Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Krydsforurening og overslæb:
48. Offentlig kontrol af importeret foder

 

48.1 Offentlig kontrol af importeret animalsk foder

Animalsk foder samt hø og halm, skal kontrolleres på et grænsekontrolsted ved første indgang til EU, inden det må føres ind i EU. Dette sker for at sikre dyresundheden i EU, for at sikre foderhygiejnen og for at forhindre svig.

Fodervirksomheden skal sørge for, at animalsk foder fra tredjelande præsenteres for grænsekontrollen ved det grænsekontrolsted, virksomheden har anført i forhåndsanmeldelsen, til kontrol.

Når grænsekontrollen har kontrolleret det animalske foder og de ledsagende dokumenter, udfylder grænsekontrollen del 2 af CHED. Fodervirksomheden skal betale et gebyr til dækning af udgifterne ved den offentlige kontrol.

Hvis grænsekontrollen godkender foderet til fri omsætning, må foderet importeres. Grænsekontrollen sender den endelige version af CHED (del 1 og del 2) for foderet til Toldstyrelsen, hvorefter toldbehandlingen af foderet kan finde sted.

Hvis grænsekontrollen afviser foderet, bl.a. fordi det ikke opfylder lovgivningen, påbyder grænsekontrollen, at foderet skal returneres, destrueres eller undergives særlig behandling.

Når grænsekontrollen har udtaget stikprøver af foderet til laboratorieanalyse i henhold til den nationale kontrolplan, kan grænsekontrollen godkende foderet til fri omsætning i afventning af analyseresultatet. Fødevarestyrelsen anbefaler, at fodervirksomheden venter med at omsætte det pågældende parti foder, indtil grænsekontrollen informerer fodervirksomheden om analyseresultatet og sender den endelige version af CHED til virksomheden. Hvis laboratorieanalysen viser overskridelser, der kan udgøre en risiko for folke- eller dyresundheden, afviser grænsekontrollen hele partiet og påbyder fodervirksomheden, at foderet skal returneres, destrueres eller undergives særlig behandling. Dette kan indebære, at Fødevarestyrelsen påbyder fodervirksomheden at trække dele af partiet, som er omsat i senere omsætningsled, tilbage med henblik på returnering, destruktion eller særlig behandling.


48.2 Offentlig kontrol af importeret ikke-animalsk foder

Fodervirksomheden kan som hovedregel importere ikke-animalsk foder, bortset fra hø og halm, uden at det først skal kontrolleres på EU's ydre grænse. Der er dog nogle ikke-animalske foderstoffer, som skal kontrolleres på et kontrolsted, inden de må importeres i EU. Disse foderstoffer er underlagt importrestriktioner eller midlertidig forøgelse af den offentlige kontrol og beredskabsforanstaltninger.

Virksomheden skal sørge for, at ikke-animalsk foder fra tredjelande, som er underlagt importrestriktioner eller midlertidig forøgelse af den offentlige kontrol og beredskabsforanstaltninger, kontrolleres af Fødevarestyrelsen ved kontrolstedet, som fodervirksomheden har anført i forhåndsanmeldelsen.

Når Fødevarestyrelsen har kontrolleret det ikke-animalske foder og de ledsagende dokumenter, udfylder Fødevarestyrelsen del 2 af CHED. Fødevarestyrelsen sender en mail med CHED til Toldstyrelsen. Fodervirksomheden skal betale et gebyr til dækning af udgifterne ved den offentlige kontrol.

Hvis Fødevarestyrelsen godkender foderet til fri omsætning i EU, må foderet importeres. Fodervirksomheden skal sende CHED for foderet til Toldstyrelsen, hvorefter toldbehandlingen af foderet kan finde sted.

Hvis Fødevarestyrelsen afviser foderet, bl.a. fordi foderet ikke opfylder EU-lovgivningen, meddeler Fødevarestyrelsen påbud om, at foderet skal returneres eller destrueres. Fodervirksomheden har ansvar for at sende CHED for foderet til SKAT.

 

Forordning om offentlig kontrol

IMSOC-forordningen

Foderrestriktionsbekendtgørelsen

Betalingsbekendtgørelsen