Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Beregning:
9. Hvordan skal oplysninger i næringsdeklarationen beregnes

 

Mærkningsforordningens artikel 31, bilag I og bilag XIV

Næringsdeklarationer skal være korrekte. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til bl.a. sammensætning og egenskaber.

Alle værdier skal derfor beregnes og angives på samme måde. Det gælder både, når oplysninger angives i den "traditionelle næringsdeklaration" (typisk på bagsiden af pakningen) og ved gentagelse i det primære synsfelt (typisk på forsiden), og uanset om deklarationen er obligatorisk eller frivillig.

 

9.1 De angivne mængder skal være gennemsnitsværdier

Mærkningsforordningens artikel 31, stk. 4, bilag I

Oplysningerne i næringsdeklarationen skal være gennemsnitsværdier. En gennemsnitsværdi er den værdi, der bedst repræsenterer mængden af næringsstof, som fødevaren indeholder, og hvor der tages hensyn til den margen, der skyldes sæsonmæssige variationer og andre faktorer, som kan have indflydelse på den faktiske værdi.

Gennemsnitsværdierne kan fastsættes på én eller flere af følgende måder:

– producentens analyse af fødevaren

– en beregning udført på basis af kendte eller faktiske gennemsnitsværdier vedrørende de anvendte ingredienser

– en beregning på basis af sædvanligt fastlagte og accepterede data

Se Kommissionens svar på spørgsmål 3.8 i bilag 1.

Virksomheden vælger hvilken af måderne, de ønsker at bruge. Analyser foretaget af andre end producenten (fx uvildige laboratorier) kan bruges. Det er også muligt at bruge en kombination af metoderne.

Værdierne må ikke vildlede forbrugeren. De deklarerede værdier skal være gældende i hele holdbarhedsperioden indenfor de givne tolerancer. Det er virksomhedens ansvar at justere holdbarhed og opbevaringsforskrifter, så en deklaration (af fx ikke-stabile vitaminer) er korrekt i hele holdbarhedsperioden.

Det er ikke tilladt supplerende at angive indholdet af næringsstoffer i en fødevare som et interval i forbindelse med næringsdeklarationen.


Brug af tabelværdier

Det er tilladt at beregne næringsdeklarationsoplysninger ud fra kendte/faktiske gennemsnitsværdier for de anvendte ingredienser eller at foretage beregninger ud fra sædvanligt fastlagte og accepterede data.

Det er derfor tilladt at bruge tabelværdier for forskellige ingredienser ved udarbejdelse af næringsdeklaration. Virksomheden bør sikre sig, at tabeldata er dækkende i forhold til den ingrediens, der bruges i fødevaren, og at den anvendte ingrediens kan sammenlignes med den ingrediens, der er data for.

Ved næringsdeklaration af et sammensat produkt (fx ketchup eller leverpostej) kan næringsdeklarationen beregnes ud fra tabeldata for de ingredienser, som indgår i produktet. Det vil som udgangspunkt ikke være muligt at bruge tabeldata for fx ketchup. I nogle tilfælde kan der bruges data for sammensatte produkter, hvis de indgår som ingrediens i et andet sammensat produkt. Fx brug af tabeldata for ketchup ved næringsdeklaration af en dressing, hvor ketchup indgår i en mindre mængde i dressingen.

Virksomheden skal være opmærksom på, hvilke definitioner og omregningsfaktorer, der ligger til grund for forskellige tabelværdier. Der kan være brugt definitioner og omregningsfaktorer, som ikke følger næringsdeklarationsreglerne. Fx vil kostfiber ofte indgå i "totalt kulhydrat" i forskellige tabeller, hvilket det ikke gør i næringsdeklarationssammenhæng.


Fastsættelse af næringsværdier ved analyse

Fastsættes næringsdeklarationens værdier ved producentens analyse, bør den være baseret på analyse af flere prøver eller på en gennemsnitsprøve af flere forskellige batch for at få en tilstrækkelig repræsentativ værdi. Selve prøven skal være af en vis størrelse, for at være repræsentativ for produktet. Dette er især vigtigt ved prøveudtagning af inhomogene produkter.


Analysemetoder

Analysemetoderne bør være anerkendte og akkrediterede og bør følge internationalt anerkendte kvalitetsprincipper (se bilag 8 for metoder, der bruges ved kontrol af næringsdeklaration).

Kontrolvejledningen


Kulhydratberegning

Med enkelte undtagelser kan det samlede indhold af kulhydrat i en fødevare ikke bestemmes analytisk. Kulhydratindholdet beregnes derfor normalt ved differensmetoden:

Kulhydrat = Tørstof ÷ aske ÷ protein ÷ fedt ÷ kostfibre ÷ organiske syrer.

Hvis indholdet af kostfibre og organiske syrer er meget lavt, vil det være acceptabelt, at denne mængde deklareres som kulhydrat. Det vil være en konkret vurdering, hvor lavt indholdet af kostfibre skal være, før det kan udelades fra beregningen, uden at forbrugeren bliver vildledt. Forbrugeren skal kunne sammenligne kulhydratindholdet med andre produkter uden at blive vildledt. Ved et lavt indhold af kulhydrat kan det have betydning, hvis en lille mængde kostfibre inkluderes.

Det er retningsgivende at se på disse tre niveauer:

1) ≤10 g kulhydrat pr. 100 g: man kan se bort fra kostfiberindhold <1 g/100 g.

2) >10 g - <40 g kulhydrat pr. 100 g: man kan se bort fra kostfiberindhold < 2 g/100g.

3) ≥40 g kulhydrat pr. 100 g: man kan se bort fra kostfiberindhold < 3 g/100 g.

For de fleste fødevarer er indholdet af organiske syrer (fx citronsyre og mælkesyre) ubetydeligt. Der er ikke en analysemetode, der finder det samlede indhold af organisk syre i en fødevare. De enkelte syrer må derfor beregnes eller analyseres separat (se afsnit 4.2).

 


9.2 Omregningsfaktorer ved beregning af energi

Mærkningsforordningens bilag XIV

Ved beregning af energi skal disse omregningsfaktorer bruges:

Kulhydrat (undtagen polyoler)

17 kJ/g – 4 kcal/g

Polyoler

10 kJ/g – 2,4 kcal/g

Protein

17 kJ/g - 4 kcal/g

Fedt

37 kJ/g – 9 kcal/g

Salatrimtyper

25 kJ/g – 6 kcal/g

Alkohol (ethanol)

29 kJ/g – 7 kcal/g

Organisk syre

13 kJ/g – 3 kcal/g

Kostfibre

8 kJ/g – 2 kcal/g

Erythritol

0 kJ/g – 0 kcal/g


Se Kommissionens svar på spørgsmål 3.9 i bilag 1

Beregning af energiindholdet i en fødevare ved hjælp af standardfaktorer kan kun give en omtrentlig værdi. Omregningsfaktorerne er en slags gennemsnitsværdi for energiindholdet pr. gram energigivende stof.

Der er en særlig omregningsfaktor for polyoler og erythritol, som afviger fra de andre kulhydrater. Det vil sige, at den totale mængde kulhydrat i et produkt ikke altid kan beregnes ud fra én og samme omregningsfaktor. Der er også en særlig omregningsfaktor for salatrim, som afviger fra de andre fedtstoffer.

Der må kun bruges omregningsfaktorerne nævnt her, selvom en anden (evt. mere præcis) faktor kan dokumenteres. Hvis et stof fx er omfattet af definitionen på fedt (fx plantesteroler eller plantestanoler), og der ikke er en særlig omregningsfaktor, skal der beregnes energi med faktoren 37 kJ/g (9 kcal/g).

Ved brug af tabeldata skal man være opmærksom på, hvilke omregningsfaktorer og definitioner, der er brugt, da det er afgørende for, om de kan bruges til næringsdeklaration.

 


9.3 Omregningsfaktorer for vitaminer og mineraler

Da der er ikke EU-specifikke omregningsfaktorer for vitaminer og mineraler, bør de nationale retningslinjer bruges, så der er et ensartet sammenligningsgrundlag. Mængden af forskellige vitaminer bør beregnes ud fra fastsatte referencestoffer, og omregningsfaktorerne for vitamin A, vitamin E og niacin bør bruges (se bilag 6).​

 


9.4 Tolerancer

Næringsdeklarationer skal være korrekte, og fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til bl.a. sammensætning og egenskaber.

Næringsindhold i fødevarer varierer fra naturens side og påvirkes af fremstillingsprocesser. Det er derfor ikke muligt at deklarere 100 % korrekt. Hvis forskellen er for stor mellem det faktiske indhold og det deklarerede indhold, kan det vildlede forbrugerne.

Hvis den målte værdi ligger udenfor toleranceområdet for den deklarerede værdi, skal det vurderes, om der skal laves tiltag/foranstaltninger. Vurderingen skal tage højde for fx afvigelsens karakter, naturligt høj variation af næringsstoffer eller særlig lav produkthomogenitet.

Hvis der er krav til minimum- eller maksimumværdier for næringsstoffer (fx ved ernærings- og sundhedsanprisninger eller tilsætning af vitaminer/mineraler), vil der ikke være en tolerance ud over disse minimums- eller maksimumsværdier bortset fra analyseusikkerheden. Det skal virksomheden være opmærksom på, hvis de vælger at deklarere et næringsindhold meget tæt på en fastsat minimums- eller maksimumsværdi.

EU-retningslinjer for tolerancer til brug for myndighedernes kontrol af næringsdeklaration

 


9.5 Afrunding af næringsdeklarationsværdier

Næringsdeklarationsværdierne skal ikke angives med en større nøjagtighed end hensigtsmæssigt for produktet. Der er derfor retningslinjer for den nøjagtighed, som de forskellige værdier bør angives med (se bilag 7).

Ved beregning af energiindhold anbefales det, at man summerer ikke-afrundede energibidrag fra hvert næringsstof og først til sidst afrunder den deklarerede energiværdi.

 


9.6 Ubetydelige mængder

​Mærkningsforordningens artikel 34, stk. 5

Når et obligatorisk element i næringsdeklarationen ikke indgår i produktet, skal indholdet deklareres som "0".

Hvis der er tale om ubetydelige mængder, kan det deklareres som "0" eller erstattes af en tekst tæt på næringsdeklarationen såsom "Indeholder ubetydelige mængder af …". Teksten må ikke kunne forveksles med en anprisning.

I bilag 7 er det beskrevet, hvad der er ubetydelige mængder for de forskellige næringsstoffer.

Se Kommissionens svar på spørgsmål 3.15 i bilag 1.