Guide: Børnefamilie – plads og tid til en hund?

Børnefamilie – har I plads og tid til en hund i familien?

​Forskellige perioder i livet byder på forskellige udfordringer i forhold til at have hund. Tjek, hvad du bør være særligt opmærksom på, inden du beslutter dig for en hund.
Børn og hund
Tid og penge
Ferie
?
En hund gør jer mere travle

Du er måske blandt dem, der husker de skønne timer, du tilbragte med hunden i dit barndomshjem – uden knivskarpt at huske opgaverne forbundet med at have hund. Måske ønsker dine børn sig brændende en hund.

I et godt hundeliv bliver hunden et elsket medlem af familien. Men den sætter også begrænsninger for tiden, I kan bruge på arbejde, rejser og fritidsaktiviteter.

Overvej grundigt, om I har plads til en hund, og om alle i familien ønsker sig hunden eller det kun er børnene. Kun voksne kan tage hovedansvar for hunden.

Er I sikre på, at ingen i familien har allergi over for hunde? Hvis I er i tvivl, så tal med jeres læge inden anskaffelsen.

Få mere information omkring børn og hunde på hjemmesiden www.hej-hund.dk
?
Hunden er en opgave mange år ud i fremtiden

En hund lever 8-15 år. Den er også en del af familien i ferieperioderne, og når børnene bliver større og får andre interesser. Man kan sagtens rejse med sin hund, men det sætter nogle begrænsninger i forhold til, hvor man kan rejse hen.

I hverdagen skal hunden skal luftes 3-4 gange i døgnet i al slags vejr – også om vinteren, i regnvejr og når man kommer sent hjem til sultne børn. Luftningen hører med til at være hundeejer, året rundt.

Man kan få en masse fornøjelser og oplevelser sammen med en hund. Men der skal være overskud til det, ellers bliver fornøjelserne erstattet af sure pligter.
?
En hund har brug for tid med andre hunde

Hvalpe og unghunde skal gå til træning, hvis de skal blive velfungerende familiehunde. Du skal også lære at samarbejde med hunden.

Hunden har brug for tid med andre hunde hver uge. Det fortsætter hele livet, fordi hunde er aktive flokdyr.

Vær sikker på, at I kan bruge den nødvendige tid på at gå med hunden dagligt. I kan ikke bare lufte den i haven. I skal sørge for, at hunden kommer ud, får duftindtryk og møder andre hunde.
?
Vær sikker på, at I har råd til en hund i hverdagen

Et hundeliv på 10 år koster i gennemsnit mellem 120.000 og 180.000 kr. Ikke kun mad, men også dyrlægebesøg, lovpligtig forsikring, udstyr, træning og evt. pasning af hunden i hundepension er nødvendige udgifter. Trimning og klipning af nogle racer koster sågar 500-1000 kr. 3-4 gange årligt.

Som børnefamilie kan der være mange behov, der skal prioriteres, og det er en god idé, at have taget højde for udgifterne ved at indberegne hunden i jeres budget.

Ikke kun faste udgifter som mad og forsikring, men også de uforudsete udgifter skal der tages højde for, til dyrlæge og pasning i tilfælde af, at I skal væk i længere tid, og ikke kan have hunden med.

Det er også en god ide er at have en plan B for pasning af hunden, fx hos familie eller venner, hvis det i en periode bliver nødvendigt.
?
Vælg en overkommelig race

Fordi en del familier vælger hund over evne, kaster de håndklædet i ringen og fravælger hunden igen – typisk når hunden er mellem 1 og 3 år gammel.

Uden den nødvendige opmærksomhed bliver hunden en udfordring: Den gør for meget, så naboerne brokker sig, trækker i snoren, så jeres børn ikke kan gå tur med den, lystrer ikke, når I kalder, og vil måske slås med andre hunde.

Især hvis I ikke har haft hund før, eller I er en travl familie, så vælg en race avlet med henblik på at samarbejde med sin ejer, frem for en mere selvstændig race, der kan være svær at få gjort lydig. Hundens egenskaber skal passe sammen med jeres livsstil.

Du kan få råd om valg af hunderace flere steder:
Hjælp til at vælge
Leksikon over hunderacer
Pasningsvejledninger
?
Overvej gode alternativer til at få hund

Hvis det er børnene, som presser på for at få hund, så lad dem begynde med en lang periode, hvor de fungerer som fast passer for en hund.

I kan sætte et opslag op, der hvor I handler, eller tilbyde at lufte hund for en nabo. Det vil give børnene større viden om hunde. Det kan også vise, om deres hundeinteresse tager af.

I kan også forsøge at låne en hund af nogle venner i fx. 14 dage, så I kan få en fornemmelse af, om I kan indpasse en hund i familiens hverdag.

I kan få mere inspiration på www.hundesitter.dk

 Se kampagnefilm

Følg os på Facebook