Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Hvordan må vi fortælle, at spisestedet gør noget godt for sundheden?

​Der er regler for, hvad du må skrive, når du anpriser en fødevare eller en madret med, at den har særlige ernæringsmæssige egenskaber eller en gavnlig effekt på sundheden. Reglerne gælder både for færdigpakkede fødevarer og uindpakkede fødevarer som fx mad og drikke på spisesteder.

​​​​Hvad vil du gerne sige om spisestedets mad? 

Man bliver klog eller stærk af maden på spisestedet​

 Vær forsigtig med denne type​ reklame

Det er ikke tilladt at reklamere med, at spisestedets mad gør dig stærkere eller klogere. Den slags budskaber i ord eller billeder er ulovlige (udokumenterede) sundhedsanprisninger.

Budskaber som forbrugerne klart opfatter som ”sjov”, er dog ikke i strid med reglerne. Det anbefales, at man søger vejledning hos sin brancheforening eller hos Fødevarestyrelsen, inden man kaster sig ud i den type reklame.


 §§

Denne side er lavet på baggrund af Anprisningsforordningen.

Denne forordning kan findes på siden Ernærings- og sundhedsanprisninger – lovstof


Spisestedet arbejder for sundheden 

 Du skal samtidig informere om, hvad spisestedet har gjort for sundheden

Et spisested må gerne reklamere med, at der er gjort noget godt for sundheden, hvis der samtidig informeres om, hvad spisestedet har gjort for sundheden.

Denne oplysning skal gives som generel information, fx. ved indgangen, ved disken eller over buffeten.

Eksempler på lovlig reklame

Spisestedet arbejder for sundheden, fordi vi nu:

• serverer salat til alle retter
• har droppet frituren og serverer ovnbagte kartofler i stedet for pomfritter
• serverer fisk hver dag

Eksempler på ulovlig reklame: ​​

Det er ikke tilladt at reklamere med, at den e​nkelte madret er sund, eller at sætte fx grønne skilte/mærker i madretter for at vise, at en bestemt madret er et sundt alternativ.


 Du må kun reklamere generelt og ikke ved den enkelte madvare eller ret

Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at mærke den enkelte madret med denne information, fordi udsagnet i dette tilfælde vil knyttes til en bestemt madret og dermed være i strid med anprisningsforordningen.

 §§


Denne side er lavet på baggrund af Anprisningsforordningen.

Denne forordning kan findes på siden Ernærings- og sundhedsanprisninger – lovstof

Spisestedets mad anbefales af diætister eller en kendt sundhedsperson​

 Denne type reklame er ikke lovlig


Det er ikke tilladt at reklamere med, at spisestedet serverer fødevarer eller madretter, der er anbefalet af diætister eller kendte sundhedspersoner, eller at spisestedets menu er udviklet i samarbejde med disse personer.

Det er ikke tilladt at reklamere med fx:
• ”Menuen er udviklet i samarbejde med førende sundhedsekspert Jesper Nielsen",
– eller
• at reklamere eller mærke maden med skilte som fx "Diætistens valg"

Om samarbejde med sundhedsorganisationer

Det er heller ikke tilladt at reklamere med, at spisestedet samarbejder med en bestemt sundhedsorganisation.

Det skyldes, at forbrugeren kan opfatte samarbejdet som sundhedsorganisationens anbefaling af spisestedets mad, hvilket er vildledende.

Herudover vil sundhedsorganisationens navn eller logo også i nogle tilfælde kunne give forbrugeren det indtryk, at spisestedets mad eller en bestemt madret har en gavnlig effekt for personer med den sygdom, organisationen repræsenterer.

Man må dog gerne som udgangspunkt sige, at der doneres et bestemt beløb til sundhedsorganisationen i forbindelse med salget af en bestemt fødevare. Det skal blot være tydeligt, at det drejer sig om en donation.

Det anbefales, at man søger vejledning hos sin brancheforening eller hos Fødevarestyrelsen, inden man kaster sig ud i den type reklame.

 ​§§

Denne side er lavet på baggrund af Anprisningsforordningen.


Denne forordning kan findes på siden Ernærings- og sundhedsanprisninger – lovstof

Spisestedets mad lever op til Fødevarestyrelsens anbefalinger​

 Reklamen skal være generel information

Det er tilladt at reklamere med, at spisestedets mad følger de koncepter, der er udviklet af Fødevarestyrelsen. Denne reklame skal gives som generel information, fx. ved indgangen, ved disken eller over buffeten.

Reklame ved den enkelte madret

Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at placere denne reklame i eller ved den enkelte madret, fordi udsagnet i dette tilfælde vil knyttes til en bestemt madret og dermed være i strid med anprisningsforordningen.

Det er tilladt at reklamere med fx:

• "Spisestedets mad følger Fødevarestyrelsens guide til sundere mad på ungdomsuddannelsen og arbejdspladsen"
eller
• "Spisestedets mad følger Fødevarestyrelsens guide til sundere mad i skolen"

 ​Reklamerer spisestedet for et helt koncept udviklet af Fødevarestyrelsen, skal alt mad på spisestedet leve op til konceptet

Hvis spisestedet reklamerer med, at det følger et koncept udviklet af Fødevarestyrelsen, er det et krav, at alle de fødevarer og madretter, der serveres på spisestedet, lever op til konceptet.

Du kan læse mere om reglerne på denne side

Eksempler på Fødevarestyrelsens koncepter

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en guide til sundere mad på ungdomsuddannelsen og arbejdspladsen samt guide til sundere mad i skolen. Disse koncepter kan være relevante for spisesteder. Koncepterne findes på www.altomkost.dk.

 §§

Denne side er lavet på baggrund af Anprisningsforordningen.

Denne forordning kan findes på siden Ernærings- og sundhedsanprisninger – lovstof


Ændret 23. september 2022