Gode køkkenvaner i private hjem - Køl maden hurtigt ned

Det er vigtigt med en god hygiejne i køkkenet, så du og dine bofæller og gæster ikke bliver syg af maden. Opbevar madvarer koldt og køl den varme mad hurtigt ned, hvis maden skal gemmes til senere brug.
Køl ned
?
Letfordærvelige madvarer skal i køleskabet

Kød, pålæg, mælkeprodukter, ost og rester fra middagen skal opbevares i køleskabet ved højst +5°C. Når du opbevarer maden koldt, stopper de fleste bakterier med at vokse. Så sæt maden hurtigt på køl, efter du har været på indkøb.
?
Sæt varm mad til senere brug hurtigt på køl

Varm mad, som du gemmer, skal kun lige dampe af, før du sætter den i køleskabet. Hvis maden står længe fremme på bordet og lumrer ved stuetemperatur, bliver den en bakteriebombe. Bakterierne stortrives nemlig mellem 20°C og 40°C. I løbet af tre timer kan én bakterie blive til 1000 og efter seks timer til en million!

Del store portioner af fx saucer og kødretter op i mindre portioner, så bliver maden kølet hurtigere ned.
?
Hold øje med temperaturen i køleskab

Temperaturen i køleskabet kan variere fra top til bund. Der er ofte koldest på de midterste hylder i køleskabet. Tjek jævnligt at temperaturen i køleskabet er højst +5°C.

Salmonella-bakterier kan fx vokse ved +8°C, men ikke ved +5°C.

Sørg for ikke at overfylde køleskabet, så den kolde luft kan cirkulere omkring madvarerne.
?
Vejledning til fødevarevirksomheder

Som fødevarevirksomhed skal du have tjek på reglerne for hygiejne. Læs om reglerne for afkøling i den digitale hygiejnevejledning:

Hygiejnevejledningens afsnit 26. Kølekrav for fødevarer

Følg os på Facebook