Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Mange på 65+ får for lidt protein

Folk over 65 år har brug for ekstra protein for at bevare deres muskelkraft og kunne klare sig selv længst muligt. Det er dog kun halvdelen af de 65-75 årige, der får den protein, de har brug for.

Pressemeddelelse, Publiceret: 14. november 2018
Ændret 14. november 2018

Desværre har mange på over 65 for langt mellem fisk, fjerkræ og anden mad med meget protein. Kun halvdelen af de 65-75 årige, får den mængde protein, de har brug for.

Det viser en rapport fra DTU Fødevareinstituttet, og Fødevarestyrelsen sætter derfor ekstra fokus på, at mange på over 65 mangler protein.

I takt med at årene går, skal musklerne vedligeholdes, så det gælder om at få træning på skemaet og protein på tallerkenen. Ellers kan musklerne svinde ind, og så bliver det sværere at klare sig selv.

"Protein er nødvendigt for, at kroppen holder sig stærk. De fleste vil gerne kunne klare sig selv længst muligt og have kræfter til både gåture, børnebørn og hovedrengøring. Det kan man kun, hvis man holder sig sund og stærk og får godt med byggesten til kroppen," siger Else Molander, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

På hjemmesiden altomkost.dk/65 kan man finde en række tips til, hvad man selv kan gøre for at bevare det gode helbred længst muligt. Også efter sin 65-års fødselsdag.

Mange oplever, at deres appetit bliver lidt mindre med alderen. Som tommelfingerregel skal mængden af de fødevarer, der indeholder meget protein, fylde lige så meget som tidligere. Også selvom appetitten er dalet en smule. Det er derfor fx brød, pasta og ris uden fuldkorn samt søde sager, man bør skære lidt ned på.

"Selv små ændringer kan gøre en stor forskel, så hold fast i morgenægget, og skær lidt ned på rundstykkerne i stedet," siger Else Molander.

Udover hjemmesiden altomkost.dk/65 kan man også finde gode råd i en ny tegnefilm lavet af Anders Morgenthaler. Fødevarestyrelsen vil dele filmen på sociale medier. Da projektet er et partnerskabsprojekt i regi af Måltidspartnerskabet udbredes materialet hos blandt andet Ældre Sagen, Hjerteforeningen og Landbrug & Fødevarer.

Yderligere oplysninger:

Fødevarestyrelsen pressevagt, tlf.: 2284 4834 eller mail: presse@fvst.dk