Formålet med projektet er at udvikle den første del af en protokol til vurdering af kaniners velfærd, som har relevans for de kaniner der holdes af private (herunder familie- og hobbykaniner). Dele af protokollen vil desuden blive målrettet vurdering af kaniners velfærd i specifikke kontekster (fx under dyrebaserede terapiformer), samt til forskellige livsstadier og fænotyper.
Domesticerede kaniner anvendes til mange formål, herunder som bl.a. produktionsdyr og forsøgsdyr, og er i private hjem et af de hyppigste holdte familie- og hobbydyr i Danmark og andre vestlige lande, efter hunde og katte1. Der ses også alternative anvendelsesformål, såsom brug i dyreassisteret terapi og i undervisning 2. Et stort antal kaniner er derfor under menneskers (inklusiv børns) varetægt3,4, og der er stor variation i, hvilke forhold kaninerne holdes under, samt i de kontekster, de optræder i. I de seneste år har der været øget fokus på kaniners velfærd, og udbredte problemer i form af utilstrækkelige pasningsforhold er blevet identificeret i Danmark og andre lande, samt på tværs af anvendelsesformål, heriblandt for familie- og hobbykaniner 1,3,5–10, opdrættere og dyrehandlere 11,12, og for slagtekaniner 1,13.