Du skal opfylde disse betingelser for at få lov til indsamle ubrugt mad
Hvis frivillige, velgørende organisationer indsamler og uddeler ubrugt mad, kræver det, at:
Maden går til velgørende formål som en ikke-kommerciel aktivitet.
Velgørende organisationer står for indsamlingen og har den tilstrækkelige organisation til at håndtere maden, så fødevaresikkerheden er i orden.
Fødevarerne ikke har været udstillet på disk, men er blevet opbevaret korrekt, herunder ved korrekt temperatur.
Fødevarerne ikke har overskredet "Sidste anvendelsesdato".
Håndteringen af fødevarerne foregår under passende forhold både i registrerede fødevarevirksomheder og i fødevarevirksomheder under bagatelgrænsen.
Man skal kunne spore tilbage, hvor fødevarerne kommer fra. Se længere nede på siden.
Hvad forstås ved ”frivillig, velgørende organisation”
Ved en frivillig, velgørende organisation forstås her:
Det primære formål for organisationen er ikke at skabe overskud, og et eventuelt overskud skal investeres i opfyldelse af organisationens mål.
Den frivillige indsats er en betydningsfuld del af organisationens grundlag. Mindstekravet er, at bestyrelsen yder en ulønnet, frivillig indsats.
Det velgørende arbejde er organiseret og struktureret, typisk gennem organisationens vedtægter og bestyrelse.
Du skal sende en anmodning til Fødevarestyrelsen
Hvis en frivillig organisation vil indsamle og uddele ubrugt mad, skal organisationen sende en anmodning til Fødevarestyrelsen. Man skal anmode for hvert enkelt arrangement.
Det skal fremgå:
at organisationen er en frivillig, velgørende organisation,
at organisationen vil opfylde betingelserne for indsamling og uddeling af den ubrugte mad,
hvilke organisationer, der står for indsamlingen,
hvor fødevarerne leveres til,
hvor uddelingen vil foregå, og
hvis maden bliver tilberedt, før den uddeles, skal det fremgå, hvor denne tilberedning foregår.
Tilberedning og uddeling kan foregå som fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen, hvis betingelserne for det er opfyldt.
Se autorisationsvejledningen, afsnit 6
Oplagring og tilberedning af indsamlede fødevarer kan også foregå i autoriserede og registrerede virksomheder
Oplagring, tilberedning og uddeling af de indsamlede fødevarer kan også foregå i autoriserede eller registrerede fødevarevirksomheder.
Hvis en autoriseret eller registreret fødevarevirksomhed bliver involveret i indsamling, oplagring, tilberedning eller uddeling af mad, som har været håndteret i ikke-registrerede virksomheder, skal denne aktivitet anmeldes til Fødevarestyrelsen.
Anmeldelsen skal kun ske én gang, herefter kan virksomheden have denne aktivitet.
Man skal kunne spore tilbage, hvor fødevarerne kommer fra
Frivillige organisationer, der står for indsamling af ubrugt mad fra f.eks. festivaller, skal sikre sporbarhed af fødevarerne. Man skal kunne spore tilbage, hvor fødevarerne kommer fra. Det er nødvendigt, for at kunne trække fødevarerne tilbage, hvis de oprindelige leverandører af fødevarerne finder ud af, at der er et problem med fødevarerne.
Derfor skal de virksomheder, der modtager den indsamlede mad, have oplysning om, hvilken virksomhed der har produceret maden, og/eller hvem der har indsamlet den, og hvor meget der er indsamlet – beskrivelse af mængde eller antal, afhængigt af, hvad der er relevant. Dette vil sammen med varernes mærkning være tilstrækkelige oplysninger for sporbarhed.