Gå til navigation Gå til hovedindhold

Whistleblowerordning

Whistleblowerordningen giver dig mulighed for anonymt og fortroligt at gøre os opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold i Fødevarestyrelsen. Som whistleblower er du beskyttet mod repressalier.

​Hvem kan benytte whistleblowerordningen? 

Du kan benytte whistleblowerordningen, hvis du er ansat eller tidligere ansat i Fødevarestyrelsen, herunder ulønnet praktikant, eller hvis du er samarbejdspartner inklusive underleverandør eller ansat hos en samarbejdspartner, som Fødevarestyrelsen har et samarbejde med. Du behøver ikke at have påbegyndt dit arbejde i Fødevarestyrelsen, før du kan indberette forhold, hvis blot du er blevet ansat.

Personkredsen, der er omfattet af Fødevarestyrelsens whistleblowerordning, kan efter en konkret vurdering også være omfattet af whistleblowerordningen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Se ministeriets hjemmeside herfor.

Hvis du eksempelvis er en virksomhed eller besætningsejer, der har haft kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, kan du som udgangspunkt ikke benytte whistleblowerordningen. Du kan i stedet læse om dine rettigheder og muligheder for at klage her.

Hvilke forhold kan du indberette?

Du kan indberette oplysninger om alvorlige forhold, der er af betydning for Fødevarestyrelsens varetagelse af vores opgaver. Det er altid en konkret vurdering, om der er tale om et forhold, der skal behandles gennem whistleblowerordningen. 

Som udgangspunkt kan du indberette om alvorlige forhold, herunder overtrædelse af EU-retten, straffeloven og anden lovgivning, forvaltningsretlige principper og interne retningslinjer. Du kan også indberette om grove, personrelaterede konflikter på arbejdspladsen, seksuel chikane og bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere.

Du kan finde eksempler på forhold, der er omfattet, i Fødevarestyrelsens whistleblowerpolitik, der snarest muligt lægges op her på siden.

De forhold, du kan indberette, er alvorlige. Du bør derfor altid have konkret viden eller begrundet mistanke om, at der er begået sådanne forhold, inden du benytter dig af whistleblowerordningen. Andre forhold skal som udgangspunkt håndteres via din nærmeste leder, tillidsrepræsentant og/eller HR-afdelingen.

Whistleblowerenheden har tavshedspligt og behandler din indberetning fortroligt

Fødevarestyrelsens whistleblowerenhed hører hjemme i HR-afdelingen, men det er kun de få sagsbehandlere i whistleblowerenheden, der kan læse og behandle din indberetning. Sagsbehandlerne har tavshedspligt både i forhold til, hvem du er, og hvad din indberetning handler om. Kun i helt ekstraordinære tilfælde vil whistleblowerenheden være nødt til at videregive dine oplysninger, herunder til eksempelvis til politiet.

Vi opfordrer til, at du læser Fødevarestyrelsens whistleblowerpolitik og persondatapolitik, inden du sender en indberetning. Fødevarestyrelsens whistleblowerpolitik lægges snarest muligt op her på siden.

Din indberetning kan være helt anonym, hvis du ønsker det

Både din indberetning og den efterfølgende dialog med whistleblowerenheden er anonym, hvis du ønsker det. Du skal i så fald blot lade være med at give oplysninger om, hvem du er, og i øvrigt følge nedenstående retningslinjer for valg af det netværk, du gør brug af. Uanset om du vælger at være anonym eller ej, har whistleblowerenheden tavshedspligt både i forhold til din identitet og identiteten på de personer, som du eventuelt nævner i din indberetning. 

Hvis du sender oplysninger ind til whistleblowerordningen fra en computer, der er på Fødevarestyrelsens netværk, eller via linket til den digitale whistleblowerportal på Fødevarestyrelsens hjemmeside, vil dette kunne blive registreret som led i den almindelige logning af brugeraktiviteter på Fødevarestyrelsens netværk. Du kan undgå det ved at indtaste web-adressen https://fvst.sit-wb.dk/ i en browser på en privat eller offentlig computer, der ikke er tilkoblet Fødevarestyrelsens netværk. Hvis du ønsker at sikre din anonymitet yderligere kan du benytte dig af et krypteret netværk som en TOR-browser.

Al kommunikation foregår på en digital portal 

Whistleblowerenheden kommunikerer kun med dig via den digitale whistleblowerportal. Når du har sendt en indberetning, skal du følge med i sagen ved løbende at logge dig ind og svare på eventuelle spørgsmål fra enheden.

Når du sender indberetningen, får du en kode på kvitteringsbilledet. Det er vigtigt, at du gemmer koden. Du skal bruge den til komme ind på din indberetning efterfølgende. Mister du koden, mister whistleblowerenheden muligheden for at kommunikere med dig, hvis du ikke har givet oplysninger om, hvordan du kan kontaktes på anden vis.

Som udgangspunkt får du senest tre måneder efter din indberetning svar på, hvordan der bliver fulgt op på oplysningerne.

Du kan indberette til Datatilsynet i stedet for til Fødevarestyrelsen

Datatilsynet har en ekstern og uafhængig whistleblowerkanal, som du kan benytte, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne. 

Hvis du ikke er tryg ved at indberette direkte til Fødevarestyrelsen eller eventuelt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, kan du i stedet foretage din indberetning til Datatilsynet.

Som whistleblower er du beskyttet mod repressalier

Du er som whistleblower beskyttet mod repressalier i medfør af lov om beskyttelse af whistleblowere. Det betyder blandt andet, at en whistleblower, der er blevet udsat for repressalier som følge af en indberetning, har krav på godtgørelse. 

Derudover er du beskyttet af databeskyttelsesforordningen. Du kan læse mere om, hvordan dine data er beskyttet her.

Den digitale whistleblowerportal kan tilgås her

Den digitale whistleblowerportal kan tilgås ved at klikke her, men vær opmærksom på vejledning om anonymitet, inden du klikker. 

Du kan få mere information her

Du kan læse mere om whistleblowerordningen hos Fødevarestyrelsen og på statens område via disse links:

Fødevarestyrelsens whistleblowerpolitik lægges op her på siden snarest muligt.

Fødevarestyrelsen kan kontaktes her

Fødevarestyrelsen
Stationsparken 31-33​
2600 Glostrup

Se øvrige muligheder for at komme i kontakt med Fødevarestyrelsen på siden Kontakt.