Produktionsdyr og deres stamfædre

​​​​​​​Vores produktionsdyr stammer oprindeligt fra vilde dyr. I dag ser produktionsdyrene anderledes ud end deres stamfædre. Alligevel har dyr som grise, køer, kyllinger og mink stadig mange behov til fælles med deres stamfædre.

Alle de dyr, vi holder som produktionsdyr, er flokdyr – på nær mink, som lever alene i naturen. Flokdyr har behov for at at være flere sammen. I naturen lever de sammen i grupper med andre dyr af deres egen art.

Uroksen. Uroksen var ca. 200 cm høj ved skulderen. En typisk dansk malkeko er ca. 140 cm høj ved skulderen.


Kvæg

Uroksen levede i Danmark for mange hundrede år siden, men er uddød nu. Urokserne er stamfædre til det kvæg, vi kender i dag. Ligesom uroksen gjorde, lever kvæget af græs og andre planter. Og ligesom sine stamfædre har de et behov for at ligge ned meget af tiden.
Koen har akkurat som sine stamfædre brug for at holde huden ren. Uroksen gned sig måske op af et træ. I stalden skal koen have mulighed for at bruge en kobørste.

Kobørster. Koen bruger kobørsterne til at gnubbe sig op ad.

Grise

Grise stammer fra vildsvinet. Ligesom vildsvinet har grisen behov for at have noget at undersøge. Det behov kan opfyldes ved at give grisen noget, den kan beskæftige sig med. Det kunne være træklodser, strøelse eller jord til at rode i. Før et vildsvin skal fare, bygger soen en rede til sine pattegrise. Den drægtige so i landbruget har brug for strøelse i stalden, fordi den også har et naturligt behov for at bygge en rede.

 

Mudderbad. Grise kan ikke svede og har ligesom deres stamfædre behov for at kunne køle sig ved hjælp af vand eller mudder.

Høns og slagtekyllinger

Høns og slagtekyllinger stammer fra junglehønen. Den vilde junglehønen bygger en rede til at lægge sine æg i, og den renser sine fjer for lus og lopper ved at bade i sand og jord. Junglehønen sidder på en gren oppe i et træ, når den sover. Høner og slagtekyllinger i landbruget har de samme behov. De har blandt andet brug for en pind at sidde på og strøelse til at støvbade i.

 

 

Junglehøns. Vidste du, at vores høns stammer fra junglehøns? Høns er den slags fugle, der er flest af i verden i dag. Hønens stamfædre lever vildt flere steder i Asien

 


Film

Produktion: Konventionel svineproduktion, farrestald


Produktion: Økologisk svineproduktion, søer og pattegrise i hytter


Produktion: Konventionel skrabeægsbesætning


Produktion: Konventionel skrabeægsbesætning


Produktion: Økologisk malkekvæg

​​

Hvad betyder ordet?

Stamfædre: Slægtninge, som man nedstammer fra. For eksempel er dine tipoldeforældre dine stamfædre.

Uddød: En dyreart, som ikke længere findes. For eksempel er urokse, dinosaur og mammut uddøde.

Fare: Når en so føder, kaldes det at fare.

Drægtig: Det samme som at være gravid. En so er drægtig i tre måneder, tre uger og tre dage.

Junglehøne: En hønsefugl, der er stamfar til mere end 200 slags tamme høns.

Strøelse: Halm eller for eksempel savsmuld spredt ud på gulvet under dyr i et bur eller i en stald.

Støvbade:
Fjerkræ kan rense deres fjer ved at baske i tørt sand eller jord.

Asien: En verdensdel ligesom for eksempel Europa og Sydamerika.