Hvor meget slik må man spise om ugen? Læs om de 5 håndfulde og se anbefalinger til slik, snacks, sodavand, fast food og take-away.
Sådan gør du
- Prøv at begrænse, hvor meget du spiser af snacks og søde sager til højst 5 håndfulde om ugen.
- Husk på, at selvom du er fysisk aktiv, har du stadig kun plads til lidt af det søde, salte og fede.
- Når du køber fastfood eller take-away, så vælg produkter eller måltider med fx grøntsager, bælgfrugter, fuldkorn og fisk.
- Køb ikke ind til et lager af snacks og søde sager - så fristes du ikke til at spise for meget.
- Vælg fx nødder eller frugt, når du har brug for en snack. Gå efter nødder med højst 0,8 g salt pr. 100 g.
For at spise sundt, er det nødvendigt at begrænse, hvor meget snacks og søde sager du spiser. Det gælder også visse typer af fastfood, fx pizza, pommes frites og burgere.
Du kan godt spise lidt af det søde, salte og fede, men du bør holde igen, da et højt indtag kan bidrage med for mange kalorier og føre til overvægt. Det er samtidig fødevarer, som typisk ikke har noget betydeligt indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre og andre vigtige næringsstoffer, som kroppen har brug for. Desuden optager denne slags fødevarer pladsen for den sunde mad, hvilket gør det svært at få de vitaminer og mineraler, som du har behov for. Søde sager øger også risikoen for at få huller i tænderne.
Det søde, salte og fede belaster desuden klimaet unødigt. Begræns derfor dit indtag - det er godt for både din sundhed og for klimaet.

Lad din hånd guide dig
5 håndfulde er et godt vejledende mål, som du altid har "lige ved hånden", og som er let at huske for de fleste. Det er dog vigtigt, at du bruger din egen hånd til at afgøre, hvor meget du har plads til. Du har nemlig mindre plads til snacks og søde sager som barn end som voksen og som kvinde end som mand. Nogle typer af snacks og søde sager fylder og vejer mere end andre. De 5 håndfulde skal derfor ses som et vejledende mål.
Hvad tæller med som snacks og søde sager?
Snacks og søde sager er fødevarer, der har et højt indhold af salt, sukker eller mættet fedt, og som ofte har mange kalorier. Det er samtidig fødevarer, som typisk ikke har noget betydeligt indhold af vitaminer og mineraler.
Dette omfatter eksempelvis slik, chokolade, snackbarer, chips, kage, kiks, is, desserter samt søde drikke som saftevand og sodavand.
Se eksempler på snacks og søde sager:

Så længe du prøver at begrænse snacks og søde sager til højst 5 håndfulde om ugen, er det er helt op til dig, hvilke snacks og søde sager du vælger.
Når du køber chokoladebarer, ispinde eller andet, som typisk sælges i hele enheder, kan din hånd hjælpe dig med at vurdere, hvad der er en passende størrelse for dig. Fx bør børn få en mindre ispind end voksne.
For skærekage, desserter, kugleis og lignende kan en håndfuld også hjælpe dig med at vurdere, hvor stort et stykke eller portion du kan tage.
De 5 håndfulde er en huskeregel. Vi mener derfor ikke, at du bogstaveligt talt skal have is, skærekage og desserter til at ligge i hånden. Men betragt din hånd som et vejledende mål, der giver dig en forståelse af portionstørrelsen.
Særligt om de søde drikke
De søde drikke tæller også med i de 5 håndfulde om ugen. Dog er der for din sundheds skyld kun plads til én sød drik om ugen – det gælder både de sukkersødede og light-drikke, som er kunstigt sødede. Søde drikke kan give syreskader på tænderne pga. lav pH-værdi - uanset om de er sukkersødede eller light. Hvis du drikker mange sukkersødede drikke, bidrager det desuden med mange kalorier, hvilket øger risikoen for at udvikle overvægt. De sukkersøde drikke giver ikke samme mæthedsfornemmelse som søde sager, og man indtager derfor ikke tilsvarende mindre energi efter at have drukket sukkersødede drikke. De søde drikke kan derfor kun fylde 1 ud af de 5 håndfulde om ugen.
Ligesom for snacks og søde sager, har børn også mindre plads til søde drikke end voksne. Jo mindre barnet er, desto mindre er der plads til. Se her hvilken størrelse, der er passende for dig:
.png?width=1200)
Søde drikke er fx sodavand, saftevand, iste samt energidrikke og sportsdrikke, og de omfatter både drikke, som er sødet med sukker, og drikke, som er sødet med sødestoffer (ofte kaldet light-drikke). Børn bør dog slet ikke drikke energidrikke.
Skru ned for alkohol
Vi anbefaler, at du skruer ned for alkohol. Hvis du som voksen drikker alkohol, bidrager det med mange kalorier. Drikker du alkohol, har du altså plads til færre håndfulde snacks og søde sager.
Find Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol
Læs om kostrådet 'Sluk tørsten i vand'
Børn under 4 år
Børn under 4 år har et lavt energibehov og en lille mave med begrænset plads. Samtidig har de stort set samme behov for næringsstoffer som ældre børn. Der er derfor reelt ikke plads til snacks og søde sager (og søde drikkevarer), hvis de mindste børn samtidig skal have plads til en sund og varieret kost, som dækker deres næringsbehov.
Anbefalingen for de mindste børn er derfor, at de får så lidt som overhovedet muligt af snacks, søde sager og søde drikkevarer (gælder også light-drikke) - og hvis de får, så husk på, at det bør være små portioner svarende til deres små håndfulde.
Materialer og links
- Download plakat med de 5 håndfulde om ugen
- Fakta og faglige budskaber om '5 håndfulde om ugen' til brug af ernærings- og sundhedsformidlere
- Toolbox om De officielle Kostråd - godt for sundhed og klima. Plakater og grafiske materialer
- Rapporten "Danskernes indtag af søde sager, snacks og søde drikke", DTU Fødevareinstituttet, 2026
- E-artiklen: "Danskerne er verdensmestre i slikindkøb", DTU Fødevareinstituttet, 2021
- E-artiklen: "Nye maksimumgrænser for søde sager, snacks, søde drikke og alkoholiske drikke", DTU Fødevareinstituttet, 2021
- "Råderummet til tomme kalorier - og en ernæringsprofileringsmodel til at klassificere næringsfattige og energitætte fødevarer", DTU Fødevareinstituttet, 2021
- Rapporten "Planterig kost 2-70 år - Opdatering af det faglige grundlag for De officielle Kostråd ift. Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023", DTU Fødevareinstituttet,' juni 2023