Frosne bær bør koge mindst 1 minut
Frosne bær har i flere tilfælde været skyld i roskildesyge. Frosne bær bør derfor koge mindst 1 minut, før de bruges i f.eks. smoothies og desserter eller som kagepynt. Bærrene skal ”boble” i mindst 1 minut som tegn på, at de koger.
Bær fra egen avl
Der er ingen risiko ved bær, som man selv har avlet og frosset ned, hvis hygiejnen under produktionen i øvrigt har været i orden.
Kogeanbefalingen gælder også restauranter og caféer
Fødevarestyrelsens anbefaling om at koge frosne bær gælder både forbrugere og virksomheder, f.eks. restauranter og caféer, som bruger frosne bær i retter, der ikke bliver varmebehandlet.
Det er et krav i reglerne, at fødevarevirksomheder skal koge frosne hindbær. Find kravet om varmebehandling af frosne hindbær i Hygiejnebekendtgørelsen på siden Hygiejnevejledningen 87.5 Varmebehandling af frosne hindbær.