Virksomheder, som transporterer foder, skal overholde foderhygiejnereglerne. Foderhygiejnereglerne tager sigte på fodersikkerheden og på, at transport af foder foregår hygiejnisk forsvarligt.
Nogle fodervirksomheder benytter eksterne transportører, mens andre virksomheder har egne vogne og chauffører, som henter foder eller kører foder ud til kunderne. Hvis virksomheden bruger egne vogne og chauffører, har virksomheden selv ansvar for transporten. Hvis virksomheden bruger en ekstern transportør, har den eksterne transportør ansvar for transporten og for at være registreret som fodervirksomhed. Virksomheden bør dog sikre sig, at eksterne transportører er registreret.