Fødevarestyrelsen udarbejder trusselsvurderinger på baggrund af data fra overvågningen samt informationer fra resten af Europa. Trusselsvurderingerne angiver risikoen for smitte fra de vilde fugle til fjerkræbesætninger og fugle i fangenskab. Hvis trusselsniveauet vurderes til at være "højt", indfører Fødevarestyrelsen supplerende nationale regler om biosikringsforanstaltninger mod fugleinfluenza (aviær influenza). Reglerne skal mindske risikoen for smitteoverførsel af de alvorlige højpatogene fugleinfluenzatyper.
Udover de alvorlige højpatogene typer skal reglerne også mindske risikoen for smitteoverførsel af de lavpatogene former af typen H5 og H7, der har evnen til at mutere til de højpatogene former.
Den seneste trusselsvurdering (13/12-23) viser, at risikoen for smitte med fugleinfluenza fra de vilde fugle i Danmark er "høj".