Guide

Hvorfor vælge økologi?

​Økologiske fødevarer er som udgangspunkt produceret uden brug af sprøjtemidler, og kun ganske få tilsætningsstoffer er tilladt i økologiske fødevarer. Ved at købe økologiske fødevarer er du med til at fremme bedre dyrevelfærd og en mere miljørigtig produktion, samtidig med at du reducerer dit indtag af pesticidrester gennem kosten.
Økologi
Pesticider
Tilsætningsstoffer
?
Vælg økologiske afgrøder, hvis du vil undgå pesticidrester

Økologiske afgrøder er dyrket uden eller med meget få sprøjtemidler. Derfor indeholder økologiske fødevarer meget sjældent pesticidrester.

Ved at vælge økologisk frem for konventionelt sparer du dig selv og miljøet for sprøjtemidler. At spise økologisk frugt, grønt og kornprodukter er en god og sikker mulighed for at undgå pesticidrester fra fødevarer mest muligt.

Der må kun ved særlige behov anvendes nogle få former for sprøjtemidler i økologisk dyrkning. Derfor findes der stort set ikke pesticidrester i økologiske afgrøder.

Kun i få tilfælde registrerer Fødevarestyrelsen pesticidrester i økologiske fødevarer. Der er som oftest tale om meget små mængder, der sandsynligvis skyldes forurening fra områder, der dyrkes konventionelt, eller sammenblanding af økologiske og konventionelle fødevarer.

+ Pesticidrester i konventionelle afgrøder

Eventuelle pesticidrester i konventionelle afgrøder er dog godt regulerede, godt kontrollerede og grundigt vurderede, så de ikke udgør et sundhedsmæssigt problem.

?
Vælg økologisk, hvis du vil undgå GMO

I økologiske fødevarer må der hverken bruges genmodificerede ingredienser eller kød, mælk og æg fra dyr, som har fået genmodificeret foder.

Du kan ikke se på kød, mælk og æg fra konventionel produktion, om dyret har fået genmodificeret foder, da det ikke er mærkningspligtigt.
?
Vælg økologisk, hvis du vil skære ned på tilsætningsstoffer

I økologiske fødevarer må der kun anvendes et meget begrænset antal tilsætningsstoffer.

+ Vælg økologisk, hvis du vil undgå nitrit

I Danmark er der ikke nogen danske virksomheder, som har fået tilladelse til at tilsætte nitrit i økologiske kødprodukter.

Der er få undtagelser, hvad angår økologiske udenlandske kødprodukter, hvor der er givet en særlig godkendelse af den pågældende udenlandske myndighed for brug af nitrit.

Det er fx muligt at købe udenlandske økologiske pølser i Danmark, som er tilsat nitrit.

?
Vælg økologisk, hvis du vil være med til at øge dyrevelfærden

Økologiske dyr får, i modsætning til konventionelt opdrættede dyr, typisk mere dagslys, frisk luft og plads til at udfolde sig på. Der er nemlig i økologireglerne krav om, at dyrene skal have økologisk foder, plads, lys, luft, adgang til udendørsarealer, læ, skygge og mulighed for at pleje deres hud og fjer.
?
Vælg økologisk, hvis du vil gavne naturen

Økologiske bedrifter har en højere grad af biodiversitet. Økologisk landbrug har vist sig at have flere positive effekter på miljøet og på dyre- og plantearter i og omkring agerlandet.

Der ses således flere planter og markblomster i afgrøder, læhegn og småbiotoper ved økologisk landbrug til gavn for insekter, dyr og fugle.
?
Er økologiske fødevarer sundere end konventionelle fødevarer?

Det er ikke bevist, at økologiske fødevarer er ’sundere’ end tilsvarende konventionelle produkter.


+ Økologiske producenter har strengere krav til brug af antibiotika

Generelt bruger økologiske producenter mindre antibiotika. Og dyrene skal gå dobbelt så lang tid efter behandling med antibiotika i.f.t. konventionelle, før de må sendes til slagtning.
Læs mere om medicinbrug blandt økologiske svin

Fødevarestyrelsen har ikke undersøgt, om der er en forskel på forekomst af resistente bakterier i økologiske fødevarer sammenlignet med konventionelle. Der er derfor ingen evidens for at udtale sig om, at økologiske fødevarer udgør en mindre risiko for forbrugerne end konventionelle ift. forekomst af resistente bakterier.

 Se kampagnefilmen

Følg os på Facebook