Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Hvilke krav er der om uddannelse til minkavlere og deres ansatte

For at forbedre dyrevelfærden og dyresundheden i de danske minkfarme har Fødevarestyrelsen 1. januar 2012 indført uddannelseskrav for nyetablerede minkavlere. Reglerne er revideret i 2018.
Udover uddannelseskrav ved nyetablering, er der krav om løbende efteruddannelse for alle driftsansvarlige. Desuden skal aflivning af pelsdyr, herunder mink, ske under tilsyn af person med kompetencebevis.

 Driftsansvarlige på minkfarme


Driftsansvarlige på minkfarme skal have uddannelse i velfærd og sundhed hos mink.​
Personer, der overtager det daglige ansvar for driften af en minkfarm efter 1. ​januar 2012, skal fremover gennemføre uddannelse, der fokuserer på velfærd og sundhed hos mink.


Uddannelsen, som både består af en teoretisk og praktisk del, skal være gennemført, senest 1 år efter at personen har overtaget ansvaret for driften af minkfarmen.


Personer undtaget for krav om uddannelse:

  • ​​​Personer, der har gennemført en uddannelse som landbrugsassistent eller dyrepasserassistent.

  • Personer, der har været driftsansvarlige for en minkfarm i en sammenhængende periode på 2 år inden for de sidste 10 år forud for den 1. januar 2012.

Hvor udbydes uddannelsen

Uddann​elsen kan eksempelvis udbydes af Dansk Pelsdyravlerforening, de praktiserende dyrlæger eller landbrugsskoler.


 Driftsansvarlige skal gennemføre efteruddannelse


Alle driftsansvarlige skal løbende gennemføre efteruddannelse.

Efteruddannelsens indhold fokuserer bl.a. på den seneste udvikling indenfor dyrevelfærd hos mink.

Efteruddannelsen skal gennemføres minimum hvert 3. år og skal være gennemført første gang, senest 3 år efter at uddannelsen er gennemført.

For driftsansvarlige, der er undtaget for uddannelseskrav, skal efteruddannelsen være gennemført første gang, senest 3 år efter at første rådgivningsbesøg er aflagt i minkfarmen.

Hvor udbydes uddannelsen

Efteruddannelse kan eksempelvis udbydes af Dansk Pelsdyravlerforening, de praktiserende dyrlæger eller landbrugsskoler.


 Aflivning af pelsdyr under tilsyn


Aflivning af pelsdyr, herunder mink, skal ske under tilsyn af en person med kompetencebevis.​

Ejeren af en pelsdyrfarm og de personer, der har det daglige ansvar for driften af en pelsdyrfarm, skal sikre, at aflivning af pelsdyr kun sker i tilstedeværelse af og under direkte tilsyn af en person, der har et kompetencebevis.

Se godkendte kursusudbydere til opnåelse af kompetencebevis i listen Kompetencebevis til aflivning af pelsdyr




Ændret 18. juli 2022