Når Fødevarestyrelsen har været på et kontrolbesøg, får virksomheden en kontrolrapport, som den tilsynsførende gennemgår sammen med virksomheden.
Se under, hvad du kan og ikke kan klage over. Længere nede finder du en guide til, hvordan du kan klage. Nederst kan du se, hvad der sker med din klage, efter den er afsendt.
Kontrolrapporten beskriver, hvad der er kontrolleret, og hvad den tilsynsførende har fundet. Hvis der er fundet overtrædelser, kan der være en sanktion på kontrolrapporten f.eks. en indskærpelse, et påbud, forbud, et administrativt bødeforelæg eller en politianmeldelse.
Læs om de forskellige sanktioner som Fødevarestyrelsen må bruge
Hvad kan du klage over?
Nedenstående er afgørelser, som du kan klage over:
- Påbud
- Forbud
- Beslaglæggelser
- Godkendelser
- Autorisationer
- Dispensation
- Indskærpelser (gælder dog ikke for fodervirksomheder)
Hvad kan du ikke klage over?
Et bødeforlæg er ikke en afgørelse, så du kan derfor ikke klage over bøden.
Hvis du ikke vedtager bøden, vil sagen blive overdraget til politiet med henblik på afgørelse ved domstolene.
Læs mere om bødeforlæg
Politianmeldelser er ikke afgørelser, men blot en overdragelse af sagen til domstolen. Politianmeldelser bruges blandt andet i sager, hvor der skal ske efterforskning, og i sager, hvor virksomheden/besætningen ikke vil betale et bødeforelæg.
Kvitteringsskrivelser er ikke afgørelser, så du kan derfor ikke klage over kvitteringsskrivelsens indhold fx tidsfrister.
Kontrolrapportens udformning er ikke en afgørelse. Det er derimod en faktisk beskrivelse af kontrolbesøget og resultaterne af kontrollen.
Du kan selvfølgelig altid henvende dig til Fødevarestyrelsen, hvis du er utilfreds med kontrolrapportens udformning.
Den tilsynsførendes vejledning om reglerne er ikke en afgørelse, fordi der ikke er forbundet nogle juridiske konsekvenser ved den.
Du kan selvfølgelig altid henvende dig til Fødevarestyrelsen, hvis du er utilfreds med den tilsynsførendes vejledning om reglerne.
Som fodervirksomhed kan du heller ikke klage over indskærpelser, da indskærpelser på foderområdet ikke er afgørelser, fordi der ikke er forbundet nogle juridiske konsekvenser ved dem.
Sådan klager du
Du skal overholde klagefristen
Hvis du vil klage over en afgørelse, skal du sørge for, at du overholder den frist, der står i afgørelsen. Fristen er på fire uger regnet fra den dag, du har modtaget afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Fødevarestyrelsen via klageportalen. Hvis din klage først er tilgængelig efter fristens udløb, vil den normalt ikke blive behandlet.
Hvis du ikke kan nå at udfærdige din klage inden fristen
I nogle tilfælde kan det tage lang tid at skaffe alle oplysninger, og klagen kan derfor ikke nå at blive færdig inden fristen. Du skal alligevel klage inden fristen udløber og skrive i din klage, at der senere vil blive fremsendt flere oplysninger. Du får så en frist for, hvornår du skal komme med alle oplysninger. Din klage bliver behandlet, når fristen er udløbet – også selvom du ikke har sendt nogle ekstra oplysninger.
Du skal indgive din klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet
Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, skal du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du klager via klageportalen for Nævnenes Hus.
Du kan finde klageportalen via kpo.naevneneshus.dk. Du logger på klageportalen med NemID eller MitID.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet har fritaget dig for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
Læs mere om betingelserne for at blive fritaget på Nævnets hjemmeside
Hvis du ønsker, at en anden person skal klage på dine vegne, skal klagen oprettes i klageportalen med en stillingsfuldmagt eller med et skriftligt samtykke fra dig. Efter oprettelse af klagen modtager du en mail om, at du på klageportalen skal bekræfte, at du lader dig repræsentere af en anden. Det skal ske inden for klagefristen.
Hvis du har spørgsmål til, hvordan du skal anvende klageportalen, kan du læse mere i Nævnenes Hus' vejledning eller henvende dig til nævnet på klageportalen@naevneneshus.dk.
Se vejledning til klageportalen
Du skal være opmærksom på, at klager ikke har opsættende virkning
Selvom du har klaget over en afgørelse, skal du alligevel rette dig efter den, mens din klage bliver behandlet. Det er en generel regel, og det kaldes, at en klage ikke har opsættende virkning.
Hvis der ikke står i afgørelsen, at en eventuel klage vil have opsættende virkning, skal du selv søge om det i forbindelse med din klage. Du skal søge om opsættende virkning så hurtigt som muligt. Hvis du får medhold, får din klage først opsættende virkning, når du får svar på anmodningen.
Hvis Fødevarestyrelsen oplyser, at din klage har medført opsættende virkning
I enkelte sager kan du få tilladelse til, at du ikke skal rette dig efter Fødevarestyrelsens afgørelser, mens din klage bliver behandlet. Det betyder, at din klage har fået opsættende virkning. Disse sager handler typisk om påbud eller forbud, som du ikke senere kan gøre om igen, hvis du får ret i klagen.
Eksempel: En klage kan ofte have opsættende virkning ved et påbud om en større ændring af bygninger.
Hvad sker der med din klage?
Efter du har oprettet din klage i Nævnenes Hus´ klageportal, sendes din klage automatisk først til Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen tager stilling til, om dine oplysninger tilføjer nye forhold i sagen. Hvis du har anmodet om, at klagen skal have opsættende virkning – det vil sige at du ikke skal rette dig efter afgørelsen, før klagen er behandlet, vurderes det også af Fødevarestyrelsen.
Hvis Fødevarestyrelsen fastholder afgørelsen, sender Fødevarestyrelsen klagen videre til behandling i Miljø- og Fødevareklagenævnet via klageportalen sammen med Fødevarestyrelsens bemærkninger. Du får besked om videresendelsen.
I Miljø- og Fødevareklagenævnet bliver det vurderet, om din klage overholder tidsfristen. Hvis den ikke gør det, bliver din klage som udgangspunkt afvist, og du får et brev om det.
Hvis du har anmodet om, at klagen skal have opsættende virkning og Fødevarestyrelsen har afslået din anmodning, vurderer Miljø- og Fødevareklagenævnet, om klagen skal have opsættende virkning. Denne del af sagen modtager du eventuelt et særskilt brev om, inden din klage bliver behandlet.
Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet holder fast i Fødevarestyrelsens afgørelse, men du ikke mener, at dette er korrekt, må sagen afgøres ved domstolen.
Se alle afgørelser på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside