Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Sådan undgår du at blive syg af maden fra picnickurven

​Sommervarmen inviterer til, at man pakker en madkurv og tager på picnic i skoven eller på stranden. De høje temperaturer gør det dog svært at holde maden kold og frisk. Her kommer nogle gode råd om, hvordan du undgår, at madkurven udvikler sig til en regulær bakteriebombe.

 Brug en køletaske eller frosne køleelementer


Det er vigtigt at holde maden kold. Køl de hjemmelavede frikadeller og andre varme retter helt af i køleskabet, inden du pakker maden ned i køletasken.

Kom maden i en køletaske eller læg frosne køleelementer omkring maden. Du kan også bruge f.eks. frosne juicekartoner. Stil maden i skyggen.

Spis maden, inden den bliver lummervarm. Hvis maden står og bager i solen mellem 20 og 40 grader, vil bakterierne stortrives. Så risikerer du at blive syg.

1 bakterie bliver til 1 million ved denne temperatur på seks timer.


 Hold råt kød adskilt fra stegt – og fra salat og brød


Hvis du skal grille råt kød, er det vigtigt at holde det adskilt fra andre madvarer i madkurven. Kom de forskellige madvarer i lukkede plasticbokse eller lukkede plasticposer og opbevar dem hver for sig.

Få dråber kødsaft fra det rå kød på færdig mad kan være nok til, at du bliver syg.


 Skyl frugt og grønt hjemmefra


Skyl frugt og salat, spirer, krydderurter og gnavegrønt grundigt i rent vand, inden du spiser det råt.
På overfladen af frugt og grøntsager kan der sidde skadelige bakterier og virus.


Sådan skyller du salat og krydderurter

  • Fjern beskidte og beskadigede blade

  • Skil salat fra stokken

  • Klip krydderurter fra stilken

  • Skyl bladene grundigt i rindende koldt vand

  • Lad bladene dryppe af i et rent viskestykke - eller brug en salatslynge


Se mere om skyl frugt og grønt her under Gode Køkkenvaner


 Vask hænder evt. med håndsprit


Vask hænder inden du rører ved maden, og før du spiser. Hvis du ikke har adgang til rindende vand og sæbe, så brug håndsprit eller desinficerende håndservietter.

Så undgår du at sprede bakterier fra dine hænder til maden og mellem madvarer.


 Smid rester af mad fra picnickurven ud


Smid rester af f.eks. pålægsvarer, frikadeller, pølser, pastasalater, kartoffelsalater og andre letfordærvelige madvarer ud, hvis de har ligget og lumret i varmen.

Tag kun mad med, der skal spises på picnicen. Så undgår du madspild.​​



Ændret 3. august 2022