Gå til navigation Gå til Hovedindhold

Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Sådan udfylder du INTRA-certifikatet, når du eksporterer dyr i transit via andre EU-lande til et tredjeland

Du skal sørge for, at dyr, der transiterer andre EU-lande på deres vej til et tredjeland, også ledsages af et INTRA-certifikat foruden det eksportcertifikat, som skal bruges ved eksporten til tredjelandet.
Her kan du læse en vejledning i, hvordan du korrekt udfylder INTRA-certifikatet, når du eksporterer dyr via andre EU-lande til et tredjeland.
Du skal blandt andet være opmærksom på at vælge et udgangssted, som er godkendt til den dyreart, som du eksporterer.

Forsendelser af dyr, som eksporteres via andre EU-lande til et tredjeland skal foruden et eksportcertifikat fra Certifikatdatabasen også ledsages af et INTRA-certifikat.

Synet af dyrene i forhold til kravene i eksportcertifikatet og INTRA-certifikatet sker på samme tid og sted, og begge certifikater underskrives og stemples også samtidigt.

Sådan udfyldes følgende bokse af INTRA-certifikat, når der er tale om eksport til et tredjeland, hvor der sker transit via andre EU-lande

Under fanen "Virksomheder":

I boks I.5 Modtager udfyldes med oplysninger om modtageren i tredjelandet. Det vil sige, at oplysningen om modtager i eksportcertifikatet skal være den samme som fremgår af I.5.

I boks I.13 Bestemmelsessted udfyldes med oplysninger om dyrenes endelige bestemmelsessted.

Søg "modtager" og "bestemmelsessted" frem i TRACES. Undlad at oprette dubletter af allerede oprettede organisationer, da det gør TRACES langsom. Men hvis modtager eller bestemmelsessted ikke er oprettet i TRACES, er det naturligvis muligt at oprette organisationen.

EKC kan hjælpe dig med at oprette nye organisationer. Se kontaktoplysninger til EKC til højre herfor.

Under fanen "Rute":

I boks I.27 tilføjes de EU-lande, som forsendelsen kører igennem på vej til tredjelande (transit gennem medlemsstater).

I boks I.28 vil det automatisk være krydset af i JA, når der i boks I.13 er valgt et bestemmelsessted i et tredjeland. Hvis der er valgt et bestemmelsessted i et andet EU-land, vil der automatisk være krydset af i NEJ. Det er derfor vigtigt ved forsendelser bestemt til et tredjeland, at boks I.13 er udfyldt korrekt.

Når JA er krydset af fremgår det nu hvilket tredjeland, der eksporteres til.

Derudover skal der angives et Udgangssted for eksporten.

Hvad er et udgangssted?

Et udgangssted (exit point) er enten et grænsekontrolsted eller et hvert andet sted, som er udpeget af et EU-land, hvor dyr må forlade EU's toldområde.

Grænsekontrolsteder, er som udgangspunkt godkendt til import fra tredjelande til EU, men hvis de er godkendt til dyr, kan de også benyttes som udgangssteder til samme dyrearter.

I bilag I til beslutning 2009/821/EF kan du se, hvilke grænsekontrolsteder, der er godkendt til dyr. Af kolonne 6, fremgår det, om grænsekontrolstedet er godkendt til dyr, ved én af følgende koder: U, E og O.
Her finder du link til beslutningen samt eventuelle senere opdateringer heraf

"U" betyder, at grænsekontrolstedet er godkendt til at kontrollere hovdyr. Det vil sige: Kvæg, svin, får, geder og husdyr eller vildtlevende dyr af hesteracen (fx ikke-registrerede heste).

"E" betyder, at grænsekontrolstedet er godkendt til kontrol af registrerede heste, som defineret i Rådets direktiv 90/426/EØF.

"O" betyder, at grænsekontrolstedet er godkendt til kontrol af andre, herunder dyr til zoologiske haver, fx hunde, fugle og fisk.

I TRACES er alle grænsekontrolsteder for de pågældende EU-lande indsat og kan således vælges som udgangssted. Også dem som ikke er godkendt til levende dyr.

Der findes ikke en EU-liste over andre af EU-landene udpegede udgangssteder til dyr, hvorfor kun godkendte grænsekontrolsteder er tilgængelige i TRACES.

Hvorvidt det grænsekontrolsted, der ikke er godkendt til dyr, kunne være udpeget af EU-landet som et udgangssted til dyr, vides således ikke.

OBS: Alle grænsekontrolsteder i TRACES har et særligt TRACES enhedsnr.

Det består først af landets ISO kode, dernæst af byens/stedet ISO kode og endelig et tal, som indikerer, om der er tale om en vej- eller jernbane grænseovergang, en havn eller en lufthavn.

Visse grænsekontrolsteder har herefter også et P, fx PLKOR3P
P står for Phyto, hvilket også kan ses af navnet på grænsekontrolstedet. Sådanne grænsekontrolsteder er alene godkendt til fødevarer og foder af vegetabilsk oprindelse og må således ikke vælges til forsendelser af levende dyr.
 

Det er derfor rigtigt vigtigt, at du sikrer dig, at du vælger et udgangssted, som er godkendt til den dyreart, som du ønsker at eksportere. Vælger du et grænsekontrolsted, som er godkendt til den pågældende dyrearter, er du således på den sikre side.

Dette sikrer også, at udgangsstedet via TRACES-systemet får besked om, at forsendelsen er på vej.

På udgangsstedet skal embedsdyrlæge foretage kontrol og registrere denne i TRACES

På udgangsstedet skal embedsdyrlægen kontrollere at dyrene transporten i overensstemmelse med Transportforordningens krav.

Det skal blandt andet kontrolleres, som dyrene er egnede til den videre transport.

Hvis der er tale om en langvarig forsendelse af tamdyr af hestefamilien, eller tamkvæg, -får, -geder eller -svin skal chaufføren, når forsendelsen ankommer til et udgangssted, aflevere logbogen til stedets embedsdyrlægen. Denne skal blandt andet attestere på logbogens Del III.

Kontrollen skal attesteres via TRACES systemet i INTRA-certifikatets Kontrol-del.

Såfremt dyrene fx ikke er transportegnede til den videre transport, skal de aflæsses, vandes, fodres og have hvile, eller der iværksættes andre afhjælpende foranstaltninger, fx midlertidig opstaldning indtil manglende dokumenter er fremskaffet eller aflivning af tilskadekomne dyr.

Steder, som ikke er godkendte eller udpeget har derfor ikke de fornødne faciliteter til dette, og det skaber derfor en del problemer, hvis dyr forsøges udført via ikke godkendte eller udpegede udgangssteder.

Fødevarestyrelsen henstiller derfor til, at der kun anvendes grænsekontrolsteder, som jf. beslutning 2009/821/EF er godkendt til den dyrearter, der eksporteres, mm. det entydigt kan dokumenteres, at den kompetente myndighed i udgangs-EU-landet har udpeget andre steder, som udgangssted for levende dyr.

Til dig som bruger funktionen "Kopier som ny"
Vær opmærksom på, at hvis du bruger funktionen "Kopier som ny" til at udarbejde nye INTRA-certifikater på baggrund af oplysninger i gamle (gyldige) certifikater, så vil fejl ved fx oplysningen i boks I.28 automatisk bliver overført til det nye INTRA-certifikat.
 
Det skal du derfor huske at rette til i forhold til vejledningen ovenfor.
 
TRACES Hotline
 
  • Tekniske spørgsmål vedrørende oprettelse af brugerprofiler/aktivering i TRACES kan du rette til Fødevarestyrelsens TRACES Hotline hos EksportKontrolCentret (EKC): ekc@fvst.dk eller 7266 1801.

 

  • Tekniske spørgsmål vedrørende udfyldelse af certifikater på levende dyr, INTRA, EXPORT OG IMPORT certifikater, kan du rette til Fødevarestyrelsens TRACES Hotline hos EksportKontrolCentret (EKC): ekc@fvst.dk eller 7266 1801.

 

  • Såfremt spørgsmålet er vedrørende regler for udførsel af dyr henvises til den lokale veterinære certifikatvagt i hhv. NORD: 10@fvst.dk, SYD: 11@fvst.dk og ØST: 12@fvst.dk.
 
 
 
Læs mere

Andre vejledninger til TRACES

 

 

 
 
Ændret 27. juli 2017