I de sidste uger har der været en markant stigning i fund af smittede vilde fugle i Danmark og i nabolande i Europa, og der har i efteråret været tre udbrud i fjerkrævirksomheder i Danmark.
Fundene i vilde fugle er hovedsageligt gjort i områder med mange trækfugle, hvilket er i overensstemmelse med det sæsonmæssige fugletræk. HPAI er også blevet påvist hos enkelte vilde fugle andre steder i Danmark, hvilket kan tyde på, at virus er begyndt at spredes blandt vilde fugle i Danmark.
Efterårets første udbrud af HPAI blev påvist den 23. oktober i en kalkunbesætning i Slagelse med ca. 40.000 kalkuner. Den 25. oktober blev der påvist fugleinfluenza i en anden kalkunbesætning på Lolland med ca. 27.000 kalkuner. Begge kalkunbesætninger er aflivet af Fødevarestyrelsen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Det tredje udbrud blev påvist den 27. oktober i en mindre besætning i Guldborgsund.
Fødevarestyrelsen opdaterer løbende hjemmesiden med information om udbrud på denne side: Fugleinfluenza - aktuel situation
Fjerkræejere og andre fugleejere skal udvise særlig opmærksomhed på at reduce-re risikoen for at få introduceret fugleinfluenza til deres fugle ved at fastholde en høj smittebeskyttelse. Smittebeskyttelse af fuglene er ejerens ansvar.
Information om regler
Når trusselsniveauet hæves til høj, indfører Fødevarestyrelsen regler, der skal øge biosikkerheden. Det betyder, at det bliver et lovkrav at fjerkræ og andre fugle i fangenskab fra mandag den 9. november holdes indendørs eller, at udeområder skal overdækkes. Formålet er at undgå, at vilde fugle kommer i kontakt med tamfugle og smitter dem med fugleinfluenza.
Ejere af hønsehold, hvor det samlede areal af indhegninger er 40 kvadratmeter eller mindre, er undtaget fra kravet om overdækning, men dyrene skal holdes i indhegningen. Ejere af ande- og gåsebesætninger er også fritaget for kravet om overdækning, forudsat at de begrænser fuglenes udeareal, og sikrer sig mod at vilde fugle ikke kan lande i indhegningen.
For alle fugleejere gælder det, at fodring og adgang til vandtrug skal ske under overdækning, så de vilde fugle ikke har adgang til foder og vand, og at overflade- og regnvand, som dyrene har adgang til, ikke må kunne forurenes med de vilde fugles afføring.
Dyrskuer, udstillinger og konkurrencer
På grund af det forhøjede trusselsniveau forbyder Fødevarestyrelsen også som udgangspunkt dyrskuer, udstillinger og konkurrencer i hele landet, hvor der indgår fjerkræ og fugle. Hvis man planlægger en udstilling, som kun omfatter fugle i fangenskab, der kommer fra virksomheder med færre end 100 fugle, og som ikke holder fjerkræ, kan man søge om en tilladelse til at afholde udstillingen. For at søge en tilladelse skal man kontakte sin lokale veterinærenhed.
Smittebeskyttelse
Du kan læse mere om smittebeskyttelse på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Find linkene nederst på siden.
EU har også udarbejdet informationsmateriale med gode råd og materiale, som kan udprintes på de forskellige EU-sprog. Dette kan findes via dette link: Stop fugleinfluenza: beskyt din bedrift! - EFSA
Fødevarestyrelsen anbefaler, at ejerne sikrer sig, at vilde fugle ikke kan komme i kontakt med tamfugle, også hvis man ikke er omfattet af krav om indelukning eller overdækning. Hvad enten man har hobbyfjerkræ eller er professionel fjerkræavler, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man som minimum skifter og desinficerer fodtøj, inden man går ind til sine fjerkræ, så man ikke slæber smitten ind til dem.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle, der holder fjerkræ, til at være ekstra opmærksomme på symptomer på fugleinfluenza og tage fat i deres praktiserende dyrlæge ved mistanke om sygdommen.
Finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at du melder fundet på Appen Fugleinfluenza-Tip.
Symptomer hos fugle ved smitte
Den meget smitsomme fugleinfluenza giver svære symptomer hos fjerkræ, og medfører høj dødelighed hos dyrene. I sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ. Dansk Veterinær Konsortium vurderer, at risikoen for smitte til mennesker er lav.
Læs om
Den aktuelle situation - siden opdateres løbende
Information til besætningsejere - Fødevarestyrelsen
Information til dyrlæger - Fødevarestyrelsen
Smittebeskyttelsesvejledningen - Fødevarestyrelsen
Stop fugleinfluenza: beskyt din bedrift! - EFSA