Guide

Kanel, lakrids og stevia – naturens egne giftstoffer

Der findes naturlige giftstoffer i kanel, lakrids og stevia blade. Vær derfor opmærksom på de mængder, du spiser af fødevarer med et højt indhold af naturlige giftstoffer
Kanel
Lakrids
Stevia
?
Undgå for meget kanel, eller brug ægte kanel til daglig

Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et giftstof, der er skadeligt for leveren. Der skelnes primært mellem to typer kanel, hhv. kassiakanel og ægte kanel.

Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel (også kaldet Ceylon-kanel), der kun indeholder meget lidt kumarin. Derfor bør du være opmærksom på, hvilken kanel du anvender, og hvor meget kanel du spiser.

Et stort forbrug af kanel kan fx forekomme ved et stort dagligt indtag af kanelholdig te, kosttilskud eller grød med kanelsukker. Fx skal en 13-årig kun drikke 1,5 dl kanelbaseret te, før TDI (Tolerable Daglige Indtag) overstiges.

Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark og benyttes industrielt til fremstilling af bl.a. bagværk, desserter og morgenmadsprodukter. For disse produkter er der fastsat grænseværdier for indholdet af kumarin.

Læs mere om de to kaneltyper og se, hvordan du kan skelne

+ Hvad betyder TDI?

TDI angiver, hvor meget en person kan indtage daglig af et stof gennem et helt liv, uden at det medfører sundhedsskader.


+ Disse mængder kan du tåle

Specielt udsatte er de helt små børn (1-2-årige), som regelmæssigt får grød (fx ris-, havre- eller majsgrød) med kanelsukker til morgenmad eller mellemmåltid.

Et 2-årigt barn kan fx tåle 0,3 g kassiakanel dagligt til sin grød, før TDI for kumarin overstiges. Børn spiser mere pr. kilo legemsvægt end voksne og er derfor særligt udsatte, hvis de spiser mange produkter med kanel.

Hvis den eneste kilde til kumarin er kassiakanel, kan en voksen på 60 kg indtage 2 g kassiakanel dagligt. Et barn på 15 kg kan indtage 0,5 g.

?
Spis ikke mere end 50 g lakrids om dagen

Aromastoffet ammoniumklorid – også kendt som salmiak – må anvendes i bestemte fødevarer i bestemte mængder. I slik må det anvendes uden mængdebegrænsning.

Ammoniumklorid i store mængder kan virke afkalkende på knoglerne, og børns indtag bør derfor begrænses.

Tidligere var der et krav om mærkning af lakridsprodukter indeholdende mere end 5 % ammoniumklorid med ”Voksenlakrids – ikke børnelakrids”. Denne mærkning er nu ophævet. Der er ikke nogen akut risiko, hvis børn spiser et par salmiak- eller saltlakridser, men Fødevarestyrelsen fraråder dog fortsat, at børn regelmæssigt spiser salmiak- og saltlakrids.

Aromastoffet glycyrrhizinsyre er udvundet af lakridsplanten Glycyrrhiza glabra. Stoffet findes derfor naturligt i lakrids, men må også anvendes i bestemte fødevarer i bestemte mængder.

Glycyrrhizinsyre kan give anledning til forhøjet blodtryk og væskeansamlinger. En daglig indtagelse af 50 g lakrids med højt indhold af lakridsekstrakt kan give disse symptomer. Hvis du har for højt blodtryk, bør du derfor holde igen med lakrids.

Slik og drikkevarer, der indeholder glycyrrhizinsyre eller ammoniumsalt heraf, skal mærkes med en særlig advarselsmærkning.
?
Brug ikke steviaplanten som en del af din almindelige kost

Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at selve planten eller tørrede steviablade kan spises uden fare for sundheden. Derfor har EU-Kommissionen udstedt et forbud mod anvendelse af planten som fødevare.

Steviaplanten kan købes på planteskoler, men må ikke sælges eller markedsføres som spiselig. Fødevarestyrelsen fraråder derfor forbrugerne at bruge denne plante i mad eller drikkevarer.

Forbudet gælder ikke for stoffet steviolglycosid (E 960), som udvindes af steviaplanten.
?
Sødestoffet E 960 er udvundet fra steviaplanten og godkendt til fødevarer

Sødestoffet steviolglycosid er udvundet fra planten stevia, og er godkendt til fødevarer. Sødestoffet er et tilsætningsstof og har fået E-nummeret E 960.

E 960 er risikovurderet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og EU-Kommissionen har derefter fastsat regler for, i hvilke særlige fødevarer og hvor meget E 960 der må anvendes. Reglerne sikrer, at forbrugerne ikke får for meget E 960 fra de fødevarer, de køber.

+ Er sødestoffet naturligt?

Sødestoffet E 960 er ikke et ”naturligt” sødestof, da steviolglycosider er ekstraheret fra steviaplanten på en sådan måde, at der ikke længere er tale om et naturligt stof.


+ Mærkning

E 960 skal mærkes som alle andre tilsætningsstoffer med tilsætningsstofkategori (sødestof) og navn eller E-nummer.


+ Sundhedsanprisninger vedr. "stevia"-produkter

Der er endnu ingen godkendte sundhedsanprisninger vedrørende ”stevia”-produkter (produkter med steviolglycosider), hvorfor mærkning med fx ”sænker blodsukkeret”, ”har en positiv effekt på kolesteroltallet” eller ”egner sig til diabetikere” er ulovlig.

 Se kampagnefilmen

Følg os på Facebook