Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Har din virksomhed modtaget og/eller solgt varen engros?:
76. Grossist - Du har modtaget oplysning fra en leverandør eller kunde om at du har modtaget eller solgt et fødevarekontaktmateriale der skal kaldes tilbage da det er nået ud til forbrugerne.

 

76.1 Du skal sørge for at alle de berørte fødevarekontaktmaterialer bliver fjernet fra salg og tilbagekaldt

Du skal: 

  • Blokere og tilbageholde alle fødevarekontaktmaterialer med fejl på lageret, så varerne enten kan returneres til leverandøren eller kan håndteres efter aftale med leverandøren eller Fødevarestyrelsen.

  • Tilbageholde alle afgivne ordrer på fødevarekontaktmaterialer med fejl, som endnu ikke er afsendt

  • Sørge for, at man ikke længere via virksomhedens system kan bestille de pågældende fødevarekontaktmaterialer med fejl.

  • Være opmærksom på, om du modtager flere fødevarekontaktmaterialer med fejl i de kommende forsendelser. Måske har det ikke været muligt at stoppe alle forsendelser, da tilbagekaldelsen blev sat i gang.

  • Straks give besked til aftagerne af det tilbagekaldte produkt med e-mail eller fax, så aftagerne får besked hurtigst muligt. Det er også en god idé at ringe til dem for at sikre, at beskeden er nået frem eller evt. bede aftagerne melde tilbage. Se et eksempel på en besked til aftagere af produkter, der kaldes tilbage h​er

  • Straks give besked til leverandøren af det tilbagekaldte produkt, hvis meddelelsen om tilbagekaldelsen ikke i forvejen kommer fra leverandøren. Send beskeden med e-mail eller fax, så leverandøren får besked hurtigst muligt. Det er også en god idé at ringe til dem for at sikre, at beskeden er nået frem eller evt. bede leverandøren melde tilbage. Se et eksempel på en besked til leverandører af produkter, der kaldes tilbage her

  • Hvis du vælger at orientere dine aftagere/leverandør telefonisk, er det vigtigt, at du laver en udførlig liste med oplysninger om, hvornår de enkelte aftagere er blevet orienteret, og hvem du har talt med. Hvis du ikke har fået fat på nogen i virksomheden, skal du skrive ned, hvad du så har gjort for at sikre, at virksomheden bliver orienteret om tilbagekaldelsen.


76.2 Du skal evt orientere Fødevarestyrelsen om tilbagekaldelsen

Hvis din leverandør er en dansk virksomhed, har han/hun nok allerede orienteret Fødevarestyrelsen om tilbagekaldelsen. Så behøver du ikke orientere Fødevarestyrelsen om tilbagekaldelsen, med mindre du har solgt fødevarekontaktmaterialet til andre lande. Grønland og Færøerne betragtes her som "andre lande". Se nedenfor, hvis du har solgt til andre lande.

Hvis du er i tvivl, om Fødevarestyrelsen er blevet orienteret, kan du spørge din leverandør eller evt. Fødevarestyrelsen.

Hvis leverandøren er udenlandsk eller ikke har orienteret Fødevarestyrelsen, bør du hurtigst muligt give Fødevarestyrelsen besked om tilbagekaldelsen.

Fødevarestyrelsen skal have oplysninger om:

  • Produktnavn, lot-/batch-nummer, produktionsdato, produktionsvirksomhed, importør, EAN-nummer, nettoindhold og evt. foto af fødevarekontaktmaterialet
  • Hvor fødevarekontaktmaterialet er solgt og/eller hvilke virksomheder, du har solgt fødevarekontaktmaterialet til (navn og fuld adresse). Brug gerne skemaet til indberetning af danske modtagere.
  • Hvis fødevarekontaktmaterialet er solgt til andre lande end Danmark, skal du bruge dette skema til indberetning a​f udenlandske modtagere.
  • Årsag til tilbagekaldelsen
  • Risiko ved fødevarekontaktmaterialet
  • Navn og adresse på virksomheden, der kalder fødevarekontaktmaterialet tilbage
  • Hvad virksomheden har gjort i forbindelse med tilbagekaldelsen.
  • Kontaktperson med telefonnummer - også uden for kontortid

Hvis du har købt fødevarekontaktmaterialet i et andet land, eller hvis fødevarekontaktmaterialet er solgt til andre lande, skal den tilsynsførende altid have en kopi af fakturaerne. Grønland og Færøerne betragtes her som "andre lande". Du må på fakturakopierne gerne overstrege/skjule oplysninger om priser og betalingsbetingelser.

Du kan bruge kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk til at oplyse Fødevarestyrelsen om tilbagekaldelsen.
OBS! Kontaktformularerne bliver kun set indenfor Fødevarestyrelsens normale åbningstid.
Uden for Fødevarestyrelsens normale åbningstid kan du kontakte Fødevarevagten.
Når du har orienteret Fødevarestyrelsen om tilbagekaldelsen, vil du hurtigst muligt blive kontaktet af en tilsynsførende, som vil kontrollere, om du har udført tilbagekaldelsen korrekt.


76.3 Du skal evt orientere offentligheden om tilbagekaldelsen

Hvis fødevarekontaktmaterialet kan være nået ud til forbrugerne, skal offentligheden orienteres om tilbagekaldelsen. For at sikre en effektiv information skal du derfor udsende en pressemeddelelse med relevante oplysninger om den tilbagekaldte fødevare. Du kan supplere ved at lægge informationer på din hjemmeside eller på sociale medier.

Det er som udgangspunkt den danske producent eller importør af produktet, dvs., 1. ledsvirksomheden, som skal udsende en pressemeddelelse. Er du i tvivl om, hvem der skal orientere offentligheden, kan du spørge Fødevarestyrelsen.

Pressemeddelelsen skal indeholde:

  • En overskrift, der kort beskriver problemet. Det er væsentligt med en fængende overskrift på en pressemeddelelse (som fx "Fund af for højt indhold af formaldehyd i melamin tallerkner")
  • Produktnavn, lot-/batch-nummer, produktionsdato, holdbarhedsdato, EAN-nummer, nettoindhold og evt. foto af varen
  • Oplysninger om, hvor fødevarekontaktmaterialet er solgt
  • Navn og adresse på virksomheden, der kalder varen tilbage
  • Årsag til tilbagekaldelsen
  • Risiko ved fødevarekontaktmaterialet
  • Hvad forbrugere, der har købt fødevarekontaktmaterialet, skal gøre
  • Eventuel kontaktperson

Se et forslag til en pressemedde​lelse her 

Pressemeddelelsen sendes fx via e-mail eller fax til de største danske medier.
Det er altid en god ide at sende den til Ritzaus Bureau (ritzau@ritzau.dk, tlf. 33 30 00 00) og eventuelt ringe for at høre, om bureauet vil bringe meddelelsen. Det vil nyhedsbureauerne ofte, men de er ikke forpligtede.


76.4 Du skal kunne dokumentere hvad du har gjort i forbindelse med tilbagekaldelsen

Fødevarestyrelsen udfører stikprøvebaseret kontrol af virksomheder, som har modtaget fødevarekontaktmaterialer, der er kaldt tilbage.

Alle virksomheder, som er involverede i tilbagekaldelsen af et fødevarekontaktmateriale, skal kunne dokumentere forløbet af tilbagekaldelsen, og at tilbagekaldelsen er forløbet tilfredsstillende.

Eksempler på dokumentation:

  • Kopi af e-mails/fax sendt til aftagere og leverandør
  • Kopi af orienteringen til Fødevarestyrelsen og dokumentation for, at den er sendt
  • Notat om telefonsamtaler – med hvem man har talt, om hvad og hvornår
  • Tilbagemeldinger fra handelspartnere om tilbagekaldelsen
  • E-mails/fax modtaget om tilbagekaldelsen
  • Registreringer i egenkontrollen om tilbagekaldelsen
  • Kopi af evt. kreditnota for destruerede eller returnerede varer.

Nogle gange vil den tilsynsførende efter en konkret vurdering se kopier af fx fakturaer og lageropgørelser, selvom der ikke er andre lande end Danmark involveret i tilbagekaldelsen.

Hvornår er du færdig
Du er færdig med tilbagekaldelsen, når du har været igennem alle punkterne 76.1 – 76.4, som beskrevet ovenfor.
Brug eventuelt tjek-listen

Hvor hurtigt skal jeg reagere - tidsfrist
Tilbagekaldelsen skal sættes i gang, så snart du er klar over, at det er nødvendigt at kalde fødevarekontaktmaterialer tilbage.

Gode råd om tilbagekaldelse
Følg virksomhedens egenkontrolprogram for tilbagekaldelse.
Husk, at iværksætte eventuelle korrigerende handlinger ifølge virksomhedens egenkontrolprogram.
Det er en god idé så tidligt som muligt i processen at samle de dokumenter, som Fødevarestyrelsen skal have eller kan efterspørge.

Hvad siger reglerne?
Vejledningens afsnit om fødevarekontaktmaterialer

 

Hvor kan du få hjælp
Fødevarestyrelsen - kontaktformularen
Din konsulent
Brancheorganisation