Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Frivillige oplysninger:
4. Næringsstoffer, der skal og kan indgå i næringsdeklarationen

 

4.3 Fedt

​Fedt omfatter alle lipider; dvs. alle mono-, di- og triglycerider, phospholipider, transfedtsyrer, frie fedtsyrer og andre fedtstoffer (fx kolesterol og plantesteroler). Brug af tilsætningsstoffer (fx mono- og diglycerider af fedtsyrer) skal også medregnes.

Glycerol i fri form (E 422) er ikke fedt, men et polyol.

"Salatrim" hører med til definitionen af fedt. Salatrim er en forkortelse for kort- og langkædede acyltriglyceridmolekyler og har en anden omregningsfaktor end de andre fedtstoffer (se afsnit 9.2).

Det er ikke tilladt at deklarere delelementer af fedt (fx salatrim eller kolesterol).


Fedtsyrer

Det er obligatorisk at deklarere indholdet af mættede fedtsyrer. Det er frivilligt at deklarere enkeltumættede fedtsyrer og flerumættede fedtsyrer.

Summen af fedtsyrer giver ikke nødvendigvis samme værdi som summen af totalt fedt. Dette skyldes, at glyceroldelen ikke skal regnes med i fedtsyredelen, men indgår i mængden af totalt fedt.

Ved deklaration af fedtsyrer skal betegnelserne være "mættede fedtsyrer", "enkeltumættede fedtsyrer" og "flerumættede fedtsyrer", og ikke fx "mættet fedt".

Man må ikke deklarere et indhold af transfedtsyrer, men et eventuelt indhold af transfedtsyrer skal indgå i den samlede mængde deklareret fedt.

 


4.4 Kulhydrat

"Kulhydrat" er den mængde kulhydrat, som nedbrydes i menneskets stofskifte, herunder polyoler. Definitionen omfatter ikke alt kulhydrat i kemisk forstand, men kun de kulhydrater, der bliver nedbrudt i tyndtarmen og omsættes. Kostfibre er derfor ikke omfattet af definitionen.


Sukkerarter

"Sukkerarter" omfatter alle mono- og disaccharider i fødevarer med undtagelse af polyoler. "Sukker" omfatter alle sukkerarter.

Ved deklaration af sukkerindhold skal man deklarere "sukkerarter" og ikke de forskellige typer af sukkerarter (fx glukose eller fruktose) eller delelementer af sukkerarterne. "Sukkerarter" dækker over det samlede indhold af sukkerarter (både naturligt forekommende sukkerarter og tilsatte sukkerarter). "Tilsat sukker" eller "naturlig sukker" må ikke stå særskilt i næringsdeklarationen og heller ikke som fodnote hertil.


Polyoler

"Polyoler" hører under definitionen på kulhydrat og er alkoholer, der indeholder mere end to hydroxylgrupper. Polyoler (også kaldet sukkeralkoholer) er en hydrogeneret form for kulhydrat, hvis carbonylgruppe er blevet reduceret til en primær eller sekundær hydroxylgruppe. Mængden af polyoler kan deklareres.

"Erythritol" er et polyol. Erythritol kan ikke deklareres i sig selv, men har betydning for beregning af produktets energiindhold (se afsnit 9.2).

Hvis et produkt indeholder erythritol, og man frivilligt deklarerer polyoler, skal erythritol medregnes.


Stivelse

"Stivelse" hører under definitionen på kulhydrat. Stivelse er et polysaccharid bestående af glukoseenheder. Stivelse udgør størstedelen af det fordøjelige kulhydrat i kosten.  Resistent stivelse, som ikke fordøjes eller optages i tyndtarmen, er ikke omfattet af definitionen, men hører til under definitionen på kostfibre.​

 


4.5 Kostfibre

Kostfibre er ikke omfattet af definitionen på kulhydrat, selvom de i kemisk forstand er kulhydrater. Indhold af kostfibre skal derfor deklareres separat. Se definitionen af kostfibre i afsnit 4.1.

For at kunne falde ind under definitionen på kostfibre, er det en forudsætning, at stoffet har en tilstrækkeligt dokumenteret gavnlig fysiologisk effekt.

Ifølge EFSA er de primære typer af kostfiber:

  • Non-stivelse-polysaccharider (NSP): cellulose, hemicellulose, pectiner og hydrocolloider (fx gummi, planteslimstoffer og beta-glucaner)
  • Resistente oligosaccharider: fructo-oligosaccharider (FOS), galacto-oligosaccharider (GOS) og andre resistente oligosaccharider
  • Resistent stivelse bestående af fysisk indkapslet stivelse, nogle typer af rå stivelsesgranulater og retrograderet amylose samt nogle typer af kemisk/fysisk modificeret stivelse
  • Lignin, som ikke er et kulhydrat, regnes med til kostfibre, hvis det er naturligt forbundet til de polysaccharider, der er omfattet af kostfiberdefinitionen

Der skal beregnes energi af produktets kostfiberindhold, uanset om kostfibre er deklareret eller ej (se afsnit 9.2).

Det er ikke tilladt at deklarere delelementer af kostfiber.

EU-retningslinjer for analysemetoder til brug for myndighedernes kontrol af deklaration af kostfiber m.v.

 


4.8 Vitaminer og mineraler

​Mærkningsforordningens bilag XIII

Vitaminerne og mineralerne fra bilag 4 kan deklareres, hvis de er i fødevaren i en betydelig mængde.

Se Kommissionens svar på spørgsmål 3.7 i bilag 1.

Vitaminer og mineraler skal stå med samme betegnelse som i bilag 4 (se afsnit 5.5). Dette gælder også for "folsyre", selvom produktet ikke er tilsat kilden folsyre, men har et naturligt indhold af folat.


Definition af betydelig mængde

En betydelig mængde er forskellig afhængig af produkttype.

  • for andre fødevarer end drikkevarer: et indhold af vitaminet/mineralet på mindst 15 % af næringsstofreferenceværdierne (i bilag 4) pr. 100 g/100 ml eller pr. portion, hvis pakken kun indeholder én portion
  • for drikkevarer: et indhold af vitaminet/mineralet på mindst 7,5 % af næringsstofreferenceværdierne pr. 100 ml eller 15 % af næringsstofreferenceværdierne pr. portion, hvis pakken kun indeholder én portion

For enkeltportionspakninger over 100 g/100 ml er det tilladt at deklarere indhold af vitaminer og mineraler, selvom kravet pr. 100 g/100 ml ikke er opfyldt, hvis der er mindst 15 % af referenceindtaget i enkeltportionspakningen. Pakninger af samme produkt med mere end én portion, vil ikke kunne næringsdeklareres (eller anprises) på samme måde som enkeltportionspakningerne.

Virksomheden skal vurdere, om der reelt er tale om enkeltportionspakninger. Man kan ikke bare lave nye portionsstørrelser eller store enkeltportionspakninger med det eneste formål at kunne deklarere indhold af vitaminer og mineraler.


Den deklarerede mængde er det samlede indhold af vitaminer og mineraler

Den deklarerede mængde af vitaminer og mineraler skal være den samlede mængde af tilsat (både indirekte og direkte tilsat) og naturligt indhold i produktet. Indholdet fra tilsætningsstoffer (fx farvestoffet riboflavin eller konserveringsmidlet tocopherol) skal regnes med i den deklarerede mængde. Omregningsfaktorer og referencestoffer kan findes i afsnit 9.3 og bilag 6, og for mere om tilsætning af vitaminer og mineraler se afsnit 3.2.