Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Har din virksomhed modtaget og/eller solgt varen detail?:
33. Detail - Du har fået oplysninger fra en leverandør om, at du har modtaget en fødevare, der skal trækkes tilbage. Varen er ikke nået ud til forbrugerne.

 

33.1 Du skal sørge for, at alle fødevarer med fejl bliver fjernet fra salg.

Du skal:

  • Tilbageholde fødevarer med fejl på lageret, så varerne enten kan returneres til leverandøren eller kan håndteres efter aftale med leverandøren eller Fødevarestyrelsen.
  • Tilbageholde alle afgivne ordrer på fødevarer med fejl, som endnu ikke er afsendt – hvis du har en internetbutik.
  • Sørge for, at man ikke længere på butikkens internetside kan bestille de pågældende fødevarer med fejl.
  • Være opmærksom på, om du modtager flere fødevarer med fejl i de kommende forsendelser. Måske har det ikke været muligt at stoppe alle forsendelser, da tilbagetrækningen blev sat i gang.

33.2 Du skal evt. orientere Fødevarestyrelsen om tilbagetrækningen

Hvis din leverandør er en dansk virksomhed, har han/hun nok allerede orienteret Fødevarestyrelsen om tilbagetrækningen. Så behøver du ikke orientere Fødevarestyrelsen om tilbagetrækningen.

Hvis du er i tvivl, om Fødevarestyrelsen er blevet orienteret, kan du spørge din leverandør eller evt. Fødevarestyrelsen.

Hvis leverandøren er udenlandsk eller ikke har orienteret Fødevarestyrelsen, bør du hurtigst muligt give Fødevarestyrelsen besked om tilbagetrækningen.

Fødevarestyrelsen skal have oplysninger om:

  • Produktnavn, lot-/batch-nummer, produktionsdato, holdbarhedsdato, produktionsvirksomhed, importør, EAN-nummer, nettoindhold og evt. foto af fødevaren
  • Hvor fødevaren er solgt og/eller hvilke virksomheder, du har solgt fødevaren til (navn og fuld adresse). Brug gerne dette skema
  • Årsag til tilbagetrækningen
  • Risiko ved fødevaren
  • Navn og adresse på virksomheden, der trækker fødevaren tilbage
  • Hvad virksomheden har gjort i forbindelse med tilbagetrækningen
  • Kontaktperson med telefonnummer - også uden for kontortid

Du kan bruge kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk til at oplyse Fødevarestyrelsen om tilbagetrækningen.
OBS! Kontaktformularerne bliver kun set indenfor Fødevarestyrelsens normale åbningstid.

Uden for Fødevarestyrelsens normale åbningstid kan du kontakte Fødevarevagten

Når du har orienteret Fødevarestyrelsen om tilbagetrækningen, vil du hurtigst muligt blive kontaktet af en tilsynsførende, som vil kontrollere, om du har udført tilbagetrækningen korrekt.


33.3 Du skal kunne dokumentere, hvad du har gjort i forbindelse med tilbagetrækningen

 

Alle virksomheder, som er involverede i en tilbagekaldelse af en fødevare, skal kunne dokumentere forløbet af tilbagekaldelsen, og at tilbagekaldelsen er forløbet tilfredsstillende.

Eksempler på dokumentation:

  • Kopi af e-mails/fax sendt til aftagere og leverandør

  • Kopi af orienteringen til Fødevarestyrelsen og dokumentation for, at den er sendt

  • Notat om telefonsamtaler – med hvem man har talt, om hvad og hvornår

  • Tilbagemeldinger fra handelspartnere om tilbagekaldelsen

  • E-mails/fax modtaget om tilbagekaldelsen

  • Registreringer i egenkontrollen om tilbagekaldelsen

  • Kopi af evt. kreditnota for destruerede eller returnerede varer.

Nogle gange vil den tilsynsførende efter en konkret vurdering se kopier af fx fakturaer og lageropgørelser, selvom der ikke er andre lande end Danmark involveret i tilbagekaldelsen. 

Hvornår er du færdig
Du er færdig med tilbagekaldelsen, når du har været igennem alle punkterne 33.1 – 33.3, som beskrevet ovenfor.

Brug eventuelt tjek-listen

Hvor hurtigt skal jeg reagere - tidsfrist
Tilbagekaldelsen skal sættes i gang, så snart du er klar over, at det er nødvendigt at kalde fødevarer tilbage.

Gode råd om tilbagekaldelse
Følg virksomhedens egenkontrolprogram for tilbagekaldelse.

Husk, at iværksætte eventuelle korrigerende handlinger ifølge virksomhedens egenkontrolprogram.

Det er en god idé så tidligt som muligt i processen at samle de dokumenter, som Fødevarestyrelsen skal have eller kan efterspørge.

Hvad siger reglerne?
Vejledningens afsnit om fødevarer


Hvor kan du få hjælp
Fødevarestyrelsen - kontaktformularen 
Din konsulent 
Brancheorganisation