Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Egenkontrol/kvalitetsstyring:
15. Gråzoneprodukter – produkter som er vanskelige at kategorisere

 

15.5 Grænsen mellem et fodermiddel, et fodertilsætningsstof og et veterinært lægemiddel

En ingrediens i et produkt, som et dyr æder eller får ind gennem munden med foderet eller på anden måde, kan være tre ting: et fodermiddel, et fodertilsætningsstof eller et veterinært lægemiddel.

Både fodertilsætningsstoffer og veterinære lægemidler er positivlistereguleret. Dette betyder, at det kun er tilladt at anvende de fodertilsætningsstoffer og veterinære lægemidler, som er godkendt. Der stilles store krav til de produkter, der godkendes, både med hensyn til sikkerhed overfor mennesker, dyr og miljø og til dokumenteret effekt. Der stilles desuden særlige krav til kvalitetsstyring for virksomheder, der producerer eller forhandler disse produkter. Nogle virksomheder kan derfor se en interesse i at markedsføre deres produkter som fodermidler, idet de både undgår disse krav og kravene om godkendelse, som gælder for lægemidler eller fodertilsætningsstoffer.

Fodermidler skal fremgå af enten fodermiddelfortegnelsen eller fodermiddelregistret, førend produkter må markedsføres som fodermidler. Kravene til at kunne markedsføre fodermidler, er dog ikke ligeså høje, som de er til fodertilsætningsstoffer og veterinære lægemidler. 


Læs mere:


12.2 Fodermiddelfortegnelsen

12.7 Fodermiddelregistret.


For at sikre, at reglerne om tilsætningsstoffer og veterinære lægemidler overholdes, er det defineret i lovgivningen, hvad henholdsvis fodertilsætningsstoffer, veterinære lægemidler og fodermidler er.

Fodertilsætningsstoffer og veterinære lægemidler er defineret ud fra deres formål. For fodermidler er det blot præciseret hvad formålet med et fodermiddel er. Ud fra dette kan man tage det første skridt til en vurdering af hvilken produkttype det er.

Fodermidler har først og fremmest til formål at opfylde dyrs behov for blandt andet energi, næringsstoffer, mineraler og kostfibre.

Markedsføringsforordningen, artikel 3, stk. 2, g) og præamblen nr. 11

Sondringshenstillingen, bilagets afsnit 1.2.1. 

Veterinære lægemidler
er produkter, der har til formål at behandle eller forebygge sygdomme hos dyr, eller genoprette, ændre eller påvirke fysiologiske funktioner. Dette fremgår af Lægemiddellovens § 2.

Lægemiddellovens § 2


Fodertilsætningsstoffer er stoffer, som ikke er fodermidler, men som har til formål at påvirke foderstoffers eller dyrs egenskaber positivt. Se afsnit 5.1 Hvad er et fodertilsætningsstof og bilag 2 for den præcise definition af et fodertilsætningsstof.

I Kommissionens forordning om visse produkters status som fodertilsætningsstoffer listes der i bilaget en række stoffer, der ikke er tilsætningsstoffer:

  • Del 1 omhandler produkter, der tidligere har været godkendt som fodertilsætningsstoffer
  • Del 2 omhandler produkter, der har været tvivl om

Der er ikke taget stilling til, hvad stofferne så er. De fleste stoffer vil være fodermidler, men nogle kan under visse omstændigheder være veterinære lægemidler.

Forordning om visse produkters status 

Hvis et produkt sælges eller anprises med en af de effekter, der er omfattet af definitionerne af lægemidler eller tilsætningsstoffer til foder, kan dette også yde et væsentligt bidrag til at afgøre, hvordan produktet skal klassificeres.

Problemerne opstår, når produkter, der mere eller mindre indlysende skal anvendes med en bestemt kendt effekt, sælges uden anprisning som "almindeligt foder".

Det er også et problem hvis et produkt markedsføres som et fodermiddel med en anprisning, der ligger meget tæt på definitionerne af tilsætningsstoffer eller lægemidler.

En anden grund til at klassificere et produkt som et fodertilsætningsstof kunne være, hvis præcis det samme produkt sælges som kosttilskud til mennesker med en anprisning af en effekt, som på foderstofområdet ville betyde, at produktet var et tilsætningsstof.