Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

1/3-reglen/oplagringsreglen:
8. Fødevarer til og fra fødevarevirksomheder

En fødevarevirksomhed efter primærproduktionen må som hovedregel kun modtage fødevarer fra fødevarevirksomheder, som er autoriserede eller registrerede. Der er dog nogle undtagelser, f.eks. for forældre, som leverer bidrag til mad i børnehaven, eller restauranter, der modtager svampe fra folk, som har samlet i naturen.
Det ligger i udtrykket ”hittegods”, at der ikke er sporbarhed af fødevaren. Derfor kan hittegods ikke modtages eller anvendes som fødevarer i fødevarevirksomheder.

8.3 Hvor må en registreret fødevarevirksomhed modtage varer fra

​​Registrerede virksomheder må som hovedregel kun modtage varer fra autoriserede eller registrerede fødevarevirksomheder.

En fiskehandler eller en restaurant må f.eks. som udgangspunkt kun modtage fisk direkte fra en fisker, der er registreret hos Fiskeristyrelsen som erhvervs- eller bierhvervsfisker. Fiskehandleren eller restauranten skal også være registreret hos Fiskeristyrelsen efter fiskerilovgivningen til førstegangsomsætning af fisk, medmindre fiskeren er registreret til førstegangsomsætning.

Der er en række undtagelser til hovedreglen om, at fødevarevirksomheder kun må modtage fødevarer fra autoriserede eller registrerede fødevarevirksomheder:

  • Alle registrerede virksomheder må modtage fødevarer fra virksomheder i tredjelande, selvom virksomhederne i tredjelande ikke i alle tilfælde skal være registreret.
  • Alle registrerede virksomheder må modtage f.eks. vegetabilske fødevarer, svampe og alger direkte fra primærproducenter, f.eks. folk, som samler mindre mængder af f.eks. krydderurter, humle, svampe eller tang i naturen, som fisker i put-and-take søer (lystfiskersøer), eller som dyrker mindre mængder æbler i haven, selvom primærproducenten ikke er registreret som fødevarevirksomhed.
  • Registrerede detailvirksomheder må modtage og håndtere kød af tamhovdyr, fjerkræ, opdrættet vildt og vildt samt fisk og krebsdyr fra endelige forbrugere med henblik på tilbagelevering til forbrugeren til brug i egen husholdning.
  • Registrerede detailvirksomheder, som bespiser en afgrænset kreds af personer, må modtage fødevarer fra virksomheder under bagatelgrænsen, når der er tale om bidrag til en madordning.​

I enkelte tilfælde kan endelige forbrugere, der ikke betragtes som fødevarevirksomhed under eller over bagatelgrænsen, dog også levere til detailvirksomheder eller engrosvirksomheder. Forbrugeren har ansvar for, at maden ikke er uegnet til at spise, f.eks. at den har været opbevaret på en måde, så den ikke er forurenet, og at den har været opbevaret ved en passende temperatur. Ved vurdering af, om en virksomhed kan modtage fødevarer fra en endelig forbruger skal bl.a. indgå, om fødevaren er indpakket i ubrudt indpakning, at den ikke er letfordærvelig og at den vurderes til ikke at være forurenet. Det kan f.eks. være i følgende tilfælde: 

  • En vinsamler ønsker at afsætte vine fra sin samling, enten via et auktionshus eller til en registreret vinhandler. Flaskerne kan være støvede, så længe det vurderes, at vinen ikke er forurenet.
  • En forbruger har købt vand, øl, vin, chips osv. i en detailvirksomhed til en fest, f.eks. bryllup, konfirmation eller nytårsfest. Forbrugeren ønsker at levere ubrugte varer retur til detailvirksomheden. Detailvirksomheden kan efterfølgende afsætte de returnerede produkter som normalt, når virksomheden vurderer, at varerne er i orden. 

Det bemærkes, at det normalt ikke vil være i orden for en detailvirksomhed at tage f.eks. pakker med kød tilbage fra en forbruger og efterfølgende afsætte den returnerede vare. Detailvirksomheden kan tage varen retur af velvilje over for forbrugeren, men varen kan normalt ikke efterfølgende afsættes.


 

Se også afsnit:

4.3 Privates ansvar for mad, der leveres til fødevarevirksomheder

7.6 Bidrag til madordninger og skoleboder – under bagatelgrænsen

13 Primærproducenters direkte levering af visse animalske fødevarer til lokale detailvirksomheder

18.9 Detailvirksomhed, der håndterer varer fra endelige forbrugere – registrering

 

Autorisationsbekendtgørelsen, § 29


8.4 Hvor må en fødevarevirksomhed levere varer til

​​​​Primærproducenter

Primærproducenter må levere primærprodukter direkte til den endelige forbruger ved stalddørssalg, til detailvirksomheder, til virksomheder i gruppen detail med engros og til engrosvirksomheder.

Herudover må primærproducenter levere visse animalske produkter, som ikke er primærprodukter, dvs. slagtede dyr som tamfjerkræ, opdrættet fjervildt og kaniner samt nedlagt vildt til endelige forbrugere ved stalddørssalg og til lokale detailvirksomheder, når primærproducenten er registreret til disse aktiviteter.

Se afsnit:

 

11 Primærproducenters stalddørssalg af vegetabilske primærprodukter

12 Primærproducenters stalddørssalg af visse animalske fødevarer

13 Primærproducenters direkte levering af visse animalske fødevarer til lokale detailvirksomheder

 

Hygiejneforordningen, artikel 1, stk. 2, litra c, og stk. 3, og artikel 4, stk. 1, jf. bilag I, punkt 1

Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 1, stk. 3, litra c-e, og stk. 4

Autorisationsbekendtgørelsen, §§ 4-6 og 29. stk. 3

 

Detailvirksomheder

Detailvirksomheder er to grupper:

  • Detailvirksomheder, f.eks. butikker, restauranter og kiosker, der hovedsageligt leverer fødevarer direkte til endelige forbrugere.
  • ​Virksomheder i gruppen detail med engros, f.eks. engrossupermarkeder, ferskvareterminaler og centralkøkkener på hospitaler, der hovedsageligt leverer fødevarer til andre detailvirksomheder.​


Fødevareforordningen, artikel 3, nr. 7

 

Detailvirksomheder, der leverer fødevarer direkte til endelige forbrugere, har som hovedaktivitet at levere fødevarer til endelige forbrugere. Herudover må virksomhederne også levere fødevarer til andre fødevarevirksomheder, så længe de fortsat har karakter af virksomhed, der leverer til endelige forbrugere. Ved levering forstås både salg og donation.

Detailvirksomheder, der leverer fødevarer direkte til endelige forbrugere, må derudover levere fødevarer til andre fødevarevirksomheder efter følgende retningslinjer:

 

  • Ikke-animalske fødevarer, f.eks. mel, gryn, brød, salt, frugt og grønt, til andre fødevarevirksomheder, både detailvirksomheder og engrosvirksomheder. Virksomheden skal ikke være særligt registreret til denne aktivitet.
  • Animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder, både detailvirksomheder og engrosvirksomheder efter oplagringsreglen. Virksomheden skal være særligt registreret til denne aktivitet.
  • Animalske fødevarer til andre detailvirksomheder i begrænset omfang efter 1/3-reglen. Virksomheden skal være særligt registreret til denne aktivitet.

 

Se afsnit:

 

19 Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

20 Oplagringsreglen – detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

21 1/3-reglen – detailvirksomheders levering af begrænsede mængder animalske fødevarer til andre detailvirksomheder – registrering

22 Detailvirksomheders levering af ikke-animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – ingen registrering

 

Autorisationsbekendtgørelsen, §§ 18-20 og 29

 

Detailvirksomheder i gruppen detail med engros har som hovedaktivitet at levere fødevarer til detailvirksomheder, inkl. andre virksomheder i gruppen detail med engros. Der er ikke nogen begrænsninger i mængde eller afstand for levering af hverken ikke-animalske eller animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder (detail, detail med engros og engros), samt til endelige forbrugere.

Virksomheder i gruppen detail med engros må levere fødevarer til andre fødevarevirksomheder:

 

  • Ikke-animalske fødevarer, f.eks. mel, gryn, brød og kager, salt, frugt og grønt, uden begrænsninger. Virksomheden skal ikke være særligt registreret til denne aktivitet.
  • Registrerede fødevarevirksomheder i gruppen detail med engros må levere animalske fødevarer til engrosvirksomheder efter oplagringsreglen. Den registrerede virksomhed skal være særligt registreret til at levere efter oplagringsreglen. 
  • Autoriserede virksomheder i gruppen detail med engros, dvs. autoriserede cateringvirksomheder, skal opfylde alle supplerende bestemmelser i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, inkl. temperaturbestemmelser, og skal derfor ikke være særligt registreret for at levere animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder.

 

Se afsnit:

 

19 Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

20 Oplagringsreglen – detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

22 Detailvirksomheders levering af ikke-animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – ingen registrering

 

Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 1, stk. 5, litra b, nr. i

 

Engrosvirksomheder

Engrosvirksomheder må levere til engrosvirksomheder, virksomheder i gruppen detail med engros og detailvirksomheder, der leverer til endelige forbrugere. Engrosvirksomheder kan også have en begrænset afsætning direkte til endelige forbrugere af de varer, de i øvrigt afsætter.

Se afsnit:

 

17.13 Begrænset detailsalg fra engrosvirksomhed, herunder salg til personale – ingen registrering

 

Returvarer

Alle typer fødevarevirksomheder må modtage fødevarer retur fra andre fødevarevirksomheder eller den endelige forbruger, hvis fødevarerne afvises af den modtagende virksomhed eller tilsynsmyndigheden, eller trækkes tilbage af den afsendende virksomhed, fordi varerne er fundet farlige, er under mistanke for at være farlige eller i øvrigt ikke lever op til fødevarelovgivningen.

Engrosvirksomheder, virksomheder i gruppen detail med engros og detailvirksomheder, der leverer fødevarer til endelige forbrugere, kan returnere fødevarer til alle typer fødevarevirksomheder, nå​r fødevarerne ikke længere er salgbare, når det sker for at få godtgørelse efter SKAT´s afgiftsregler.

 

Fødevareforordningen, artikel 14 og 19

Hygiejnebekendtgørelsen, §§ 30-31

Eksportbekendtgørelsen​