Metaller og legeringer

Metaller og legeringer i kontakt med fødevarer må ikke afgive stoffer i skadelige mængder til maden. Læs kravene til sikker brug, og hvordan du vurderer materialerne.

En blanding af forskellige metaller kaldes en legering. Rustfrit stål er for eksempel en legering af jern, krom og typisk nikkel. Metaller og legeringer anvendes i mange fødevarekontaktmaterialer – eksempelvis til gryder, bestik, maskiner og emballage.

Metaller og legeringer vurderes ud fra, hvad de skal bruges til, og om der er en sundhedsrisiko ved denne anvendelse. De skal overholde det generelle krav i lovgivningen om, at fødevarekontaktmaterialer ikke må afgive stoffer til fødevarerne i mængder, der kan være sundhedsskadelige.

Der er ingen problemer i at bruge aluminium i forbindelse med fødevarer, hvis det er belagt eller lakeret.
 
Vejledning til brug af aluminium, som ikke er belagt eller lakeret: 

  • Undgå tilberedning og opbevaring af syreholdige fødevarer, som fx frugtjuice eller frugtgrød, i aluminium. Syreholdige fødevarer kan angribe aluminium uden belægning.
  • Undgå tilberedning eller opbevaring af salte fødevarer. Salte fødevarer kan øge forurening af aluminium uden belægning.
  • Producenten bør lave en mærkning og brugsanvisning for aluminium uden belægning. Mærkningen kan fx være: “Bør ikke anvendes til syreholdige eller salte fødevarer, som kan angribe aluminium uden belægning”.

Beryllium er giftigt og kræftfremkaldende. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.

Bly er giftigt og bør ikke bruges i fødevarekontaktmaterialer.

Cadmium er meget giftigt. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.

Jern bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx som støbejern og i rustfrit stål. Når du i madlavningen anvender jernpander uden en belægning, så undgå tilberedning af sure fødevarer og retter som eksempelvis tomatsauce, frugtgrød og sursøde retter.
 
Rustplettet jern bør undgås i materialer i kontakt med fødevarer. 

Det anbefales at undgå direkte kontakt mellem kobber og fødevarer, da fødevaren kan misfarves eller få afsmag.
 
Der er ingen restriktioner for brug af kobber belagt med tin, rustfrit stål eller et andet passende materiale. 

Kobolt bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i legeringer, glas og glasur.

Krom bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i rustfrit stål, hvor det bidrager til den blanke overflade.
 
Personer, der lider af allergisk eksem, bør undgå at bruge fødevarekontaktmaterialer, der indeholder krom, undtagen rustfrit stål.
 
Legeringer, der bruges til kontakt med fødevarer, bør ikke indeholde krom-ionen Cr(VI) og bør ikke afgive Cr(VI).

Kviksølv er meget giftigt. Det bør derfor ikke anvendes i fødevarekontaktmaterialer.

Mangan bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i stål og andre legeringer.

Nikkel bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, da materialer med nikkel let kan give overfølsomhed. 
 
Migration af nikkel fra emballage og køkkenudstyr til fødevarerne bør være så lav som muligt.
 
Nikkel indgår i rustfrit stål, uden at det giver problemer. Ved anvendelse af rustfrit stål, fx gryder og elkedler, bør genstandene dog koges af, inden de tages i brug.

Rustfrit stål består typisk af jern, krom og nikkel. Frigivelsen af krom og nikkel er størst fra nye gryder og pander af rustfrit stål og særligt ved kontakt til syreholdige fødevarer. Efter de første par anvendelser vil der dog dannes en beskyttende overflade på stålet, som sikrer, at frigivelsen mindskes. Der findes særlige typer af rustfrit stål, som er mere korrosionsresistente. 
 
Generelt skal det sikres, at de metaller, der indgår i legeringer til kontakt med fødevarer, ikke frigives i mængder til fødevaren, der kan være sundhedsskadelige.

Retningslinjer for fødevarekontaktmaterialer af rustfrit stål (2018)

Sølv bruges i fødevarekontaktmaterialer, først og fremmest i sølvtøj. Sølv kan reagere med sulfid og danne sølvsulfid, som er en sort forbindelse med en ubehagelig smag. Dette sker, fx hvis du spiser æg med en sølvske. Det har dog ingen sundhedsmæssig betydning.

Konservesdåser laves ofte af aluminium eller hvidblik med tin, som kan give afsmitning til indholdet. Det er primært sure produkter som tomater og ananas, der fremmer afsmitningen af tin. Mængden af tin i indholdet stiger igennem holdbarhedsperioden. Derfor bør dåsemad kasseres ved holdbarhedsdatoens udløb, også selvom det ikke lugter eller virker fordærvet. 

Mad skal aldrig opbevares i åbne dåser, da ilt øger afsmitning. Hæld derfor altid mad fra konservesdåser over i en anden opbevaringsbeholder, hvis rester skal gemmes.

Tin bruges i nogle dåser, for at afsmitning til fødevarerne har en effekt på fødevaren, fx stabilisering af farven. Det kaldes aktiv emballage.

Der er en maksimal grænseværdi for afsmitning af tin på:

  • 200 mg/kg for tin i fødevarekonserves, undtagen drikkevarer
  • 100 mg/kg for drikkevarer på dåse, fx frugtsaft og grønsagssaft
  • 50 mg/kg for tin i babymad, modermælkserstatninger, tilskudsblandinger og diætpræparater på dåse.    

Titanium bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer; det kan fx forekomme i visse typer af rustfrit stål. 

Zink bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, fx legeringer som galvaniseret stål. Zink beregnet til galvanisering bør ikke indeholde cadmium eller afgive cadmium, fordi det kan være giftigt.

Zink bør ikke bruges i kontakt med våde fødevarer.