Sådan undgår du uorganisk arsen fra tang

​Vores viden om sundhedsskadelige indholdsstoffer i tang er mangelfuld. Nedenstående råd mindsker risici ved selv at plukke og spise tang fra havet. Som for svampe og vilde planter gælder det, at du skal være 100 % sikker på, hvad du plukker.
Hijiki-tang
?
Undlad at spise hijiki-tang

Undersøgelser har vist høje indhold af det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen i prøver af netop denne type tang.

Hijiki er en type af tang, som primært høstes i havene omkring Japan og Korea. Tangen er let at kende fra andre typer af tang ved, at den er sort og findes i trævlede strimler.

Hijiki anvendes hovedsageligt i det traditionelle japanske køkken, typisk som en forret, men ikke i sushi. Hijiki sælges også til anvendelse i supper, salater og i grønsagsretter.

Hvis du ved enkelte lejligheder har spist hijiki-tang, er det usandsynligt at risikoen for at få kræft er øget betydeligt på grund af dette indtag. Man du bør dog ikke spise hijiki-tang fremover.

+ Uorganisk og organisk arsen

Sundhedsskadelige effekter af arsen er relateret til uorganisk arsen, som findes overalt i jord og grundvand og dermed også i drikkevand, ris og visse typer af tang. Derudover indeholder kosten, fx fisk, organisk arsen, men dette er uden sundhedsmæssige problemer.

?
Nori-tang, der ofte bruges til sushi, har ikke et højt indhold af uorganisk arsen

?
Hvis du selv plukker tang

• Spis kun de arter af tang, som har en lang historisk anvendelse som fødevare i Nordeuropa, fx arter som blomkålstang (Chondrus crispus), blæretang (Fucus vesiculosus) og rød purpurhinde (Porphyra purpurea).

• Undgå søl (Palmaria palmata) og butblæret sargassotang (Sargassum muticum). Der kan være indhold af nervegiften kainsyre i nogle arter af søl, og butblæret sargassotang kan indeholde uorganisk arsen.

• Hvis du er i tvivl om, hvilken art den tang, du har fundet, er, så undlad at spise den.

• Tang skal rengøres omhyggeligt inden brug. Ved indsamlingen skylles tangen i havvandet, og alle synlige organismer, der evt. sidder på tangen, fjernes. Tangen vaskes grundigt i postevand, men først lige inden brug, da ferskvand nedsætter tangens holdbarhed.

• Pluk kun tang, der er helt frisk. Tangen skal høstes i vandet og aldrig samles fra stranden.

• Spis kun tang, der har vokset i klart og rent vand. Undgå at samle tang ved havne og byer samt ved å- eller spildevandsudløb.

• Mennesker, der lider af visse sygdomme i skjoldbruskkirtlen, gravide, mindre børn og mødre, der ammer deres børn, bør pga. indhold af jod i tang være påpasselige med at spise tang.

• Hvis du ønsker at spise meget tang, skal du holde dig til de arter, der er undersøgt – eksempelvis nori-tang.

Husk det generelle kostråd om at spise varieret. Ved at spise varieret får du en alsidig ernæring og mindsker risikoen for at få et stort indtag af forureninger. Tang er fint at spise en gang imellem, men du skal være forsigtig med at spise tang hver dag, specielt, hvis du altid spiser den samme art af tang.

 Se kampagnefilmen

Følg os på Facebook