Gå til navigation Gå til hovedindhold

Sanne Nielsen, fuldmægtig

– om at arbejde med bæredygtig mad og sundhed til danskerne.


Siden jeg var 20 år har det været drømmejobbet at få lov til at gøre en forskel for danskernes sundhed igennem den mad og de fødevarer, vi køber og spiser. Og det er faktisk essensen af mit arbejde i Fødevarestyrelsen.

En stor del af min tid bruger jeg på Fødevarepartnerskabet for sundhed og klima, som er et samarbejde mellem 145 partnere. Fødevarepartnerskabet består af Fødevarestyrelsen som myndighed og sekretariat og derudover en masse forskellige organisationer og virksomheder på tværs af fødevareproduktion, detailhandel, influencers, sundheds- og brancheorganisationer m.fl.

Mindre salt og sukker i maden

Mit arbejde handler rigtig meget om at bygge bro mellem det ernæringsmæssige og det kommercielle. Her gælder det om at finde en balance i forhold til partnerskabets formål om at gøre det let at vælge og købe sundere produkter, samtidig med at virksomhederne kan drive en rentabel forretning. Det er ikke altid helt nemt at få alle de ting til at gå op i en højere enhed, for danskernes madvaner flytter sig ikke sådan lige fra dag til dag.

Partnerskabet er stedet, hvor alle arbejder for og bidrager til det fælles formål om sundere fødevarer. Vi arbejder med mange forskellige udfordringer. Det kan være alt fra at få solgt mere fisk, frugt og grønt til at få produkter med Nøglehullet til at reducere salt, fedt og sukker mm.

Vi arbejder også målrettet på at få kommunikeret til danskerne, hvad der sundt – og få dem til at vælge de sundere produkter. Et godt eksempel på et produkt, hvor forbrugerne har ændret adfærd over tid, er hakket oksekød med 20 % fedt. I min barndom var det normalen, nu er det få steder, man kan købe det.

At gøre en forskel

Jeg sidder ikke alene med de daglige udfordringer. Vi er et stærkt makkerpar på to i sekretariatet for partnerskabet med hver vores kompetencer. Min kollega har den ernæringsmæssige erfaring, mens jeg har den kommercielle baggrund med over 15 års erfaring fra detail- og fødevarebranchen.

Jeg er vild med den forskel, jeg gør i mit job – og os som team. Jeg synes, det er utrolig positivt med den dialog, vi har med virksomhederne i dag. Vi oplever en stor opbakning fra partnerne, og at de gerne vil arbejde for, at produkterne bliver sundere og være med til at kommunikere om sund mad. Næste kampagne er om de nye kostråd, der kommer i starten af det nye år. Jeg er stolt over, at være en del af det – og sammen med kollegaer og de mange partnere være med til at gøre en forskel for folkesundheden og danskerne. ​​​