andet brugen af tidligere fødevarer og restprodukter. Reglerne er lavet for at sikre, at den mad, der ender hos forbrugeren, er sikker. Reglerne specificerer, hvilke tidligere fødevarer og restprodukter der kan bruges som foder til de forskellige dyrearter. Reglerne tager også højde for, hvordan de pågældende produkter er blevet håndteret, og om de har været i kontakt med andre produkter, der ikke er tilladt at anvende som dyrefoder.
Vegetabilske restprodukter
Restprodukter fra fødevarevirksomheder, der kan leveres og bruges som foder, er:
- Vegetabilske restprodukter fra fødevarevirksomheder i engrosleddet. Eksempelvis skræller, hele stykker frugt/grønsager og blandinger heraf samt produkter fra fremstilling af øl, spiritus (f.eks. mask) og morgenmadsprodukter (f.eks. cornflakes og havregryn)
- Frugt- og grønt-restprodukter fra andre fødevarevirksomheder. Eksempelvis grøntforretninger eller restauranter, som håndterer grøntsager i et særligt lokale adskilt fra køkkenet
De vegetabilske restprodukter skal gennem hele fødevareproduktionsprocessen være holdt adskilt fra animalske produkter for at kunne leveres til foder.
Private haver
Frugt og grøntsager fra egen avl og andre vegetabilske rester fra haven må godt gives til dyrene. Det kan f.eks. være græsafklip og smågrene.
Tidligere fødevarer
Det er tilladt at fodre opdrættede dyr med visse typer af tidligere fødevarer.
Hvad er tidligere fødevarer?
Tidligere fødevarer er fødevarer, som ikke længere er bestemt til at skulle indtages af mennesker. I forordningen om animalske biprodukter er de beskrevet som: "Animalske produkter eller fødevarer indeholdende animalske produkter, som ikke længere er bestemt til konsum af kommercielle grunde eller på grund af fremstillingsvanskeligheder, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer nogen risiko for folke- eller dyresundheden".
Tidligere fødevarer kan være vegetabilske, animalske eller begge dele. Nogle tidligere fødevarer må ikke anvendes direkte som foder.
Tidligere fødevarer er ikke køkken- og madaffald
Vær opmærksom på, at tidligere fødevarer ikke er det samme som køkken- og madaffald. Fødevarer indsamlet fra restauranter, cateringvirksomheder og køkkener (herunder centralkøkkener og husholdningskøkkener) er ikke tidligere fødevarer, men derimod køkken- og madaffald, og det må ikke bruges til foder.
Læs mere om andre anvendelsesmuligheder for køkken- og madaffald
Nogle tidligere fødevarer kan bruges direkte som foder
Direkte brug som foder er, når den tidligere fødevare kan benyttes uden foregående forarbejdning på et forarbejdningsanlæg godkendt til det.
Der er forskellige krav til tidligere fødevarer, som leveres direkte til opdrættede dyr, fordi der bl.a. skelnes mellem, hvad den enkelte dyreart bruges til. Er der eksempelvis tale om fødevareproducerende dyr (f.eks. kvæg, grise og høns), eller pelsdyr (f.eks. mink) og selskabsdyr (f.eks. hund og kat).
Visse typer af tidligere fødevarer må bruges til foder til fødevareproducerende dyr, hvis de har været opbevaret adskilt fra fødevarer, der ikke må bruges som foder, f.eks. kød og fisk.
Eksempler på tidligere fødevarer, som kan leveres og bruges direkte som foder
- Tidligere fødevarer, der er sammensatte fødevarer, og som indeholder én eller flere af følgende animalske ingredienser: mælk, mælkebaserede produkter, produkter afledt af mælk, æg, ægprodukter, honning, fedt, kollagen eller gelatine fra ikke-drøvtyggere (f.eks. grise). Produkterne skal være færdigforarbejdede som fødevarer, eksempelvis brød, kager, kiks, chips m.m.
- Tidligere fødevarer, der indeholder kollagen og/eller gelatine fra ikke-drøvtyggere (f.eks. grise), kan anvendes som foder. Eksempelvis vingummi og marmelade.
- Tidligere fødevarer, der ikke indeholder animalske ingredienser, eksempelvis frugt og grønt. Der er ikke krav om, at disse fødevarer skal være forarbejdede. Se også afsnittet om vegetabilske restprodukter.

Tidligere fødevarer, som ikke må bruges direkte som foder
Tidligere fødevarer med andet animalsk indhold end de nævnte ovenfor må som udgangspunkt ikke leveres direkte som foder. Eksempler på tidligere fødevarer, som ikke må leveres og bruges direkte som foder:
- Tidligere fødevarer, der kun indeholder tilladte animalske ingredienser, men som ikke har været holdt korrekt adskilt fra fødevaretyper, der ikke må bruges som foder
- Tidligere fødevarer, der indeholder kød og/eller fisk. Eksempelvis pizzasnegle med skinke på, pølsehorn, forårsruller der indeholder kødprodukter, focacciaboller m.m.
- Rå æg samt visse andre typer restprodukter med ikke-forarbejdet animalsk indhold. Eksempelvis kagedej der indeholder æg og/eller mælkeprodukt
- Flødeskumskager og lagkager, da disse indeholder animalske ingredienser, der ikke kan betragtes som en færdigforarbejdet del af bagværket
- Færdigproducerede mejeriprodukter, som drikkemælk, yoghurt, fløde og ost
Pasteuriseringskravene til færdigproducerede mejeriprodukter som drikkemælk, yoghurt, fløde og ost er ikke tilstrækkelige til at slå f.eks. mund- og klovsygevirus ihjel. Der er derfor særlige krav til ekstra forarbejdning af mælkeprodukter, før de må bruges som foder. Det er et eksempel på, at der kan være skrappere krav til foder end til fødevarer.
Betingelser for at bruge tidligere fødevarer, som ikke må bruges direkte som foder
Der gælder særlige regler, når man ønsker at benytte de ovennævnte tidligere fødevarer til foder. Det kan kun tillades, hvis disse tidligere fødevarer f.eks. leveres til et forarbejdningsanlæg eller petfoodanlæg, som er godkendt efter forordningen om animalske biprodukter, hvor produkterne kan indgå i den pågældende virksomheds foderproduktion.
Køkken- og madaffald
Det er forbudt at fodre opdrættede dyr med køkken- og madaffald og fodermidler, der indeholder eller er afledt af køkken- og madaffald. Eneste undtagelse er køkken- og madaffald som foder til pelsdyr.
Hvad er køkken- og madaffald?
Køkken- og madaffald er alle affaldsfødevarer, herunder brugt madolie, med oprindelse i restauranter, cateringvirksomheder og køkkener, herunder centralkøkkener og husholdningskøkkener. Det betyder, at køkken- og madaffald er fødevarer fra både restaurantkøkkener og private køkkener, der ikke bruges til konsum.
Det er forbudt at fodre opdrættede dyr med køkken- og madaffald
Der er stor risiko for, at køkken- og madaffald kan overføre alvorlige smitsomme husdyrsygdomme til dyr. I hele EU er der derfor totalforbud mod at fodre opdrættede dyr med køkken- og madaffald. Opdrættede dyr er f.eks. kvæg, heste, grise, herunder kælegrise, og fjerkræ, herunder hobbyhøns. Eneste undtagelse er pelsdyr, som i Danmark gerne må fodres med køkken- og madaffald på visse betingelser.
Fodring med inficeret køkken- og madaffald har været årsag til udbrud af f.eks. svinepest og mund- og klovesyge i udlandet. Inficerede fødevarer, som ikke er farlige for mennesker, kan udgøre en stor trussel mod dyrene. Eksempelvis vil et udbrud af svinepest medføre, at de smittede grise bliver alvorligt syge, og mange vil dø af sygdommen. Dertil vil det have alvorlige eksportmæssige konsekvenser for Danmark med meget omfattende eksporttab.
Andre sygdomme som Salmonella- og Campylobacterinfektioner, der giver sygdomme hos både dyr og mennesker, kan også overføres via fodring med køkken- og madaffald og smitte videre fra dyr til mennesker via æg, kød fra smittede dyr og kontakt med smittede dyr.
Når forbuddet ikke skelner mellem vegetabilske og animalske dele, skyldes det risikoen for, at smitstoffer kan være fordelt i alt affaldet. Der kan f.eks. være inficeret kødsaft på kartoffelskrællerne, også uden at man kan se det.
Håndtering af affald i fødevarevirksomheder
Affald fra fødevarevirksomheder skal håndteres i overensstemmelse med hygiejnebestemmelser i fødevarelovgivningen, og animalsk affald skal bortskaffes eller anvendes efter reglerne om animalske biprodukter.
De kasserede restprodukter, der skal leveres til andre formål, f.eks. fremstilling af biogas, skal også håndteres efter reglerne om animalske biprodukter.
Læs mere om håndtering af animalske biprodukter i fødevarevirksomheder
Læs mere om håndtering af affald i fødevarevirksomheder i hygiejnevejledningens kapitel 17
Lovstof
Markedsføringsforordningen for foder
Markedsføringsforordningen for foder nr. 767/2009: I artikel 6, stk. 1 og bilag III står, at det bl.a. er forbudt at anvende "fast byaffald, som fx husholdningsaffald, til foder". Udtrykket "fast byaffald" omfatter ikke køkken- og madaffald, som er omfattet af (defineret i) forordningen om animalske biprodukters regler. Det betyder, at det er forbudt at bruge husholdningsaffald fra køkkener til fodring.
Tidligere fødevarer
- Forordningen om animalske biprodukter 1069/2009, artikel 10 f, beskriver tidligere fødevarer.
- Anvendelse af tidligere fødevarer fremgår af forordningen om animalske biprodukters gennemførelsesforordning, bilag X, kap II, afsnit 10.
Køkken- og madaffald
- Forordningen om animalske biprodukters gennemførelsesforordning, bilag I, nr. 22, definerer køkken- og madaffald.
- Forordningen om animalske biprodukter 1069/2009, artikel 11, stk. 1, litra b, forbyder at fodre opdrættede dyr med køkken- og madaffald og fodermidler, der indeholder eller er afledt af køkken- og madaffald.
Registrering
Ønsker du at levere tidligere fødevarer til foderbrug, skal du registreres til denne aktivitet.