Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Eksport og samhandel:
74. System til kontrol af aktiviteter og foder i fodervirksomheder efter primærproduktion

Fodervirksomheden skal have procedurer og systemer til at kontrollere, om produkter og aktiviteter følger foderreglerne. Ofte skal virksomheden dokumentere kontrollen i sine systemer.

74.3 Kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

​Foder skal have den kvalitet, som virksomheden har fastsat i specifikationerne for foderet. Begrebet "specifikationer" kan dække over både et produkts deklarationsoplysninger og, at produktets indhold følger foderreglerne om fx uønskede stoffer. Virksomheden skal derfor lave en skriftlig kvalitetskontrolplan, som passer til produkterne og, som supplerer virksomhedens kvalitetskontrol af sine aktiviteter og af HACCP-systemet. Læs mere i afsnit 78. HACCP-system på fodervirksomhed.


Kvalitetskontrolplanen skal bl.a. omfatte undersøgelse af, om alt fra det forarbejdede materiale til de færdige produkter overholder specifikationerne. Planen skal også beskrive, hvad der skal ske, hvis specifikationerne ikke er overholdt. Begrebet "forarbejdet materiale" henviser til modtaget foder eller foder, som virksomheden fremstiller eller behandler. Forarbejdet foder indgår i virksomhedens produktion af andet foder. De færdige produkter er det foder, som bliver markedsført.


Hvis virksomheden er ansvarlig for mærkningsoplysninger, skal virksomheden som udgangspunkt kontrollere foderet analytisk. Planen skal beskrive procedurer for udtagning af prøver, hvor ofte der skal tages prøver, analysemetoderne samt, hvor ofte der skal analyseres. De valgte analysemetoder skal være pålidelige. Læs mere i afsnit 74.4 Mere om kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion og afsnit 74.6 Brug af laboratorier – fodervirksomheder efter primærproduktion.

 

Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol, punkt 3

Foderlægemiddelforordningen, bilag I, Afdeling Kvalitetskontrol, punkt 1


Virksomheden bør udpege en person, der har ansvar for kvalitetskontrollen. Den samme person bør som udgangspunkt ikke have ansvar for både produktion og kvalitetskontrol, for at undgå modsatrettede hensyn. De to ansvarsområder bør være sidestillet. Der stilles strammere krav for ansvarsfordeling ved fremstilling og kvalitetskontrol af foderlægemidler og mellemprodukter.  Læs mere om krav til personale i 66.4 Personale på fodervirksomheder.


Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol, punkt 1

 

Virksomheden skal altid følge planen for kvalitetskontrol for at sikre foderets kvalitet.

 

Det kan blive nødvendigt at justere planen for kvalitetskontrol, fx:

 

  • Hvis der kommer ny foderlovgivning.
  • Hvis virksomheden ændrer i et produkt, en proces eller i et led i produktion eller opbevaring.
  • Hvis en virksomhed eller en myndighed melder ud, at ét eller flere partier af en fodertype kan udgøre en sundhedsrisiko for dyr og eventuelt for mennesker, hvis der er tale om foder til fødevareproducerende dyr, eller for miljøet. Virksomheden bør da undersøge, om det pågældende foder eller tilsvarende foder indgår i virksomhedens sortiment, og om den bør supplere med analyser af foderet.

Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol', punkt 3


Fodervirksomheder kan fx orientere sig om aktuelle sager i EU-Kommissionens meddelelsessystem RASFF (Rapid Alert System for Food and Feed) til forbrugerbeskyttelse for fødevare- og foderulykker. Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside RASFF - Rapid Alert System for Food and Feed


Se mere:


74.4 Mere om kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

74.5 Analytisk kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion


74.5 Analytisk kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

Virksomhedens analytiske kontrol af foder bør baseres på en risikoanalyse, virksomhedens aktiviteter og sortiment.


En virksomhed vil sjældent have behov for analytisk kontrol i kvalitetskontrollen, hvis virksomheden udelukkende håndterer eller forhandler emballeret foder, hvor en anden virksomhed i følge mærkningsoplysningerne har ansvar for produktets indhold.


En virksomhed, som håndterer løsvarer, fx transporterer eller oplagrer andre virksomheders foder, kan have behov for analytisk kontrol i kvalitetskontrollen. Fx for at verificere, at rengøringsprocedurerne er tilstrækkelige, og at rester af rengørings- og desinfektionsmidler bliver minimeret i foderet.


Analytisk kontrol kan desuden bruges til at verificerer om virksomhedens anlæg, udstyr og procedurer for opbevaring og adskillelse er tilstrækkelige.

For virksomheder, der fremstiller foderlægemidler eller mellemprodukter, skal virksomhedens kvalitetskontrol bl.a. omfatte stabilitetsundersøgelser for produkternes mindste holdbarhed og undersøgelse af, at fastlagte procedurer er tilstrækkelige til at efterleve eventuelle homogenitetskriterier og maksimumsgrænser for krydskontaminering.

Foderlægemiddelforordningen, bilag I, Afdeling 4 Kvalitetskontrol, punkt 2


Virksomhedens plan for analytisk kvalitetskontrol kan fx dække: 

1.      Formål. At verificere funktionen af produktionssystemet med tilhørende kvalitetsstyring, samt at kontrollere, at foderets indhold stemmer med specifikationerne.

2.      Tidsplan. Analyseplanen kan dække et år eller en årrække, så alle analyser ikke nødvendigvis bliver gennemført hvert år.

3.      Produkter til analyse. Virksomheden bør tage hensyn til bredden af sit sortiment og gerne udtage prøver af foder:

  • Med forskellige foderbetegnelser, fx forblandinger, fuldfoder og tilskudsfoder.
  • Til forskellige arter, fx kvæg, heste, får og hunde.
  • Til forskellige målgrupper, fx slagtesvin og smågrise eller æglæggere og slagtekyllinger, osv.
  • Fra både små og store producerede partier.

Producenter af tilsætningsstoffer kan have behov for at analysere hvert produceret parti, fx for tilsætningsstoffer baseret på mikroorganismer.

4.      Antal nødvendige analyser afhænger af fx hvilket foder og hvilke mængder, virksomheden producerer, hvor stramt produktionen er styret samt af tidligere resultater i kvalitetskontrollen.

5.      Virksomheden bør fordele analyserne på flere prøver fx udtaget over tid, frem for at udtage få prøver og analysere dem for mange parametre. Hvis fx vægten vejer forkert, eller indholdet af et parti forblanding med vitaminer og mineraler ikke svarer til mærkningen, vil virksomheden få mindre information af at analysere sin færdigvare, fx en foderblanding for både vitamin- og mineralindhold. Det vil give mere information at undersøge en prøve af foderblandingen for vitaminer og en senere produceret foderblanding for mineraler. Det kan også give et bedre billede bl.a. af, om vægten er kalibreret.

6.      Hvad der skal analyseres for. Virksomhedens valg af analyseparametre og analysemetoder for foder eller anlæg bør afhænge af forholdene. Fx kan virksomheden valg af analyse for en specifik mikrobiologisk forurening afhængigt af, om foderet bliver udsat for tryk og/eller opvarmning i produktionsprocessen eller ej, forholdene for håndtering og opbevaring. Valget af analyser afhænger også af, om virksomheden vil kontrollere:

  • Om foderets deklaration og indhold stemmer overens. Virksomheden skal have kvalitetskontrol af alt deklareret indhold, fx tilsætningsstoffer, men kan også have interesse i at dokumentere det ernæringskemiske indhold af fx protein og råfedt i forhold til deklaration.
  • Fødevare- og fodersikkerhed. Virksomheden bør særligt vægte at analysere for de parametre, hvor der er grænseværdier eller andre begrænsninger fx:
  • Tilsætningsstoffer som kobber, selen og vitamin A og D, der er godkendt med et fastsat størsteindhold i fuldfoder.
  • Udeklarerede stoffer, som tungmetaller og pesticidrester.
  • Udeklarerede stoffer fra overslæb eller krydsforurening fra andre produkter på virksomheden, fx tilsætningsstoffer af typen coccidiostatika, veterinære lægemidler fra foderlægemidler og mellemprodukte, stoffer fra kemiske produkter, eller fodermidler af animalsk oprindelse, som er forbudt til visse dyregrupper. 

Når virksomheden vil analysere for overslæb, er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at benytte indikatorer, som fx farveindikator eller magnetisk indikator. Virksomheden skal også analysere for overslæb af de konkrete stoffer, fx et bestemt coccidiostatikum eller et veterinært lægemiddel.

7.      Sted for udtagning af prøver. Hvor i processen virksomheden bør udtage en prøve, afhænger af formålet med analysen. Hvis virksomheden fx vil analysere en prøve af en foderblanding for et tilsætningsstof, kan prøven udtages ved køleren med let adgang til foderet. Ved analyse for overslæb kan det være relevant at tage flere prøver, både umiddelbart efter blanderen og efter intern transport til opbevaringssilo eller udlæsningssted. Hvis en prøve skal dokumentere et homogent produkt, kan virksomheden tage prøver forskellige steder i blanderen, men også ved fx opsækning/udlæsning for at undersøge for eventuel afblanding, hvor produktet bliver heterogent.

Prøver til analytisk kontrol skal ikke forveksles med referenceprøver, som man tager af hensyn til sporbarhed af fx råvarer i produktionen (fx fodermidler, tilsætningsstoffer, forblandinger og mineralsk foder) og færdigvarer. Læs mere i afsnit 77. Sporbarhed af foder.

 

Se mere:

74.1 Modtagekontrol af foder og vurdering af leverandører til fodervirksomheder efter primærproduktion

74.2 Overvågning af opbevaret foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

74.4 Mere om kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

74.6 Brug af laboratorier – fodervirksomheder efter primærproduktion

74.7 Kvalitetskontrol af foderaktivitet på fodervirksomheder efter primærproduktion


74.7 Kvalitetskontrol af foderaktivitet på fodervirksomheder efter primærproduktion

Lederen af en fodervirksomhed skal sikre, at foderaktiviteter, fx produktion og distribution i alle de led, som er under deres ledelse, følger reglerne bl.a. i foderhygiejneforordningen, dansk foderlovgivning og efter god hygiejnepraksis.


Foderhygiejneforordningen, artikel 4, stk. 1


Virksomheden bør derfor have procedurer til at kontrollere, om medarbejdere følger virksomhedens retningslinjer og procedurer, fx i form af intern audit eller supervision af medarbejdere.


Virksomheden bør udpege en person med ansvar for kvalitetskontrollen. Den samme person bør som udgangspunkt ikke have ansvar for produktion og kvalitetskontrol, for at undgå modsatrettede hensyn. Der stilles strammere krav for ansvarsfordeling ved fremstilling og kvalitetskontrol af foderlægemidler og mellemprodukter. Læs mere om krav til personale i afsnit 66.4 Personale på fodervirksomheder efter primærproduktion


Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol, punkt 1


Virksomheden skal lave en skriftlig kvalitetskontrolplan, som passer til dens aktiviteter og produkter samt supplerer HACCP-systemet. For producenter skal planen navnlig omfatte kontrol af de kritiske punkter i fremstillingsprocessen.


Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol, punkt 3 

Foderlægemiddelforordningen, bilag I, Afdeling Kvalitetskontrol, punkt 1


Kritiske punkter kan identificeres i virksomhedens risikoanalyse og skal ikke forveksles med kritiske kontrolpunkter (CCP'er), som medfører betydelig flere krav til virksomhedens egenkontrol og verifikation af fastlagte procedurer. Læs mere i afsnit 78. HACCP-system på fodervirksomheder.

Virksomheder, der fremstiller foderlægemidler eller mellemprodukter, bør fastlægge retningslinjer for fremstillingsprocessernes rækkefølge eller uforenelighed og, hvis det er relevant, definere behovet for særlige produktionslinjer. 

Foderlægemiddelforordningen, bilag I, Afdeling Kvalitetskontrol, punkt 1 

Derfor bør kvalitetskontrollen i denne type virksomheder have særlig fokus på, at virksomhedens procedurer for fremstilling og rengøring efterleves, særligt hvis disse ikke er del af procedurer, som er etableret for at styre kritiske kontrolpunkter. 

Virksomheden skal følge planen for kvalitetskontrol med planens formål i fokus og justere planen, fx:

  • Hvis der kommer ny foderlovgivning.
  • Hvis virksomheden ændrer i medarbejderstaben eller i et led i virksomhedens produktion, handel, opbevaring eller transport.

Foderhygiejneforordningen, bilag II, Kvalitetskontrol, punkt 3


Se mere:


74.2 Overvågning af opbevaret foder på fodervirksomheder efter primærproduktion

74.3 Kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion