Mit job giver i høj grad mening for mig og for andre. Jeg sørger for, at der er ordentlige forhold de steder, hvor forbrugerne køber deres mad, så de trygt kan spise maden udefra. Jeg vejleder også virksomheder, som fx har svært ved egenkontrollen eller med, hvordan de skal gøre rent. Her føler jeg, at jeg gør en forskel, når jeg besøger virksomheden igen og ser, at de har rettet op.
Det er ikke sjovt at lukke virksomheder. Men hvis jeg på en kontrol vurderer, at der er en sundhedsfare et sted, så føler jeg i den grad, at jeg gør en forskel de dage, hvor en sådan virksomhed bliver midlertidig lukket. Heldigvis er det ikke hverdagskost, at vi lukker virksomheder, og størstedelen af spisestederne har en glad smiley.
I 2001 gjorde smiley-ordningen det nemt for forbrugerne at finde de butikker, der har bedst styr på fødevarereglerne. Smiley-ordningen har dermed været med til at skabe mere gennemsigtighed, som betyder, at virksomhederne kan sammenligne sig med hinanden og konkurrere endnu mere på fødevaresikkerheden – til gavn for forbrugerne.
Selv har jeg arbejdet som tilsynsførende i 14 år. I mit job er det en vigtig egenskab at kunne tale i øjenhøjde med virksomhederne. Man skal kunne forklare, hvorfor reglerne er, som de er. Hvorfor må man fx ikke bruge et håndklæde, men kun papir, når man har vasket sine hænder? Svaret er ikke: ”Fordi, det står i reglerne”. Svaret er, at det er fordi håndklædet kun er rent første gang, efter man tørrer hænderne i det.
Det er vigtig at optræde professionelt, når man er på tilsyn. Samtidig skal man være tålmodig og ikke tage tingene personligt. Det gælder både, hvis virksomheden ikke har rettet op på det, som man har vejledt om eller givet sanktion på. Og hvis man skal give virksomheden en bøde. Her skal man kunne sige til sig selv, at det ikke mig, men Fødevarestyrelsen som giver bøden. Hvis ikke man kan det, så kan det blive hårdt, fordi man godt kan få ondt af folk, når der gives bøde eller andre sanktioner. Oftest er det nemlig ikke bevidst, at de gør tingene forkert, men fordi de ikke kender reglerne eller forstår dem.
Om jeg er arbejdsskadet i min fritid? Ja, måske. Der er visse typer restauranter, som jeg aldrig spiser på. Heldigvis er min familie overbærende. Og min datter synes, jeg er den forælder i klassen, som har det sejeste arbejde. Det er jeg faktisk enig i.
