Gå til navigation Gå til hovedindhold

Kemiske forureninger og lignende:
34. Pesticidrester i foder

 

34.1 Grænseværdier for pesticidrester i foder

Pesticidforordningen danner rammen om fastlæggelse af maksimalgrænseværdier (MRL'er) for rester af pesticider i fødevarer og foder.


Forordningens bilag I (afgrødebilaget) lister alle afgrøder, for hvilke der skal fastsættes maksimalgrænseværdier, bilag II angiver EU's grænseværdier, bilag III angiver de midlertidige grænseværdier, og bilag IV angiver de stoffer, for hvilke grænseværdier ikke er nødvendige. Pesticider, hvor alle maksimalgrænseværdier er fastsat til detektionsgrænsen, fremgår af bilag V.


Pesticidforordningen


Grænseværdierne fastsættes ud fra god landbrugsmæssig praksis og videnskabelige sikkerhedsvurderinger. Hvis der ikke er fastsat særlige grænseværdier, gælder en generel, lav grænseværdi svarende til kvantificeringsgrænsen. De tilladte restindhold er som regel fastsat betydeligt lavere end det niveau, der er fundet acceptabelt ud fra en sundhedsmæssig vurdering.


Grænseværdierne (i mg/kg) er baseret på produkts naturlige vandindhold – i modsætning til grænseværdierne for de klorholdige pesticider under direktivet om uønskede stoffer i foder, hvor grænseværdien gælder ved et indhold af vand i foderet på 12 %.

 

Direktiv om uønskede stoffer i foder, bilag I, del IV


34.2 EU’s pesticiddatabase

​Der kommer hele tiden nye grænseværdier til. Den enkleste måde at finde pesticidforordningens grænseværdier er ved søgning på aktivstof og produkt i EUs pesticiddatabase på Kommissionens hjemmeside.


34.3 Tolkningen af pesticidforordningens grænseværdier på foderområdet

De grænseværdier, der hidtil er fastsat under pesticidforordningen, er fremkommet i fødevaresammenhæng, og der er ikke på nuværende tidspunkt fastsat grænseværdier for typiske foderafgrøder, som fx græs og lucerne.


Forordningens tekst om grænseværdiernes anvendelse på foder har dog vist sig at være uklar som følge af flere på hinanden følgende opdateringer af en fodnote til forordningens bilag I uden, at der er givet fortolkningsbidrag til fodnoten, fx i betragtningerne til ændringsforordningerne, senest i medfør af Kommissionens Forordning (EU) 2018/62. Ifølge fodnoten i denne forordning gælder grænseværdierne i bilaget ikke ".. for produkter eller dele af produktet, der på grund af deres egenskaber og art udelukkende anvendes som ingredienser i dyrefoder, indtil der er fastsat særskilte maksimalgrænseværdier..".


Tolkningen af fodnoten er blevet diskuteret blandt medlemsstaterne i den Stående Komité. Der synes at være overvejende enighed om, at fodnoten kun skal bruges undtagelsesvis og ikke fremstå som en hovedregel. Ud fra almindelig fortolkning kan det således konkluderes, at såfremt et planteprodukt er angivet som afgrøde i bilaget, så gælder grænseværdien også, hvis produktet anvendes til foder, idet alle afgrøder i bilaget kan anvendes som fødevarer. Dette betyder fx at sojabønner (med kode 0401070 i bilaget) – uanset anvendelsesformål – skal overholde grænseværdien for de forskellige pesticider i denne afgrøde.


Når en afgrøde bliver forarbejdet, kan resultatet være, at det forarbejdede produkt klart fremstår som værende udelukkende anvendeligt som foder. I dette tilfælde gælder grænseværdierne ikke for den forarbejdede vare, fx citruskvas eller solsikkekage.