Denne hjemmeside bruger cookies til statistik og adgang til deling på de sociale medier med AddThis.

Læs mere i vores cookie FAQ.

Du er her:

Sådan kan dyrlægerne forholde sig, mens de venter på EU selskabsdyrspas

Grundet leveringsproblemer, kan Fødevarestyrelsen ikke udsende det antal EU selskabsdyrspas, som dyrlægerne har bestilt.

Nyhedsbrev, Publiceret: 22. maj 2019

Hvad kan dyrlægen gøre​

Mens vi venter på, at passene bliver leveret, kan dyrlægerne godt sikre, at de krav, som hunde eller katte skal opfylde, bliver gennemført.

Det vil sige, at dyrene godt kan blive chippet, vaccineret eller blodprøvet mv. alt efter, hvor de skal hen, så de forskellige ventetider bliver opfyldt inden dyrets rejse. Disse oplysninger vil fremgå af dyrlægens journalsystem, dyrets sundhedsbog eller lignende.

Når dyrlægen så modtager nye EU selskabsdyrspas, kan passet udstedes til dyret med de relevante oplysninger. 

Det er således ikke et problem, at udstedelsesdatoen for passet ligger efter chipmærkningsdatoen eller vaccinationsdatoen.

Det vigtigste er, at dyrlægen sørger for at anføre de korrekte datoer for de forskellige handlinger, som er foretaget.

Krav om pas er ufravigeligt

Det er en forudsætning for at kunne udføre hunde og katte til andre EU-lande, herunder samhandelslande, som fx Norge og Schweiz, at dyrene er ledsaget af et gyldigt EU selskabsdyrspas.

Dette krav kan der ikke dispenseres fra.

Dyret må derfor ikke forlade Danmark uden et gyldigt pas.

Fødevarestyrelsen vil så hurtigt som muligt sende de bestilte pas til dyrlægerne, når vores leverandør har leveret passene til os.