Gå til navigation Gå til hovedindhold


1. Indledning

 

1.1 Regler om autorisation og registrering, privatsfære og bagatelgrænse

Reglerne om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder står i autorisationsbekendtgørelsen, som supplerer hygiejneforordningen, hygiejneforordningen for animalske fødevarer, kontrolforordningen, kontrolforordningen for animalske fødevarer, fødevareforordningen og fødevareloven.

Ifølge forordningerne skal alle fødevarevirksomheder som minimum registreres. Nogle virksomheder skal autoriseres, dels nogle af de virksomheder, der er omfattet af hygiejneforordningen for animalske fødevarer, dels spirevirksomheder.

Læs mere om autorisation og registrering i Kommissionens vejledninger til hygiejneforordningen og hygiejneforordningen for animalske fødevarer:

 

Bilag 1. Oversigt over regler for autorisation og registrering

 

Forordningerne gælder ikke for primærproduktion til brug i private husholdninger, fx de afgrøder man dyrker til eget brug i egen have, eller de høns, man opdrætter til eget brug, både æg fra hønsene og når man slagter dyrene. Forordningerne gælder heller ikke, når man som privatperson laver mad til familien i sit private hjem. Begge dele hører til i den såkaldte privatsfære. For virksomheder under bagatelgrænsen – dvs. virksomheder, hvor aktiviteterne ikke har en vis kontinuitet eller en vis grad af organisation, gælder fødevareforordningen, men ikke hygiejneforordningen eller hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Se afsnit:

 

3. Privatsfære og bagatelgrænse for fødevarevirksomhed

 

Forordningerne gælder for alle typer af fødevarevirksomheder over bagatelgrænsen, både primærproduktion og virksomhed efter primærproduktion, også selvom man driver fødevarevirksomheden fra sit hjem, fx landbrug eller tilberedning af fødevarer i køkkenet i sin bolig. Forordningerne gælder også, selvom man donerer fødevarer til andre.

 

Fødevareforordningen

Hygiejneforordningen

Hygiejneforordningen for animalske fødevarer

Forordningen om autorisation af spirevirksomheder

Autorisationsbekendtgørelsen


1.2 Hvem er vejledningen rettet til

Vejledningen retter sig til fødevarevirksomheder i alle led i produktion, forarbejdning og distribution af fødevarer og til virksomheder, der indfører, producerer eller sælger fødevarekontaktmaterialer. Det vil sige fødevarevirksomheder lige fra landmanden, der dyrker korn på marken, eller fiskeren, der fanger fisk på havet, over slagteriet eller mejeriet til supermarkedet eller kiosken på benzintanken. Vejledningen retter sig også til fødevarevirksomheder, der donerer fødevarer.

Vejledningen kan være en hjælp til at skabe klarhed for virksomheder med fødevareaktiviteter under bagatelgrænsen. Disse virksomheder er kun omfattet af dele af fødevarelovgivningen og skal ikke autoriseres eller registreres.

Vejledningen retter sig som udgangspunkt ikke til private husholdninger, men den beskriver afgrænsningen mellem fødevareaktiviteter i privatsfæren og aktiviteter i fødevarevirksomheder.

Vejledningen er også en hjælp til Fødevarestyrelsens tilsynsførende, som fører tilsyn med, at virksomhederne overholder kravene til bl.a. autorisation og registrering.


1.3 Geografiske områder dækket af vejledningen

 

Autorisationsbekendtgørelsen gælder for virksomheder, der er beliggende eller har aktiviteter på dansk territorium. Den dækker også fx toldfri forretninger i lufthavnsområder, danske ambassader i udlandet, dansk indregistrerede skibe, når de sejler til eller fra danske havne, fly og boreplatforme på den danske kontinentalsokkel. Danske ambassader i udlandet vil normalt ikke hverken blive registreret eller kontrolleret.

Udenlandske ambassader i Danmark er derimod ikke omfattet af bekendtgørelsen.


1.4 Opbygning af vejledningen

​Vejledningen er opbygget i hovedafsnit:

 

  • Autorisation og registrering
  • Privatsfære og bagatelgrænse for fødevarevirksomhed
  • Fødevarer til og fra fødevarevirksomheder
  • Primærproduktion
  • Virksomheder efter primærproduktion
  • Særlige aktiviteter
  • Procedure ved autorisation og registrering
  • Bilag 1. Oversigt over regler for autorisation og registrering
  • Bilag 2. Definitioner
  • Bilag 3. Temperaturbestemmelser for oplagring af animalske fødevarer ved levering fra detailvirksomhed til andre fødevarevirksomheder (oplagringsreglen)
  • Bilag 4. Skabelon til dokumentation af levering af animalske fødevarer fra detailvirksomhed til detailvirksomhed (1/3-reglen)