Gå til navigation Gå til hovedindhold

Anmeldelse:
6. Anmeldelse af kosttilskud

 

6.1 Alle kosttilskud, der markedsføres i Danmark, skal anmeldes

​Kosttilskudsbekendtgørelsens § 3

Virksomheder, der vil markedsføre kosttilskud i Danmark, skal anmelde produkterne til Fødevarestyrelsen.


Virksomheder skal registrere oplysninger om produkterne (fx produktindhold – se afsnit 6.4), for at lette Fødevarestyrelsens overvågning og kontrol med kosttilskud på det danske marked.

Virksomheden skal anmelde kosttilskuddet digitalt på www.virk.dk, hvor en anmeldelsesblanket skal udfyldes (se afsnit 6.3 og 6.4). Der er to forskellige blanketter, hvor den ene er til anmeldelse af nye kosttilskud, og den anden er til at anmelde ændringer til allerede anmeldte kosttilskud. Læs nærmere på de to blanketters introsider på www.virk.dk og på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Fødevarestyrelsen registrerer kun oplysningerne, det vil sige, at der ikke er tale om en godkendelse af produkterne. Fødevarestyrelsen bekræfter anmeldelsen med et anmeldelsesnummer. Virksomheden kan markedsføre de anmeldte produkter, så snart anmeldelsen er foretaget. Det er en forudsætning, at alle relevante regler er overholdt. 

Virksomheder og visse personer kan blive fritaget fra den digitale selvbetjeningsløsning for kosttilskud, hvis kommunalbestyrelsen har fritaget de pågældende fra tilslutning til Offentlig Digital Post (se Fødevarestyrelsens hjemmeside).  

Anmeldere, der er etableret i EU- eller EØS-lande, kan sende en blanket på engelsk til Fødevarestyrelsen via kontaktformularen eller med posten. Blanketten ligger på www.danishbusinessauthority.dk og på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Er produktet ikke anmeldt til Fødevarestyrelsen, kan det ikke markedsføres lovligt i Danmark. 


Kosttilskud, der produceres i Danmark, men skal markedsføres uden for Danmark, skal ikke anmeldes til Fødevarestyrelsen.

Vareprøver, der udelukkende skal bruges internt i virksomheden, skal ikke anmeldes til Fødevarestyrelsen, men de skal overholde reglerne for import.


6.2 Hvem er anmelder?

Kosttilskudsbekendtgørelsens § 3

Anmelder er den, der er ansvarlig for første afsætning i Danmark. Det kan fx være en dansk virksomhed, en EU-producent eller en EU-importør.

 

Virksomheder, der ikke er etableret i Danmark, kan anmelde fx via virksomhedens hovedkontor i et andet EU-land. En udenlandsk virksomhed skal ikke etablere fx en filial eller en postboksadresse i Danmark for at kunne anmelde et kosttilskud.

 

Et udenlandsk moderselskab kan udpege en repræsentant i Danmark til at varetage virksomhedens interesser over for Fødevarestyrelsen. Moderselskabet kan give en skriftlig fuldmagt til formålet. Repræsentanten vil fungere som bindeled mellem virksomheden og Fødevarestyrelsen, stille teknisk dokumentation m.m. til rådighed for fødevarekontrollen og assistere ved opfølgning på kontrolresultater.

 

En medievirksomhed (fx en avis eller et tv-selskab), der bringer en reklame (annonce) for et kosttilskud, der kan købes fra en kosttilskudsvirksomhed, skal ikke anmelde produktet til Fødevarestyrelsen. Medievirksomheden er ikke ansvarlig for første afsætning.

 

Flytter den ansvarlige for første afsætning i Danmark adresse, er det ikke nødvendigt at anmelde produkterne på ny.

 

Ophører den ansvarlige for første afsætning af kosttilskudsprodukter som fødevarevirksomhed, er virksomheden fortsat produktansvarlig for de tilbageværende produkter på markedet. Fødevarestyrelsen kan sanktionere virksomheden for eventuelle overtrædelser af lovgivningen, selvom virksomheden ikke længere er registreret som fødevarevirksomhed.

 

Den ophørte virksomheds kosttilskudsprodukter vil forblive anmeldt, indtil udløbet af produkternes holdbarhed, eller indtil den ophørte virksomhed afmelder produkterne (se afsnit 6.5). Er et kosttilskudsprodukt i strid med reglerne slet ikke blevet anmeldt, har den ophørte virksomhed fortsat ansvaret for at anmelde kosttilskuddene.

 

Hvis en ophørt virksomhed afmelder sine produkter, kan en aftager af produktet (fx detailforhandleren) vælge at anmelde produkterne på ny og dermed overtage produktansvaret for alle tilbageværende produkter på markedet.  

 

Den ophørte virksomhed kan ved ophør vælge at overdrage produktansvaret til en anden virksomhed (overdragelseserklæring).


6.3 Hvilke produkter skal anmeldes?

Kosttilskudsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2

Alle kosttilskud, der skal markedsføres i Danmark, skal som udgangspunkt anmeldes.


Markedsfører virksomheden flere lignende produkter, skal produktet dog kun anmeldes én gang:

Eksempel:
Et kosttilskud (samme produktnavn og indhold), der markedsføres i flere pakningsstørrelser (fx 60 og 120 tabletter), uanset om pakningsstørrelsen indgår i produktnavnet (fx "Drogen 60"), skal kun anmeldes én gang.

 

Hvis en virksomhed markedsfører et produkt (samme indhold) under to forskellige navne, skal hvert produkt anmeldes.

Har en virksomhed flere produkter i en serie, og produkterne anses for forskellige, skal de anmeldes pr. produkt:

Eksempel:
Et kosttilskud med samme produktnavn og indhold, men forskellige anbefalede daglige doser, forskellig indtagelsesform (fx kapsel og tablet) eller forskellige smagsvarianter, skal anmeldes pr. produkt.

 

Hvis en virksomhed vil markedsføre en ny version af et allerede anmeldt kosttilskud (samme produktnavn og indtagelsesform), skal virksomheden anmelde den nye version til Fødevarestyrelsen. En ny version kan skyldes ændringer i indholdet af vitaminer, mineraler og andre stoffer med ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning eller tilføjelse eller fjernelse af ingredienser, tilsætningsstoffer eller aromaer. Skal både det oprindelige produkt og den nye version af produktet være på markedet samtidigt, skal begge produkter være anmeldt samtidigt.

 

Det er ikke nødvendigt for virksomheden at anmelde en ny version af et allerede anmeldt kosttilskud, hvis der er sket en ændring i mængden af de teknologiske tilsætningsstoffer, da disse oplysninger ikke skal fremgå af mærkningen.

 

Hvis to virksomheder køber samme kosttilskud direkte fra enten et andet EU-land eller tredjeland (parallelimport) til afsætning i Danmark, så skal hver virksomhed anmelde produktet som produktansvarlig.


6.4 Hvilke oplysninger skal sendes?

Kosttilskudsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2

De oplysninger, der skal sendes ved anmeldelsen, er følgende:

  1. Navn eller firmanavn og adresse på den virksomhed, under hvis navn produktet markedsføres, eller hvis denne ikke er etableret inden for EU, importøren til EU's marked.
  2. Produktets navn, ingrediensliste og deklaration.

Virksomheder skal også anmelde ændringer til allerede anmeldte produkter (nye versioner) via en blanket på www.virk.dk. Deciderede fejl i virksomhedens egen anmeldelse kan let rettes ved at skrive til kosttilskudsgruppen@fvst.dk.


6.5 Afmeldelse

Kosttilskudsbekendtgørelsens § 3, stk. 3 

Permanent ophør af kosttilskuds markedsføring skal meddeles Fødevarestyrelsen ("afmeldes").

 

Afmeldte kosttilskud må ikke markedsføres hverken fra engrosvirksomheden, fra hjemmesider eller fra detailbutikker. Produkter på butikshylderne skal aktivt trækkes tilbage efter besked fra den produktansvarlige virksomhed, og restlagre må ikke længere sælges i Danmark.

 

Virksomheden kan afmelde sit produkt ved at sende en e-mail med oplysning om journalnummeret eller anmeldelsesnummer for det anmeldte kosttilskud og dato for afmeldelse til kosttilskudsgruppen@fvst.dk eller udfylde kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

 

En virksomhed, der ønsker at sælge et afmeldt produkt igen, skal anmelde det på ny.


6.6 Kosttilskudsportalen

​På Kosttilskudsportalen kan man finde oplysninger om alle kosttilskud, der er anmeldt til markedsføring i Danmark.

 

Portalen viser de sammensætningsoplysninger, der skal fremgå af produktets mærkning Er der anmeldt ændringer til et produkt, vil både det oprindelige og det nye produkt (den nye version) fremgå af registret, så længe begge produkter er på markedet.


6.7 Kosttilskudsgebyr

Betalingsbekendtgørelsens § 66

 

Fødevarestyrelsen udfører styrket produktsikkerhedskontrol med kosttilskud.

 

Produktsikkerhedskontrollen finansieres af erhvervet. Fødevarestyrelsen opkræver derfor et årligt gebyr pr. virksomhed og et pr. anmeldt kosttilskud hos alle virksomheder, der har anmeldt kosttilskud. Beløbene reguleres årligt.

 

Fødevarestyrelsen opkræver en gang årligt gebyret for de kosttilskud, der fremgår af registeret. Gebyr betales dog ikke af virksomheder med en årlig omsætning på mindre end 50.000 kr. (eksklusive moms) fra salg af fødevarer.

 

Gebyret skal betales, uanset om produktet har været anmeldt i hele eller kun dele af året.

 

Der betales som udgangspunkt et gebyr pr. kosttilskud (dvs. ét gebyr pr. produktnavn).

 

Hvis samme virksomhed har to eller flere kosttilskud med samme indhold, men som markedsføres under forskellige produktnavne, skal de dog kun betale ét gebyr.

 

Hvis en virksomhed markedsfører et kosttilskud med samme produktnavn og nøjagtig samme indhold, men med forskellig indtagelsesform (fx kapsel og tablet), skal de betale et gebyr for hver indtagelsesform.

 

Virksomheden skal kun betale gebyr for ét produkt, hvis der er lavet ændringer i et oprindeligt produkt (fx en ændring af produktnavnet eller ændringer i produktindholdet). I så fald skal det oprindelige produkt udfases, så kun det ændrede produkt er på markedet fremadrettet. I sjældne tilfælde kan ændringerne i indholdet kan være så gennemgribende, at Fødevarestyresen vurderer, at der ikke længere er tale om ændring af et anmeldt produkt, men derimod et helt nyt produkt.

 

Virksomheden skal betale gebyr for to produkter, hvis både produktnavnet og produktindholdet er ændret inden for samme faktureringsperiode.

 

Fødevarestyrelsen journaliserer anmeldelse af nye kosttilskud og ændringer af tidligere anmeldte kosttilskud på forskellige sager med hvert sit journalnummer. Journaliseringen på flere sager påvirker ikke det årlige kosttilskudsgebyr.