Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Gæs, ænder og kalkuner - hvilke dyrevelfærdsregler gælder?

​Gæs og ænder kontrolleres efter dyreværnslovgivningen, hvorimod der for kalkuner gælder særlige artsspecifikke regler. Læs desuden om produktion af foie gras, som er forbudt i Danmark.

​​

 Du skal overholde dyreværnsloven

Ifølge dyreværnsloven skal dyr behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Desuden skal den, der holder dyr, sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

De rum og arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes, så dyrenes behov tilgodeses, herunder at de har fornøden bevægelsesfrihed og er beskyttet mod vejr og vind.

Dyreværnsloven indeholder desuden regler om blandt andet aflivning, operative indgreb, fremvisning og salg.


Europarådets rekommendationer

Europarådets rekommandationer kan være en retningslinje for, hvordan dyreværnslovens generelle regler skal tolkes, når det drejer sig om hold af gæs, ænder og kalkuner.

Se Europarådets rekommandationer


Udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd

Det Veterinære Sundhedsråd har for en række situationer udtalt sig om, hvorvidt en given behandling af dyr efter Rådets opfattelse er i strid med dyreværnslovens generelle regler eller ej. Disse udtalelser kan lægges til grund ved en konkret vurdering af en mulig overtrædelse af reglerne.

Se Det Veterinære Sundhedsråds udtalelser



 Du skal overholde de generelle regler for beskyttelse af landbrugsdyr


Fødevarestyrelsen har fastsat nogle generelle regler for hold af landbrugsdyr. Der er tale om minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.

Bekendtgørelsen om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr indeholder de generelle regler, som gælder for alle landbrugsdyr, det vil sige dyr, som holdes med henblik på produktion af fødevarer, uld, skind eller pels eller med henblik på andre landbrugsmæssige formål. Reglerne gælder, uanset hvor mange landbrugsdyr man holder.

Bekendtgørelsen indeholder en række regler om personale, tilsyn, håndtering af syge og tilskadekomne dyr, optegnelser over døde dyr og medicinsk behandling, staldklima, automatisk og mekanisk udstyr, foder og vand med mere.

Læs mere om de Generelle regler for beskyttelse af landbrugsdyr


 Du skal overholde retningslinjerne for udegående dyr

Det Veterinære Sundhedsråd har blandt andet udtalt sig om, hvornår udegående dyr er passende beskyttet mod vejr og vind i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr.

Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at månederne december, januar og februar altid skal betragtes som vinterperiode, og at der ofte er perioder med vinterlignende vejr i november og marts.

Læs mere om Regler for udegående dyr


 Hvor findes reglerne for gæs, ænder og kalkuner?

Der er ikke fastsat specifikke regler om staldindretning, størrelsen af opholdsarealer med mere for gæs og ænder, men der er en række andre regler, der gælder for disse dyrearter. Reglerne findes i de love og bekendtgørelser, der findes nederst på siden under lovstof.

For kalkuner gælder derudover reglerne i lov om hold af slagtekalkuner og bekendtgørelse om hold af slagtekalkuner. Se link nedenfor.

Reglerne for hold af kalkuner omfatter blandt andet:


• Krav om hvor meget plads dyrene skal have (belægningsgrad).
• Krav om lysintensitet og lysprogram med sammenhængende daglige mørkeperioder.
• Krav til ventilation og om nødvendigt køle- og varmesystemer.
• Pladskrav ved optagelse af foder og vand.
• Krav ved næbtrimning.
• Krav til håndtering ved løft og flytning.


 Du må ikke tvangsfodre ænder og gæs


Produktion af foie gras ved tvangsfodring anses i Danmark for uforsvarlig ud fra et etisk og dyrevelfærdsmæssigt synspunkt. Den danske dyreværnslov indeholder derfor et forbud mod tvangsfodring af dyr, medmindre det sker for at behandle dyret mod sygdom. Den danske dyreværnslov kan imidlertid kun håndhæves i Danmark.

Selv om vi i Danmark ud fra et dyrevelfærdsmæssigt synspunkt kunne ønske et forbud mod indførsel og salg af foie gras, er dette ikke muligt, da produktionen er reguleret af nogle EU-regler med et andet sigte end dyrevelfærd.


Baggrund om foie gras-produktion

Foie gras er den meget fedtholdige lever (fedtlever), der produceres ved tvangsfodring af gæs og ænder. I Europa foregår produktionen først og fremmest i Frankrig, men der er også produktion i blandt andet Ungarn, Spanien og Belgien. Af foie gras-producerende lande uden for Europa kan nævnes USA, Canada og Kina.

Traditionelt var det gæs, der blev brugt til produktion af foie gras, men siden 1950'erne er der sket en ændring, så det nu langt overvejende er ænder, der bruges. Mere end 90 % af den foie gras, der produceres ved tvangsfodring, stammer fra ænder. De ænder, der anvendes, er krydsninger af moskusænder og pekingænder. Det er typisk hannerne, der anvendes til foie gras-produktion, medens hunnerne bruges til kødproduktion.

Tvangsfodringen foretages i den sidste del af dyrets levetid, inden det slagtes. Tvangsfodringsperioden varer typisk 12-15 dage for ændernes vedkommende og typisk 15-21 dage for gæssenes vedkommende. Tvangsfodringen foregår enten manuelt, når der er tale om gæs, eller maskinelt, typisk i større intensive enheder med ænder i meget små enkeltdyrsbure.

Gæs og ænder, der tvangsfodres, ophober så meget fedt i leveren, at dens normale funktion forstyrres. Tilstanden kan derfor betegnes som sygelig. Der er imidlertid også andre aspekter, der bør tages med i vurderingen af denne produktion. Her tænkes især på risikoen for skader og smerte, når foderslangen presses ned igennem dyrenes spiserør, og det meget voldsomme ubehag, som indgift af store mængder påfører dyrene, og som afspejler sig i ændret adfærd.

Dertil kommer, at der i tvangsfodringsperioden ses en dødelighed, der er væsentlig større end hos dyr, der ikke tvangsfodres.

Internationale regler og import af foie gras

EU's regelsæt om dyrevelfærd indeholder ikke et forbud mod tvangsfodring og dermed heller ikke et forbud mod produktion at foie gras.

EU har dog tiltrådt Europarådets konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, og med hjemmel i denne er der udarbejdet rekommandationer om gæs og moskusænder og krydsninger heraf. Disse rekommandationer indeholder blandt andet bestemmelser om produktion af foie gras.

Under udarbejdelsen af rekommandationerne var tvangsfodring genstand for stor debat. Nogle lande, deriblandt Danmark, ønskede et forbud, medens andre fandt det helt afgørende at kunne fortsætte produktionen.

Rekommandationerne skal vedtages med enstemmighed. Et kompromis var derfor nødvendigt, hvis der skulle vedtages et regelsæt på området. Kompromiset betød, at foie gras – indtil der er udviklet alternative metoder, der ikke kræver tvangsfodring – kun kan produceres i de områder, der havde produktion på det tidspunkt, hvor rekommandationerne trådte i kraft. Der er endnu ikke udviklet brugbare alternativer til tvangsfodring ved produktion af foie gras.

Der er således tale om en produktion, der er tilladt i EU, selv om Europarådets regler sætter begrænsninger for, hvor produktionen kan foregå. Dertil kommer, at regler for produktion og afsætning af fjerkrækød, herunder foie gras, er fuldt harmoniseret i EU. Det betyder, at Danmark ikke kan forbyde indførsel eller salg.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at der fra dansk side også ved fremtidige drøftelser af produktion af foie gras vil blive arbejdet for et forbud mod tvangsfodring.


 §§

Denne side er lavet på baggrund af følgende lovgivning:

Lovgivning om dyrevelfærd

​​

Ændret 21. juli 2022