Sådan afkoder du, hvad der ligger bag GMO

​Genmodificerede fødevarer kan enten bestå af, indeholde eller være fremstillet af en genmodificeret organisme (GMO). Eksempelvis genmodificerede majs eller olie fra genmodificerede sojabønner. De fleste af de GMO'er, der er udviklet til fødevarebrug, er planter, som er gjort mere modstandsdygtige over for ukrudtsmidler eller angreb af skadedyr eller sygdomme.
genmodificerede organismer
majs
sojabønner
?
Du kan være tryg ved at spise genmodificerede fødevarer

De GMO’er, der er godkendt til fødevare- og foderbrug i EU, er blevet sikkerhedsmæssigt vurderet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, og er fundet lige så sikre at spise som tilsvarende ikke genmodificerede organismer.

Udbuddet af genmodificerede fødevarer i Danmark er dog meget begrænset, fordi butikkerne forventer, at forbrugerne på grund af bl.a. etiske overvejelser, ikke vil købe det.
?
Læs mærkningen på fødevarer

Forbrugere, som ønsker at undgå genmodificerede fødevarer, kan tjekke mærkningen på fødevaren. Hvis fødevaren har en ingrediensliste, skal der her stå, hvis en ingrediens i fødevaren er genmodificeret eller fremstillet af noget, der er genmodificeret. Hvis en fødevare ikke har en ingrediensliste, skal det fremgå tydeligt andet steds på pakken.

Vær opmærksom på, at kød, mælk og æg fra dyr, der har fået genmodificeret foder, ikke behøver at være mærket med dette, idet kødet i sig selv hverken indeholder eller består af GMO. Nogle virksomheder har dog valgt frivilligt at mærke med oplysning om, at der ikke er anvendt genmodificeret foder, hvis dette kan dokumenteres.
?
Vælg økologisk, hvis du helt vil undgå GMO

I økologiske fødevarer må der hverken bruges genmodificerede ingredienser eller kød, mælk og æg fra dyr, som har fået genmodificeret foder.

 Se kampagnefilmen

Følg os på Facebook