Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

HACCP:
30. Uønskede stoffer i foder

Uønskede stoffer i foder er stoffer eller produkter, bortset fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der forekommer i foder og kan udgøre en fare for dyrs og menneskers sundhed eller for miljøet, eller som kan påvirke den animalske produktion negativt. De uønskede stoffer kan være naturligt forekommende og/eller menneskeskabte.

    Relevante afsnit i dette kapitel

30.1 Tiltag mod uønskede stoffer i foder

Det er umuligt fuldstændig at eliminere tilstedeværelsen af uønskede stoffer fra foder. Der er dog et behov for at regulere indholdet og om muligt reducere indholdet. Indholdet reguleres ved, at der er fastsat maksimalgrænseværdier for en række uønskede stoffer i lovgivningen. Ligeledes kan indholdet reduceres ved, at virksomhederne har udarbejdet og følger et skriftligt kvalitetsstyringssystem, baseret på HACCP-principper, som tager afsæt i virksomhedens risikoanalyse. Indholdet af uønskede stoffer i foder kan ligeledes reduceres ved at fodervirksomhederne har indført god praksis i deres arbejdsgange og har udarbejdet skriftlige producerer for dette, i det omfang der er krav om det i lovgivningen. I sin risikovurdering skal virksomheden have forholdt sig til faren for uønskede stoffer og andre forureninger i ind- og udgående foder.  Virksomheden skal også have forholdt sig til overslæb af fx tilsætningsstoffer til produkter, hvor tilsætningsstofferne ikke skal forekomme. Virksomheden skal have taget stilling til, hvordan indholdet af uønskede stoffer og andre forureninger begrænses mest muligt, samt hvordan overslæb af fx coccidiostatika fra et produkt til et andet produkt begrænses mest muligt.

Se mere:
78. HACCP-system på fodervirksomheder


Virksomhederne skal på baggrund af deres risikoanalyse, udarbejde og iværksætte en skriftlig kvalitetskontrolplan.
Foderhygiejneforordningens bilag II, afsnittet "Kvalitetskontrol"


Se mere:
74.3 Kvalitetskontrol af foder på fodervirksomheder efter primærproduktion  

I virksomhedens kvalitetskontrolplan skal der bl.a. være taget stilling til hvad virksomhedens analyseplan skal indeholde. Analyseplanen skal afspejle den risiko som virksomheden på baggrund af deres risikoanalyse, mener der er i deres virksomhed i forbindelse med de produkter, de håndterer. Der er ikke specifikke krav til hvad en virksomheds analyseplan for uønskede stoffer og andre kontaminanter skal indeholde. Dog skal virksomheden, med baggrund i deres risikovurdering, kunne forklare hvorfor deres analyseplan ser ud som den gør.

Analyseplanen vil ofte indeholde analyser af produkter fra flere forskellige steder i produktionen, afhængig af risikoanalysen. Der kan fx være behov for, i større eller mindre grad, at analysere visse indgående produkter, fx for forureninger, herunder uønskede stoffer. Der kan også være behov for at analysere produkter udtaget under fremstillingsprocessen, fx for at holde øje med et eventuelt uønsket overslæb af fx fodertilsætningsstoffer. Desuden kan der være behov for at analysere færdigvareprodukter inden de markedsføres. I visse tilfælde kan der også være behov for at analysere færdigvarer for uønskede stoffer, som kan være dannet under produktionen, fx dioxin.

Produkter, der er bestemt til foder, skal være af sund og sædvanlig handelskvalitet, og må derfor ikke udgøre en risiko for dyr, mennesker, miljø eller den animalske produktion. Det er derfor forbudt at anvende eller markedsføre produkter som foder, hvis de indeholder uønskede stoffer i mængder, der overstiger fastsatte maksimumindhold (maksimalgrænseværdier). 

Foderbekendtgørelsen § 5