Ansvar og trivsel
Fisk lever ofte i grupper og trives bedst sammen med artsfæller. Hvis man anskaffer sig flere forskellige arter, skal man være sikker på, at de kan trives i samme akvarium.
Det er vigtigt at dekorere akvariet, så det kommer til at ligne fiskenes naturlige miljø så meget som muligt. Derfor skal man dekorere med grusbundlag, planter og andre dekorationsmaterialer. Det skal dekoreres, så fiskene både har fri svømmeplads, og så de har mulighed for at gemme sig.
Pleje
Akvariefisk er relativt nemme at passe, men der følger stadig en del arbejde med. Uanset hvilken art fisk man har, skal vandet skiftes og filteret renses. Hver art har desuden særlige behov i forhold til vandets surhedsgrad og temperatur, tilvænning, fodring, vandstrøm, skjulesteder m.m.
Det er nødvendigt at tilse akvariet dagligt, så du sikrer dig, at temperaturen er korrekt, at fiskene er raske, livlige og sultne, og at akvariet er fri for alger og snegle.