Jul med mindre kemi

Se her, hvordan du får en jul med mindre uønsket kemi.
Appelsinskal
Nødder
Indpakning
?
Kassér deforme og misfarvede nødder

Deforme og misfarvede nødder kan have et højere indhold af svampegiften aflatoksin end andre nødder. Aflatoksiner dannes af skimmelsvampe, og hvis en nød ser anderledes ud, er det typisk, fordi, den har været angrebet af skimmelsvamp, der har påvirket dens vækst. Det er kun i varme og fugtige områder, at der dannes aflatoksiner, så de findes kun i nødder fra tropiske og subtropiske områder. Så du kan roligt spise løs af de danske nødder. Aflatoksiner kan findes i paranødder, pistacienødder, jordnødder, mandler og hasselnødder.

I en risk-benefit vurdering fra DTU Fødevareinstituttet har de opgjort det gavnlige i nødder mod de skadelige svampegiftstoffer, og her viser afvejningen, at de gavnlige effekter er størst i nødder som cashew, jordnød/peanuts, mandel (uristede), pekan, macadamia og valnød. Derimod kan pistacienødder og paranødder lettere have et indhold af aflatoksiner.
?
Bag til gul og ikke til brun

Skal du bage småkager til julen, så bag dem til gul og ikke til brun. Bag gerne med natron i stedet for hjortetaksalt. På den måde mindsker du dannelsen af det kræftfremkaldende stof akrylamid i dine småkager.

Akrylamid dannes ved ristning, stegning og bagning af kulhydratholdige fødevarer ved over 120 grader. Se fotos for sammenhæng mellem den bagte småkages farve og dannelse af akrylamid.

Se foto for sammenhængen mellem småkagens farve og dannelsen af akrylamid.
?
Undgå at branke juleanden

Hvis du steger anden for hårdt, kan der nemlig dannes kræftfremkaldende tjærestoffer. Når det er sagt, så er det jo kun jul en gang om året - derfor er dine hverdagsvaner fx med lørdagskyllingen eller ved grillen henover sommeren vigtigere!

Tjærestoffer (PAH) kan dannes ved for hård tilberedning i ovn, ved grillstegning, røgning og tørring af kød.

Tip: Skær brændte stykker og flader på kødet væk eller kassér maden, hvis den er branket.
?
Spar på rosiner til børn

Børn må gerne spise rosiner, men i begrænsede mængder. Rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A.

Hvis et barn på 10 kg spiser 20 gram rosiner om dagen med et typisk indhold af ochratoksin A på 2,5 mikrogram pr. kg, vil knap 1/3 af det tolerable daglige indtag blive fyldt op udelukkende fra rosinerne. Det giver ikke så meget plads til indtag af ochratoksin A fra kornprodukter.

• Børn bør derfor kun spise rosiner i mindre portioner og ikke hver dag.
• Små børn under 3 år bør ikke spise mere end ca. 50 gram rosiner om ugen, mens større børn kan spise flere rosiner.
?
Undgå for meget kanel eller brug ægte kanel til daglig

Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et giftstof der er skadeligt for leveren. Der skelnes primært mellem to typer kanel hhv. kassiakanel og ægte kanel (også kaldet Ceylon kanel).

Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel, der kun indeholder meget lidt kumarin. Derfor bør almindelig kassiakanel begrænses eller erstattes af ægte kanel, hvis du spiser meget kanel hver dag.

Et stort forbrug af kanel kan fx forekomme ved et stort dagligt indtag af kanelholdig te, kosttilskud eller grød med kanelsukker.

Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark og benyttes industrielt til fremstilling af bl.a. bagværk, desserter og morgenmadsprodukter. For disse produkter er der fastsat grænseværdier for indholdet af kumarin.

+ TDI - Tolerable Daglige Indtag for kumarin

Et 2-årigt barn kan fx tåle 0,3 g kassiakanel dagligt til sin grød hver dag før TDI (Tolerable Daglige Indtag) for kumarin overskrides. Børn spiser mere pr. kilo legemsvægt end voksne, og er derfor særligt udsatte hvis de spiser mange produkter med kanel.

Hvis den eneste kilde til kumarin er kassiakanel, kan en voksen på 60 kg indtage 2 g kassiakanel dagligt og et barn på 15 kg kan indtage 0,5 g dagligt hele året før TDI overskrides.

?
Giv børn forskellige grødtyper

Varier grøden og giv ikke risbaseret grød som fx rismelsgrød eller risengrød til din baby eller dit barn hver dag.

Det gælder både hjemmelavet og industrielt fremstillet grød. Vær opmærksom på, at andre former for grød som fx fuldkornsgrød kan indeholde ris.

Ris kan have et højt indhold af det kræftfremkaldende stof uorganisk arsen. Ris og risprodukter har et naturligt indhold af uorganisk arsen, og mængden afhænger af jordforholdene og kan svinge meget fra egn til egn. Man kan derfor ikke udpege ris fra bestemte lande eller økologiske ris som mere eller mindre arsenholdige.
?
Brug økologiske eller ikke-overfladebehandlede citrusfrugter, hvis du skal bruge skrællen i gløgg

Hvis du skal bruge skrællen af citrusfrugt i din julegløgg, kager, is og andre lækkerier, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at du bruger økologiske eller ikke-overfladebehandlede citrusfrugter, da konventionelle citrusfrugter ofte er overfladebehandlede.

Der er grænseværdier for overfladebehandlingsmidler på citrusfrugter. Men man går generelt ud fra, at man skræller citrusfrugter inden man spiser dem. Derfor er det mere sikkert at lade være med at spise skrællen af konventionelle citrusfrugter.
?
Opbevar ikke portvin i krystalkarafler

Krystalglas indeholder op til 24 % bly, og hvis du opbevarer sure fødevarer/drikkevarer med lavt pH i krystalglas, vil der vandre bly fra glasset ud i drikkevaren. Jo mere sur drikkevaren er, jo mere bly kan der afgives til den drikkevare, der opbevares på karaflen.

En tilsvarende proces foregår, når du drikker af krystalglas, men her er tiden normalt for kort til, at glasset når at afgive bly af betydning.

Der findes blyfri krystalkarafler, der kan bruges hvis du ønsker at have portvin, whisky eller cognac stående i skabet gennem længere tid
?
Pak julens rester i emballage, som er egnet til fødevarer

Plastposer, køkkenredskaber, skåle, fade og andre genstande skal være mærket med, at det er egnet til kontakt med fødevarer fx med 'glas- og gaffelsymbolet'.

Dette gælder dog ikke, hvis det er oplagt, at genstanden er beregnet til fødevarer fx et vinglas eller en kaffekop, eller hvis der er en brugsanvisning, der fortæller, at emballagen er beregnet til fødevarer.

Se efter mærkning - fx ’glas- og gaffelsymbolet'.
?
Pas på bittermandler og abrikoskerner

Bittermandler og abrikoskerner indgår i nogle opskrifter på kager og konfekt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man anvender bittermandler og abrikoskerner i meget begrænsede mængder. Kerner fra abrikoser og bittermandler indeholder et stof, der når det indtages kan danne blåsyre (cyanid), der er giftigt for mennesker.

Det har været hævdet, at abrikoskerner kunne virke forebyggende eller helbredende på kræft. Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at abrikoskerner har nogen gavnlig virkning i forbindelse med kræft.

+ Søg læge, hvis børn har spist mere end 2 abrikoskerner

Alvorlig forgiftning kan hos børn opstå efter indtagelse af 2-5 abrikoskerner. Det kræver kontakt til læge, hvis børn har spist mere end 2 abrikoskerner og voksne mere end 10 abrikoskerner.

Lad ikke abrikoskerner være let tilgængelige for børn.

Forgiftningssymptomerne er:
½-2 timer efter indtagelse kan der udvikles opkastning, hjertebanken, og i svære tilfælde vejrtrækningsbesvær, kramper og bevidstløshed.

Teksten om bittermandler og abrikoskerner er baseret på oplysninger fra Giftlinjen

 Se kampagnefilmen

Følg os på Facebook