Gå til navigation Gå til hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

4.4 Kosttilskud, der markedsføres til børn

 

Virksomheder kan markedsføre kosttilskud til børn, selvom myndighederne ikke anbefaler målgruppen et tilskud. Der er kun officielle anbefalinger til enkelte særlige undergrupper (se afsnit 3.1 og Fødevarestyrelsens hjemmeside). Se afsnit 5.12 for information om reglerne for angivelse af aldersgrupper på kosttilskud.

Fødevarestyrelsens vejledende værdier for maksimalt indhold af vitaminer og mineraler i kosttilskud til børn 1-2 år og børn 3-10 år står i bilag B. Der er ikke vejledende værdier for samtlige næringsstoffer i kosttilskud til spædbørn under 1 år, da myndighederne alene anbefaler tilskud af vitamin D (10 μg pr. dag) til denne målgruppe samt tilskud af jern (4 eller 8 mg pr. dag afhængig af mængden af modermælkserstatning) til for tidligt fødte og spædbørn med for lav fødselsvægt. Disse to anbefalinger står også i bilag C.

Hvis en virksomhed ønsker at markedsføre andre kosttilskud til spædbørn, skal virksomheden dokumentere sikkerheden (se afsnit 4.3). UL-værdierne for vitamin D til spædbørn fremgår ikke af bilag C, da Fødevarestyrelsen fraråder, at kosttilskud til spædbørn indeholder mere end de officielle kosttilskudsanbefalinger. Den nyeste vurdering af vitamin D fra EFSA ligger på deres hjemmeside.

EFSA's hjemmeside

De tidligere danske referenceværdier for kosttilskud til børn (1-10 år) fra 1996 var forældede og blev derfor ophævet pr. 1. januar 2018. Nu skal virksomheden bruge referenceværdierne for voksne, som findes i mærkningsreglerne, ligesom det er tilfældet i andre EU-lande.

Fødevareinformationsforordningens bilag xiii, del a, pkt. 1

Hvis et kosttilskud er markedsført til børn fra 3 år, kan de tilsætningsstoffer, der er godkendt til kosttilskud, bruges (se afsnit 4.8). Det er på nuværende tidspunkt ikke tilladt at bruge tilsætningsstoffer i kosttilskud til børn under 3 år.

Tilsætningsforordningens bilag II, del E, fødevarekategori 17

Det er muligt at markedsføre det samme kosttilskudsprodukt til både børn og voksne med tydelig angivelse af forskellige anbefalede daglige doser. En forudsætning for dette er, at mærkningen ikke vildleder forbrugerne, samt at andre relevante regler, fx tilsætningsstofreglerne, er overholdt i forhold til begge grupper.