Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Fabriks- og frysefartøj, freezervessel:
2. Hvad er autorisation og registrering

 

2.1 Hvad er autorisation

Autorisation af en fødevarevirksomhed er Fødevarestyrelsens godkendelse af, at virksomhedens indretning og drift og egenkontrol stemmer overens med reglerne.

Når en virksomhed har ansøgt om autorisation, skal Fødevarestyrelsen besøge virksomheden, inden virksomheden må starte sine fødevareaktiviteter. Fødevarestyrelsen vurderer på baggrund af besøget, om virksomheden kan autoriseres.

Da virksomheden endnu ikke har påbegyndt sine aktiviteter, har virksomheden ikke haft mulighed for at afprøve sin egenkontrol. Derfor kan Fødevarestyrelsen meddele betinget autorisation, så virksomheden kan afprøve og i nødvendigt omfang tilrette sin egenkontrol. Hvis Fødevarestyrelsen ved et senere besøg vurderer, at virksomheden har styr på sine aktiviteter og sin egenkontrol, får virksomheden fuld autorisation.

Nogle engrosvirksomheder, der håndterer animalske fødevarer (fx kød, mælk, fisk eller æg) skal autoriseres og får tildelt et autorisationsnummer. Spirevirksomheder skal også autoriseres, men får ikke noget autorisationsnummer. Autoriserede virksomheder bliver offentliggjort på lister, som ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvis en autoriseret virksomhed foretager væsentlige ændringer i bygninger eller anden indretning eller væsentlige ændringer i produktion eller vareudvalg, skal den søge om en ny autorisation, og Fødevarestyrelsen udsteder en ny autorisationsskrivelse, som beskriver de aktuelle forhold i virksomheden.

Nogle autoriserede virksomheder er blevet autoriseret for mange år siden. Hvis autorisationsskrivelsen ikke kan findes, skal virksomheden anmode om en ny autorisationsskrivelse, og Fødevarestyrelsen udsteder en ny autorisationsskrivelse, som beskriver de aktuelle forhold i virksomheden.

Se afsnit:

 

24.6 Hvornår må virksomheder, der skal autoriseres, begynde sine fødevareaktiviteter

 

Visse virksomheder skal registreres i stedet for at blive autoriseret.

Se afsnit:

 

2.2 Hvad er registrering

2.3 Mere om registrering af virksomhed og aktiviteter

Hygiejneforordningen, artikel 6

Hygiejneforordningen for animalske fødevarer, artikel 4

Forordningen om autorisation af spirevirksomheder

Autorisationsbekendtgørelsen, § 3, stk. 4, og § 7, stk. 1

 

Se mere om, hvilke typer af virksomheder der skal autoriseres:

 

16 Autorisation og registrering af virksomheder i gruppen detail med engros

17 Autorisation og registrering af engrosvirksomhed

18 Autorisation og registrering af særlige aktiviteter

 

Se mere i:

 

Hygiejnevejledningen, afsnit 35. Autorisationsnummer for fødevarevirksomheder

Hygiejnevejledningen, afsnit 36. Identifikations- og sundhedsmærker for animalske fødevarer


2.3 Mere om registrering af virksomhed og aktiviteter

Fødevarestyrelsen registrerer de fødevarevirksomheder, der efter hygiejneforordningen skal registreres som fødevarevirksomhed.

Fødevarestyrelsen registrerer også en lang række forskellige fødevareaktiviteter i en fødevarevirksomhed. Aktiviteterne skal registreres bl.a. for, at Fødevarestyrelsen kan føre kontrol med, at virksomhederne overholder reglerne.

Der er specifikke aktiviteter, som virksomhederne selv skal anmelde til registrering, inden aktiviteterne må påbegyndes. Andre aktiviteter og oplysninger om virksomheden registrerer Fødevarestyrelsen fx ved tilsyn i virksomheden. Det er fx oplysninger, som Fødevarestyrelsen bruger til at fastsætte kontrolfrekvens eller til brug for udtagning til kontrolkampagner m.v. Det kan også være oplysninger, som styrelsen på anden måde er forpligtet til at registrere.

Når en virksomhed ændrer væsentligt i sine aktiviteter, skal Fødevarestyrelsen have det at vide bl.a. for at tilrettelægge kontrollen.

Se afsnit:

 

 

25 Væsentlige ændringer i eksisterende virksomheder og ved ejerskifte

 

Vejledningen beskriver en lang række specifikke aktiviteter, som virksomheden skal have registreret. Nogle aktiviteter indenfor både engros og detail indebærer så stor en risiko, at der er krav om autorisation.

 

Eksempler på specifikke aktiviteter, som virksomheden skal anmelde, er fx:

 

  • Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder efter 1/3-reglen
  • Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder efter oplagringsreglen
  • Detailvirksomheders håndtering af fx kød og fisk, indleveret af endelige forbrugere med henblik på røgning
  • Virksomheders markedsføring af kød med dyrevelfærdsmærket
  • Primærproducenters stalddørssalg og levering til lokale detailvirksomheder af visse animalske fødevarer

 

Aktiviteter, der kræver særskilt registrering, er beskrevet i følgende afsnit:

 

12 Primærproducenters stalddørssalg af visse animalske fødevarer

13 Primærproducenters direkte levering af visse animalske fødevarer til lokale detailvirksomheder

14 Primærproducenters direkte levering af æg til eget ægpakkeri

18 Autorisation og registrering af særlige aktiviteter

19 Detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

20 Oplagringsreglen – detailvirksomheders levering af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – registrering

21 1/3-reglen – detailvirksomheders levering af begrænsede mængder animalske fødevarer til andre detailvirksomheder – registrering

22 Detailvirksomheders levering af ikke-animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder – ingen registrering


2.4 Hvad er forhåndsgodkendelse

Ejere af fødevarevirksomheder samt konsulenter og rådgivere kan mod betaling ansøge om at få forhåndsgodkendt indretningen af en virksomhed. Det kan være aktuelt, inden virksomheden går i gang med at bygge eller ombygge eller ved ejerskifte. Ved en forhåndsgodkendelse vurderer Fødevarestyrelsen, om den planlagte indretning af en virksomhed lever op til lovgivningen i forhold til de aktiviteter, som virksomheden ønsker at have.

Forhåndsgodkendelse er en mulighed, som virksomheden kan vælge at benytte sig af, men ikke et krav.

Se mere:

Forhåndsgodkendelse af indretning af fødevarevirksomhed.

Forhåndsgodkendelsesbekendtgørelsen

Forhåndsgodkendelsesvejledningen

 


2.5 Hvad er rekvireret vejledning

Fødevarevirksomheder kan mod betaling bestille et rekvireret vejledningsbesøg i Fødevarestyrelsen for at få vejledning om fødevarelovgivningen, fx om reglerne for registrering og autorisation. Den rekvirerede vejledning er i princippet den samme som den vejledning, Fødevarestyrelsen allerede yder for at opfylde sine forvaltningsretlige forpligtelser som offentlig myndighed.

Ved et rekvireret vejledningsbesøg vejleder Fødevarestyrelsen specifikt om de emner, som virksomheden har ønsket, og på et på forhånd aftalt tidspunkt, som passer ind i virksomhedens produktion eller aktiviteter.

Se mere:

Rekvireret vejledning

Bekendtgørelse om rekvireret vejledning


2.6 CVR- og P-numre

De fleste fødevarevirksomheder skal ud over registreringen som fødevarevirksomhed være registreret hos Erhvervsstyrelsen i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). CVR er statens stamregister med oplysninger om virksomheder.

Når en virksomhed eller forening bliver registreret i CVR, bliver den registreret med et CVR-nummer og et P-nummer som en juridisk enhed. Et CVR-nummer er et otte-cifret nummer, der entydigt identificerer en juridisk enhed. CVR-numre for virksomheder svarer således til et CPR-nummer for personer. Et P-nummer er et ti-cifret nummer, der entydigt repræsenterer produktionsenheden (P-enheden).

Hvis en virksomhed som juridisk enhed har aktiviteter på flere adresser, vil virksomheden have underliggende produktionsenheder, ofte med hvert sit P-nummer. P-enheder skal registreres på den eller de fysiske adresse(r), hvor produktionsenheden bliver drevet fra. Det er dog ikke alle underliggende enheder, som får et P-nummer, idet Erhvervsstyrelsen har nogle bagatelgrænser for tildeling af P-nummer. Et P-nummer er altid knyttet til et CVR-nummer.

Når Fødevarestyrelsen registrerer virksomheder, bliver virksomhedens eventuelle CVR- og P-nummer også registreret. Men Fødevarestyrelsen identificerer ikke virksomheder ud fra CVR-numre, men ud fra styrelsens eget register over fødevarevirksomheder – Kontrol Objekt Registeret (KOR).

Fødevarestyrelsen bruger bl.a. CVR-numrene ved sikker elektronisk post.

Reglerne om CVR hører under Erhvervsstyrelsen.