Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Hvilke regler gælder for indhold af vitaminer og mineraler i kosttilskud?

Hvis du vil importere og/eller producere kosttilskud med indhold af vitaminer og mineraler, skal du følge bestemte regler.

 Liste over vitamin- og mineralkilder

Listerne over tilladte vitaminer og mineraler, samt tilladte vitamin- og mineralkilder, står i bilag 1 og 2 i kosttilskudsdirektivet.​​


 Vejledende værdier for maksimalt indhold af vitaminer og mineraler


Der er ikke fastsat maksimumsgrænser for indholdet af vitaminer og mineraler i kosttilskud. Virksomhederne skal derfor selv sikre sig, at deres markedsførte kosttilskud ikke er sundhedsskadelige.

Virksomhederne kan f.eks. følge Fødevarestyrelsens vejledende værdier (se kosttilskudsvejledningens bilag A, B og C) eller selv dokumentere sikkerheden af næringsstofindholdet. Fødevarestyrelsen anbefaler, at indholdet af vitaminer og mineraler i kosttilskud ikke overskrider de vejledende værdier.


Der er kun behov for dokumentation for sikkerhed, hvis et produkts indhold overstiger Fødevarestyrelsens vejledende værdier.

Som udgangspunkt vil Fødevarestyrelsen ikke anse et næringsstofindhold for sundhedsskadeligt, hvis det ligger under den videnskabelige øvre tolerable grænse (UL/ADI/TGL) for den mest sårbare gruppe.

Virksomheden skal dog have dokumentation for produktets sikkerhed, når indholdet ligger mellem de vejledende værdier og UL/ADI/TGL. Omfanget af dokumentationen vurderer Fødevarestyrelsen i forhold til næringsstoffets toksicitet, den tilsatte mængde, målgruppens sårbarhed og lignende.

Læs mere i kosttilskudsvejledningen, og find de beregninger fra DTU, der danner grundlag for Fødevarestyrelsens vejledende værdier, på vores lovstofside for kosttilskud. Find link til siden nederst på siden.


 Vejledende minimumsindhold for vitaminer og mineraler


Kosttilskud skal være en koncentreret kilde til næringsstoffer. Fødevarestyrelsen betragter typisk et indhold på 15 % eller derover af de referenceværdier, der står i bilag XIII, del A, pkt.1, i mærkningsforordningen, som en koncentreret kilde til vitaminer og mineraler.


 Du skal sikre, at din mærkning er korrekt


Kosttilskuddet skal mærkes med mængden af de vitaminer og mineraler, som er i produktet. Mængden skal altid angives i forhold til den anbefalede daglige dosis. Det er producenten, der vælger den anbefalede daglige dosis.

Indholdet af vitaminer og mineraler skal også angives i procent af de referenceværdier, der er anført i bilag XIII, del A, pkt.1, i mærkningsforordningen.

Ved deklaration af vitaminer og mineraler, skal du bruge de næringsstofbetegnelser og enheder, som står i kosttilskudsvejledningens bilag A. F.eks. er den korrekte betegnelse "Thiamin" og ikke "Vitamin B1".

Læs mere om reglerne for mærkning i kosttilskudsvejledningen, som du finder på vores lovstofside for kosttilskud.


 Vær også opmærksom på de generelle regler for kosttilskud


Du kan læse om de generelle regler for kosttilskud i guiden Sådan markedsfører du kosttilskud

Du kan læse mere om tilsætning af visse andre stoffer end vitaminer og mineraler til kosttilskud i guiden Hvilke regler gælder for tilsætning af andre stoffer end vitaminer og mineraler til kosttilskud?


 §§


Se siden Kosttilskud – lovstof

​ ​

Ændret 26. september 2022